Efter et par uger, hvor jeg slet ikke fik sat mig foran rokken med uld mellem hænderne, har jeg igen fundet tid.
Og nu er det sjovt.
Den mellemliggende periode havde muligvis ikke fysisk gjort noget godt, men jeg tror at jeg har tænkt så meget over det, at der alligevel var sket noget.
Pludselig kørte hjulet den rigtige vej. Hele tiden. Næsten.
Og pludselig havde jeg meget bedre tag på ulden.
Tråden bliver tyndere, de mange kig på hændernes arbejde fundet på Instagram, gav grobund for større forståelse, og inden jeg fik set mig om tog den samme mængde uld, som jeg til at starte med var lang til om at spinde, nærmest ingen tid.
Nu sætter jeg mig ti minutter, når jeg går forbi rokken.
Nu er jeg der, hvor jeg er vildt spændt på det færdige resultat, og næsten ikke kan stoppe, når jeg har sat mig.
For en ting er den entråede uld, jeg lige nu vikler om spolen. Men hvad når det bliver tvundet? og hvordan ser det ud, når det bliver viklet op til et fed? Eller et nøgle, der kan strikkes fra? Eller når det bliver strikket?
Jeg kan næsten ikke vente.
Men det må gerne være en langvarig proces.
Og nogen gange driller det, og så skal jeg stoppe.
Jeg fik Anders til at optage en lille film, der ligger på Instagram. Det ser nærmest legende let ud.
Det bliver det.
Med tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar