Tilbage til Bandholm

Da min søster og jeg for lidt over et år siden rejste frem og tilbage mellem hjemme og Bandholm et par gange om ugen, for at være ved min far på hospice, var Bandholm ikke et sted, jeg vidste ret meget om, eller, for den sags skyld, et sted jeg forventede at skulle tilbage til.





I går holdt Victoria atten års fødselsdag (et par uger for tidligt, for den rigtige dag ramler sammen med Oscars etårsdag) i Bandholm.

Af alle steder.


Min søsters eks har sammen med sin nye kæreste købt hus i netop Bandholm. En gammel kasse af en patriciervilla, med de smukkeste stuklofter, højt til loftet, store rum, med udsigt over havnen og med hang til masser af kærlighed, og mere end bare en spand maling.





Vejret var skønt, stemningen som sådan god, men bar også præg af det akavede i mødet mellem gammel og ny, det usagte og spændinger, der endnu ikke er hverken løst eller har lagt sig, til trods for at alle gør deres bedste for at lade som ingenting.

Victoria havde en god dag. Alt var efter hendes ønsker og da vi forlod Lolland var det efter en lang dag, med mange gode snakke og den obligatoriske fødselsdagssang, som Victoria hader for et godt ord.





Undervejs var der tid til at gå en tur i solskinnet. Alle steder blev jeg mødt af et tilbageblik mod sidste sommer. Det var lidt mærkeligt at gå rundt det samme sted, som jeg sidste år også gik, under helt andre forudsætninger.

Vandet var lunt, vi soppede, nød øjeblikket og så ud, inden vi vendte om igen. Tilbage mod havnepladsen ankom veterantoget. Vi talte sidste år om at køre turen ind til Maribo og tilbage igen. Det blev aldrig til noget, min far havde ikke kræfterne, og det er ikke længere et ønske, selvom toget er fint.





Det blev en lang dag, jeg var sent hjemme. Anders hentede mig på stationen og vi gik den lange vej hjem. Og med viden om at Victoria havde en god dag, og vist næsten fik alle sine ønsker opfyldt, var det en dejlig dag.