torsdag den 20. marts 2014

Jord og mudder


Somme tider møder man et menneske, der formår at kravle dybt ind i hjernen på en og sætte blivende spor. Sådan et menneske er Lars Mogensen.


conflict.dk


Jeg mødte ham første gang for fem år siden. Anden gang i mandags. Som første gang var han aftenens foredragsholder, da samtlige klub- og SFOpædagoger holdt fyraftensmøde. Som første gang gik vi alle sammen hjem med nye billeder, nye input og nyt der er lagret og langtidsholdbart.

Da det for et par uger siden gik op for os, at det var Lars Mogensen, der skulle komme mandag aften, blev forventningens glæde hos alle og uden undtagelse skruet op på et plan, hvor det næsten kun kunne gå galt. Det gjorde det ikke. Lars Mogensen formår at bruge sig selv, fastholde modtageren og tale i billeder, der er så håndgribelige, at de er umulige at glemme.

Jeg siger det bare - skulle du nogen sinde få mulighed for at høre Lars Mogensen tale, så spring til!


conflict.dk


Første gang vi hørte ham, plantede han et billede af jord. Et værktøj. Et billede vi stadig bruger og som efterhånden er så indarbejdet at ingen er i tvivl. I mandags talte han om drager, om bevidsthed og ubevidsthed og om mudder.

Forestil dig det. Hvor hurtigt kan en flaske med vand og en smule jord rystes til det rene mudder. Og hvor hurtigt kan jorden lægge sig og vandet blive klart igen. Nogen gange hurtigere end andre, nogen gang holder vi aldrig op med at ryste flasken.


conflict.dk


Jeg rystede flasken og fik hovedet fyldt med mudder, da jeg tirsdag mødte på arbejde, og troede jeg skulle koge pasta til de altid sultne Cafébørn, og mine gryder var væk. Forsvundet. Og savnet. Det viste sig at nogen havde lånt dem - halvanden uge før. Og ikke afleveret. Jeg havde lyst til at sige grimme ting, men kunne (måske heldigvis) ikke finde låneren.

Jeg måtte vente til onsdag - og låne en anden gryde undervejs. Onsdag var vandet klart, jeg fandt låneren, fik mine gryder og fik sagt hvad jeg mener om at låne, uden at aflevere, på en fornuftig måde. En måde der betyder at et fremtidigt samarbejde ikke på forhånd er fyldt med mudder.

Samtidig kunne jeg bruge mine kolleger og billedet af den mudrede flaske - som ingen af os var i tvivl om hvad betød.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar