torsdag den 24. september 2020

Fårene på Volden

 

Jeg har en drøm om et uldeventyr i håndværk og design. Den drøm er langt fra død, men den er heller ikke lige om hjørnet. Det er slet ikke noget problem, for der stadig masser af tid (og her regner jeg bestemt med, at jeg fortsætter undervisningen i 4. klasse.

 

 

En del af drømmen handler om får. For hvor kommer ulden fra? På Vestvolden går der får, fåreavlerlauget kommer og fortæller den første søndag hver måned. Måske er det ikke hver måned - men så en gang imellem. 

Jeg havde en forestilling om, at det ville være rart at tale ansigt til ansigt, og mødte derfor op søndagen helt tilbage i august, mens jeg stadig var på ferie.

Fåreavlerlauget er en frivillig forening og hvor mange medlemmer den har står hen i det uvisse. Men noget tydede på - den søndag i august - at de gerne tager mod flere medlemmer. Eller frivillige. 

 

 

 

Jeg var ikke den eneste, der var mødt op. Jeg var heller ikke den eneste, der var i tvivl om mødested og hvorvidt der ville dukke nogen op og fortælle. Der var nogen, men de havde travlt med fårene, og da jeg endte med at spørge, fik jeg at vide at der ville komme nogen og fortælle lige om lidt.

Så jeg ventede. Sammen med bedsteforældre og forældre med mindre børn. Mens jeg blev, fotograferede fårene og ventede, forsvandt de små og deres tilbehør en efter en. Tålmodighed er en dyd, men der nogen gange grænser for hvor lange man kan vente, når man ikke er særlig gammel og har fået oplevelsen af at have set et får.

Til sidst var jeg helt alene, klokken havde overskredet en halv time for starttidspunktet og jeg besluttede at det nok ikke blev i dag. Jeg ville gerne have haft fat i formanden og lave aftaler, men jeg kan også bare skrive til hende. 

Det kan jeg så stadig bare gøre - jeg er ikke altid så hurtig. 

 

 

 

Altså pakkede jeg mig sammen, fandt cyklen og kørte hjemad. 

Længere nede ad vejen stod en mand og fortalte om får. En af bedstemødrene stoppede mig og sagde at nu var han her. Manden. 

Jeg valgte at køre hjem, for når formanden er en hende, og der stod en mand, var det alligevel ikke den rigtige jeg kunne få fat i.

 

 

Jeg er stadig i tvivl om mødestedet og jeg fandt aldrig ud af hvilken race fårene på volden er.

Men de er søde.

 

 

 



6 kommentarer:

  1. Ikke særligt professionelt, det kan de helt sikkert blive bedre til. Og fårene er da søde.
    Og dit uldspinderi sender tanker tilbage, da min mor læste Pers Nye Klæder op for os. Der lærte jeg processen fra får til tøj :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, min indgangsvinkel endte med at være, at de netop ikke er professionelle. Men hvis de gerne vil have flere til at vide noget om får og proces...
      Fårene er supersøde og ikke særlig store.
      Jeg kender ikke Pers nye klæder, men bliver nysgerrig. Jeg læste det lille hus på prærien igen og igen, og lærte også rigtig meget om håndværk og hushold :)

      Slet
  2. Altså - hvis nogen kan gennemføre sådan en får-til-sweater-plan, så er det jo nok dig! Glæder mig til at se hvad du får ud af det og håber ikke det er sådan nogle kradse-får. Kunne være fedt, hvis man kunne få lanolinen til at blive i ulden.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, en sweater er måske lige at skyde lidt højt. Jeg forestiller mig noget med at plantefarve med planter vi kan finde i nærområdet og billedevæve på rammer lavet af nedfaldsgrene fra volden..
      Her kunne det være sjovt at spinde noget af det med en håndten eller karte, eller bare bruge ulden som den er.
      Det med at strikke skal nok være med kommercielt garn - 3./4. klasse taget i betragtning :)

      Slet
    2. Arh - det er BØRNENE du tænker på!
      Kan du virkelig lade være med selv at lave noget?
      Men ellers lyder det som en ret fin ide med farvet garn og nedfaldsgrene og alt det. Det bliver jo nærmest til en udstilling når det engang er færdigt!

      Slet
    3. Det ved jeg ikke Christunte. Men min foreløbige erfaring siger mig, at der ikke er meget tid til selv at være med :)

      Slet