Skolen jeg arbejder på har i år tres års jubilæum. Allerede for to år siden fejrede vi tresårsdagen, for det er en totrinsraket der både dækker første spadestik og den dag skolen (stadig under opførsel) blev taget i brug.
 |
| Fra dengang skolen var ny |
I anledningen af tresårsdagen blev festsalen ført tilbage til originalen med hvide vægge, nye gardiner og nyt tæppe for scenen. Før det var væggene sygeligt grønne, og jeg skal være den første til at bifalde det nye hvide look, der dels gør indtrykket større, dels ikke får folk til at se syge ud.
Hvem der har stået for gardiner og fortæppe, ved jeg ikke. Men tydeligvis nogen, der ikke har overvejet sliddet og behandlingen af et scenetæppe på en skole.
Det er nemlig syet efter alle kunstens regler - med en tynd troklet oplægning - der er perfekt for et gardin i et privat hjem - men bestemt ikke for et tungt fortæppe, der ikke alene hænger frit, men også bliver løbet ind i undervejs.
Hvorom alting er, er sømmene gået op, med det resultat at sømmen på fortæppet fejer hen over scenen, bliver beskidt og langtfra ser særlig pænt ud.
Chefen spurgte derfor om ikke jeg kunne fikse det. Selvfølgelig kunne jeg det, og derfor sad jeg i går på en stol midt på scenen med sytråd og hexesting, ryggen bøjet og syede den del af kanten op, som fødder har hængt fast i. Chefen kom undervejs forbi grinede og mente jeg lignede en skønjomfru, der sad med broderi og fremtidens udstyr.
Jeg synes det var en sjov opgave, og da en af ungerne kom forbi og spurgte om hvorfor det var mig, der sad der og syede, var mit svar, at det var fordi det er mig, der kan.
Nu er tæppet fint igen, og ryger der mere fortsætter jeg gerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar