MacGyver

 

kan I huske MacGyver? Ham gutten med firserhåret, der kunne klare alting med et stykke ståltråd og en rulle gaffatape. Og så selvfølgelig den uundværelige sweizerkniv, som alle med respekt for dem selv rendte rundt med i baglommen dengang.

Dengang Anders var seksten, sytten måske endda atten, gik rundt i militært overskudstøj, en farverig hanekam og ind imellem en rotte i inderlommen, foregik sommerferien sammen med mor og to yngre brødre ofte med travestøvlerne og en rygsæk på ryggen.

De kom vidt omkring. Jeg har hørt historier fra både Sydfrankrig og Nordnorge. Denne er fra et sted højt mod nord.

De havde slået lejr efter en dag, hvor en stille, silende regn dagen igennem havde blødgjort alt og brandbart ikke var i sigte. Ved lejren var også et par bedstefædre med deres tøsede børnebørn. De havde været på langtur og holdt pause med medbragt mad og et håb om varmt at drikke.

Anders mente et bål måtte være sagen. De gamle grinede af yndlingen med hanekammen og den sikre overbevisning om at kunne få det våde til at brænde. De viste bedre. Pigerne ville hjem, snakkede om MacGyver, de ville se i fjernsynet.

Anders lod dem om deres, strøg en tændstik, og inden længe flammede et lystigt bål, pigerne fik varm kakao og behøvede ikke længere at komme hjem til Macgyver i fjernsynet - de havde deres egen lige her, i levende live. Øjnene var store og Anders udråbt til den øjeblikkelige helt.

Trods en afstand på mindst tyve år, at rygsækken og travestøvlerne ikke længere er i brug og sommerferierne er knap så primitive, kan han stadig.

Selvom vi havnede i en skov, der også havde set sit af regn de sidste dage - eller uger, gik der ikke lang tid inden et bål lystigt viste sine flammende luer, kaffe og the var på vej og varm aftensmad inden for rækkevidde.

Jeg ville aldrig begive mig ud midt i en skov, hvis ikke jeg vidste, at jeg havde ekspertisen med.