søndag den 29. april 2018

Sol over Frederiksberg


Søndag er brugt sammen med Rose. Jeg føler mig brugt.





Det tager tid at flytte en dør, bygge en væg og få det hele til at se ud, som havde det altid været. Det er uden tvivl ikke sidste gang, jeg passer Rose.

Det er hyggeligt at passe Rose. Hun er et af den slags børn, der ikke gider sove inde. Som ikke gider sove, som skal have det hele med. Også selvom hun er træt. Meget træt.

Derfor går vi altid tur. Så sover hun nemlig.





I dag var det med klapvognen. Sille har købt en klapvogn. Den står i opgangen, fylder ikke meget og er lettere at komme til, end barnevognen i skuret i gården. Der er langt rundt om ejendommen, gennem porten og ind til barnevognen - specielt med et barn på armen. Så jeg valgte den lette løsning.

Jeg havde glemt at jeg helst vil have øjenkontakt. At fremvendte klapvogne ikke giver mulighed for at snakke, grine og lave sjov. At fremvendte klapvogne betyder at jeg hele tiden skal stoppe og kigge rundt, hvis jeg vil se barnet. Jeg er ikke tilhænger af fremvendte klapvogne - og så kan det godt være barnet gerne vil se fremad.

Næste gang tager jeg barnevognen.




Vi gik i Frederiksberg Have. Vi var ikke nået frem, før hun sov. Så jeg fandt en bænk, satte mig med garn og pinde, med udsigt til det sovende barn, og ærgrede mig over, at den danskvand jeg ville have taget med, stod på spisebordet derhjemme.

Efter lige godt en time vågnede hun. Jeg pakkede mig sammen, gik videre og inden længe sov hun igen. Jeg fandt en ny bænk, fandt garnet frem igen og nød solen og den blå himmel. Nød synet af haven, der er sprød, grøn og levende.

Da hun vågnede igen, gik vi videre. Rose faldt i søvn igen, men jeg fandt aldrig en bænk uden mennesker. Da jeg endelig fandt en, vågnede hun, og lignede ikke en, der skulle sove mere. Et kig på uret viste, at hun næsten havde sovet to timer.




Så gik vi hjem. Kun de sidste hundrede meter gad hun ikke mere. Brokkede sig, klynkede og gik over i gråd. Her ville jeg gerne have haft øjenkontakt. have kunne gøre mere end bare snakke, fra et sted bag kalechen.

Sagde jeg, at næste gang tager jeg barnevognen? Den er også bedre at gå med.





2 kommentarer:

  1. Jeg forstår dig til fulde, det er dejligt at kunne få øjenkontakt med barnet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lykke, jo mere jeg tænker over det, tror jeg aldrig mine børn fik muligheden for andet. Det er muligt de gerne ville have kigget fremad, men de vidste nok ikke det kunne lade sig gøre :)
      Jeg synes også tit at børn i fremadvendte vogne ser så ensomme ud, når førerne går bagved og snakker med en eller anden anden...

      Slet