Aftentur

Efter en dag uden de store udsving, besluttede Emilie og jeg os for en aftentur.

Vi gik mod volden. Vestvoldsanlægget har gennem de sidste år undergået store froandringer, med muligheder for at lege sig til mere lærdom om voldanlægget og de historiske aspekter bag.

Vi gik en anden vej end den slagne, og inden vi nåede volden, stod vi pludselig over for et træ med klatremuligheder, der sjældent ses. Emilie kunne ikke lade sådan et træ stå overhørrigt, så selvfølgelig måtte vi op - begge to. Det er mange år siden jeg sidst har klatret i træer, men nogen ting glemmer man ikke - slet ikke når træet nærmest er designet til klatring.

Vi valgte de mørke stier langs voldgraven på ydersiden af hovedvolden. I fordums tider har der højst sandsynligt ikke været helt så mørkt. Nu har høje træer og tæt bevoksning overtaget, og skønt det er hyggeligt at gå mellem træerne, giver de ikke meget udsyn til eventuelle angribere.

Ved broen mod Jyllingevej stoppede vi og smed pinde i vandet, mens vi legede den leg Peter Plys og hans venner ofte leger ved broen i Tusindmeterskoven. Der var ikke meget strøm i vandet, og vi måtte vente længe, inden de dukkede op på den anden side af broen. Min kom først, men formentlig kun fordi Emilies pind valgte at sidde fast i brokonstruktionen.

Vi gik tilbage langs ydersiden af volden. Her er bevoksningen knap så tæt, og mens vi kiggede efter skovsnegle, vi helst ville undgå at træde på, kunne vi gå ved siden af hinanden.

Godt to timer efter vi gik hjemmefra, kunne vi igen lukke os ind hjemme. En smule kolde og godt blæst igennem. Trætte efter turen, men med en god fornemmelse i kroppen.