På Torvegade i Vejle findes en treenighed af skulpturer af samme kunstner, og med et fælles fortegn. Vi gik forbi dem flere gange, jeg var fanget af de to mindste og overså den store. Også selvom de tydeligt hørte sammen.
Alle tre er lavet af Pontus Kjermann i 2001. De hedder Bænken, Englekatten og Midgårdsbrønden. Det var cirka i den rækkefølge jeg så dem.
Bænken er fin. De to figurer danner armlæn og ryg til en bænk. De sidder og holder hinanden i hånden og måske er de hver især fra de to andre skulpturer.
Jeg kan godt lide bænke med et twist. På Halmtorvet kan man sidde sammen med et ældre par, i Roskilde få en snak med Lise Nørgaard og i Lund kan man tage solbad på torvet. Jeg har mødt mange bænke, der kan noget andet end bare at være en bænk, og jeg bliver altid draget af dem.
En bænk er god, når man har brug for den, men bedre når den også giver noget til fantasien.
Overfor bænken står Englekatten. Og lidt længere henne ad gaden Midgårdsbrønden, som jeg ikke kastede mange blikke på, men som måske alligevel var mere spændende, end jeg umiddelbart så.
Englekatten, eller løvinden med vinger, eller hvad hun nu var, lignede mest en, der synes at de to på bænken godt måtte se at komme videre. Hun gad faktisk ikke vente længere.
Men så læste jeg, at hun måske er den ene på bænken, og den anden på bænken måske er ham øverst på brønden. Det giver en hel anden klang til historien. For gider hun ham mere? Ser hun tilbage på noget, hun godt kan undvære? Og hvad nu hvis hun er mor til de tre små i den der brønd, som jeg ikke kiggede på? Så hænger hun på ham.
Der er en hel masse historisk linket til alle tre skulpturer. Det så jeg heller ikke.
Kunst der får tilskueren til at tænke historier, det kan noget. Også selvom der egentlig ikke var nogen af dem, der var pæne eller tiltalende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar