Håndspundet strømpegarn

Skønt jeg har spundet til mere end et sweaterprojekt, har jeg en ide om, at strømpegarn er en helt anden og langt mere kompliceret boldgade.

Altså skulle det selvfølgelig prøves.

Fibrene købte jeg for længe siden, to forskellige blandinger, vistnok begge en blanding af forskellige naturlige fibre.

Da vi nåede januar hoppede jeg ud i det, valgte den farveholdning jeg holdt mindst af, og har siden gjort en del erfaringer.

At jeg først er færdig nu, er der sikkert mange grunde til. En af dem, at jeg ikke spinder hver dag, og rokken derfor har stået temmelig meget stille de forløbne måneder.

For da jeg først besluttede at nu skulle det være nu, brugte jeg ikke meget mere end tre-fire uger - igen uden at spinde hver dag.

Jeg er ikke fuldt ud tilfreds med garnet, men jeg  har gjort mig nogle erfaringer, som kan være brugbare i fremtiden. Og da jeg har endnu en strømpegarnsfiberblanding, skal jeg selvfølgelig prøve igen. På et senere tidspunkt.

For et eller andet sted, kan jeg måske bedre lide de lidt mindre komplicerede sweaterspindsprojekter.

Materialer: 100 grams strømpeblanding ï en gradieret blå/grå fra Uldtrolden. Blandingen består af BLF, finuld, corridale, tussahsilke og tencel. Silke og tencel er uden tvivl slidstyrken, mens både BLF og finuld er bløde uldtyper. Corridale er en smule mere grov, men ikke af kradsuldtypen.

Jeg havde et vist svind, fordi de enkelte tråde ikke var lige lange - jeg gemmer mine rester til et senere projekt.

Jeg endte ud med 86 gram garn. Og cirka 168 meter. Det er ikke meget til strømper, men de er slået op, og ender jeg med at strikke dem flere gange, er det det der skal til.

Forberedelse: Strømpegarn kræver slidstyrke. En måde at tilføje slidstyrke til et spundet garn er tvist. Jo mere tvist der er i et garn, jo længere holder det. Som en modsætning kan nævnes de uspundne garntyper som pladegarn, der næppe holder til at strikke strømper.

Jeg har undersøgt og læst op på strømpegarner, og de kloge siger, at et tre- (eller firetrådet) garn holder bedst. Jeg har et enkelt eksemplar af PLYmagasine, Sock Yarn udgaven, og her har nogen lavet en test, der netop viser det.

Der er flere måder at lave tretrådede garner på, fra den mest simple - tre tråde tvundet sammen - til mere komplicerede tvindemetoder. Jeg kastede mig selvfølgelig over en af de mere komplicerede, for jeg skal jo ikke gøre det let for mig selv. Næste gang vil jeg faktisk hellere have et et helt almindeligt tretrådet garn.

Jeg valgte at gå efter det, der hedder et crepegarn, som tvindes af to omgange og med den sidste tvinding skulle give garnet endnu mere hold. Jeg ved ikke om det er rigtigt.  

Under alle omstændingheder havde jeg brug for tre tråde.

Mine indkøbte fibre var forberedt til to færdige nøgler garn, hver af tre tråde. Det vil sige, at det kom i seks små fletninger, der hver kunne omdannes til en tråd, der senere kunne tvindes sammen. Det er jeg ikke fan af. Dels vejede de seks små fletninger ikke det samme (måske også derfor jeg endte med en del overskud på nogle af trådene), dels blev jeg lidt irriteret over at andre havde besluttet hvordan jeg skulle spinde mit garn. Hvad nu hvis jeg ville have et to- eller firetrådet garn?

Nu havde jeg planer om et tretrådet garn, så trods irritationen var det ikke det store problem.

Inden jeg spandt de enkelte tråde, forberedte  jeg fibrene ved at trække dem en smule. Det giver lidt luft og gør det lettere at spinde.

Spinding og tvinding: Et crepegarn laves ved at spinde to tråde, som tvindes sammen. Derefter spinder man endnu en tråd, som tvindes sammen med de først tvundne tråde. Det giver et lidt rodet garn, som ikke bliver mindre rodet, når garnet er både overspundet og overtvundet de fleste steder og andre ikke. 

