Hvad laver man så derude i skoven. Ud over at lave mad over bål og finde elverhytter. Kunne nogen måske fristes til at spørge.
Tja, kunne jeg svare. Går tidligt i seng. Måske. Al den friske skov- og søluft trætter hurtigt. Måske ikke.
Nu er vores liggeunderlag ikke de bedste. Faktisk er vi nået til, at de bør udskiftes. Så det med tidlige sengetider, gad vi lissom ikke. I hvert fald ikke før mørket faldt på, og vi alligevel ikke kunne se noget.
Så vi lavede bål. Drak varm the (og kaffe) og spiste kage. Sådan en kage, som egentlig ikke hører til i skoven, men som nærmest blev kastet foran os, da vi provianterede i Værløse. I øvrigt har Værløse, trods et meget veludbygget butikstorv, ikke en eneste garnbutik. Meget mærkeligt!
Der er ret hyggeligt rundt om et bål. Eller ved en søkant. Så vi blev ved bålet. Læste. Strikkede (mest mig). Kiggede kryb (det var nu mest Anders). Kiggede på fisk (også mest Anders). Tjekkede gedden, der formentlig havde ædt de resterende ællingesøskende til den enlige ælling, der pilede rundt i hælende på andemor (jeps, også Anders).
Trods det skønne ved at være ude i skoven. Trods det fantastiske ved at vågne op til solopgang og pippende fugle. Trods det hyggelige ved at ligge under en teltdug og høre regndråberne midt om natten. Trods hele pakken, sover jeg ikke specielt godt i et telt. Muligvis hænger det sammen med de ringe underlag, vi er i besiddelse af. Måske er det bare fordi, det er så hyggeligt at ligge der under teltdugen og lytte til regnen.
I hvert fald sov jeg ikke særlig meget.
Til gengæld sover man ret godt, når begge underlag slæbes udenfor i formiddagssolen, lægges oven på hinanden på stammebænken om bålet. En formiddagslur i det fri er ret godt.
Mens Anders legede mere med bål, drak kaffe, kiggede kryb og tjekkede gedden, der mæt stod mellem sivene og lod de bittesmå aborre svømme frit omkring, faldt jeg vistnok i søvn. bare en lille smule.
Hmm Pernille.. Det her indlæg bør jeg nok sørge for at Rene IKKE finder... ;) Men jeg kan godt se og indrømme at det virker rigtigt dejligt og også en lille bitte smule romantisk ;)
SvarSletTak for i går og mange knus
Henriette
PS: du fik aldrig pengene! Jeg gemmer dem til dig.
Henriette, man behøver jo ikke sove derude, man kan også pakke madkurven, finde en bålplads og så hygge nogen timer, inden man tager hjem igen :)
SvarSletMåske det var noget?