Det kræver også lidt hovedregning, for jeg havde egentlig an plan om at de to første tråde skulle skulle have samme farveforløb, mens den sidste skulle være modsat. Det kunne jeg så ikke finde ud af.

En anden vigtig ting er spinde- og tvinderetningen. Man spinder den ene vej og tvinder den anden vej. I et crepegarn skal de to første tråde derfor spindes i en retning og tvindes i den modsatte retning. Den sidste tråd skal spindes i samme retning, som den første tvinding, for til at sidst at blive tvundet sammen med den tvundne tråd i modsat retning af både den sidst spundne tråd og de to tvundne tråde. Jeg håber det giver bare en lille smule mening...

Jeg var bange for ikke at få nok tvist i de enkelte singles. Derfor besluttede jeg fra start at lade alt løbe to gange gennem rokken, og dermed få mere tvist i det færdige garn. Det er jeg ikke overbevist om, var den rigtige beslutning.

Da jeg nåede til tvindingen af de første to tråde, var der rigeligt tvist i tvindingen, så jeg endte med kun at køre singlerne gennem to gange. Næste gang vil jeg gøre det omvendt, og efter tvindingen beslutte om det er nødvendigt med mere tvist.

Tilbage til spindingen, tvindingen og retningerne. Når man strikker kontinentalt, skal garnet helst tvindes i S-retning (mod uret), for ikke er løsne sig i strikkeprocessen.

For at opnå den endelige tvinding i S-retningen, spandt jeg derfor de to første tråde i S-retning, og tvandt dem i Z-retning (med uret). Den sidste tråd spandt jeg i z-retning og tvandt den sidste tvinding i S-retning.

Det er noget med at holde tungen lige i munden...  

Efterbehandling: Da garnet kom af rokken var det meget, meget snoet. Det lå som små pindsvin med strittende ender alle steder. På haspetræet så det ellers fint ud. 

Jeg lagde det i blød et par timer i en af de lækre delikate uldvask, der ikke skal skylles ud. Da jeg tog det op fra badet, var det stadig noget snoet, så ud over at svinge det, for at få vandet ud af garnet, snappede jeg det. Jeg ved ikke hvad det hedder på dansk. Jeg holdt hænderne inde i fedet, så jeg kunne slå hænderne fra hinanden og trække garnet en smule. Jeg gentog hele vejen rundt.

Endelig hængte jeg det til tørre med en tung skræddersaks af den gamle type i bunden, så garnet blev strakt ekstra ud. 

Det tørre garn drejer sig cirka en halv gang om sig selv. Det skulle efter sigende være ganske fornuftigt for et strrømpegarn.

Resultat: Det færdige garn er meget rustikt/groft/hårdt indsæt selv mere. I hvert fald mere end forventet. Jeg tror det stammer fra de temmelig hårdt spundne singles. Hvilket er grunden til tanken om at lade det med ekstra tvist vente til sidst næste gang. For selvfølgelig bliver der en næste gang. Bare ikke lige med det samme.

Samtidig er det en smule ubehjælpsomt at se på. Umiddelbart forsvinder noget af ubehjælpsomheden, når det bliver strikket.

Jeg er som sagt endt med 86 gram, 168 meter fordelt på to nøgler, der hver især vejer 41 og 45 gram. Jeg spinder stadig ikke helt jævnt så det største nøgle har færre meter end det lille. Henholdsvis 82 og 87 meter ca. 

Omregnet har en løbelængde på 195 meter pr 100 gram. Jeg tænker det bliver nogle meget korte strømper og har foreløbig slået op med det korteste nøgle på en pind 3,5. Jeg er lidt i tvivl om det er en lidt for stor pind.

Jeg prøver, ser hvor langt jeg når, og er klar til at trævle op igen. Så lang tid tager det heller ikke at strikke et par strømper af den mængde garn.

Til trods for at jeg ikke er udpræget tilfreds med resultatet, har jeg lært en hel del undervejs. Det er værd at tage med. Og til trods for den lidt irriterende forberedelse fibrene kom i, kan jeg godt finde på at købe dem igen. Vel vidende hvad jeg går ind til. 

For ret skal være ret - det var en lækker fiberblanding at arbejde med. 

Vil du se flere billeder kan de findes på Ravelry.