Fornuftigt værktøj

Det var ikke før jeg stiftede bekendtskab med Bloglandia, at jeg opdagede KnitPicks eller det fikse system, der muliggør skiften mellem forskellige pindestørrelser eller wirelængder i strikketøjet.

Alle steder oplevede jeg at systemet blev rost til skyerne, og selvfølgelig måtte jeg også prøve selv.

Mit første forsøg blev et sæt strømpepinde og to par sokker - et par på de nye pinde og et par på de gamle. Der var ingen tvivl. Jeg, der ellers strikker meget jævnt, oplevede et endnu mere jævnt resultat. Selv Anders (som nok er arbejdsskadet af at arbejde med meget små forskelle) kunne se forskellen, og et bekendtskab med de ikke de specielt kønne stribede strikkepinde begyndte.

Faktisk må jeg indrømme at efterhånden som jeg oplevede at pindene fungerer rigtig godt og giver et godt resultat, synes jeg de bliver mindre og mindre grimme - jeg synes ikke de var særlig pæne til at starte med.

Nu er jeg imidlertid stødt på et alvorligt problem. Jeg kan bedst med træpinde, og at pinde kan knække (hvis man for eksempel sætter sig på dem) kan jeg leve med. At wiren kan gå løs, er også et problem der er til at leve med - når ting bliver brugt, bliver de slidt.

Men at pindestørrelsen ikke er til at regne med, det er straks værre.

Jeg startede min Leftie på et par strømpepinde. Dels fordi rundpindene i størrelse tre allerede var i brug, dels fordi jeg startede med så få masker, at længere pinde ikke var nødvendige.

Nu er jeg nået dertil, hvor der næsten ikke kan presses flere masker sammen på den forholdsvis lille plads en strømpepind giver mulighed for. At jeg er nået dertil uden at skifte til en længere pind, har sin forklaring.

Jeg har nemlig ingen pind at skifte til. Eller det har jeg. Men den mulighed jeg har, har ikke samme størrelse.

Når jeg måler med min pindemåler er der god plads i hul nummer tre til strømpepinden, mens spidserne til rundpindene under ingen omstændigheder kan komme gennem til hullet til pind nummer tre. Og det trods begge pindepar er købt som en nummer tre.

Jeg endte med at låne Anders' gode skydelære, hvilken hurtigt kunne fortælle mig, at forskellen ikke var helt så stor, som jeg gik rundt og troede, men dog stor nok til, at jeg er usikker på, om et skift mellem de to pinde vil kunne ses i det færdige projekt. Nul komma en fem milimeter er alligevel en forskel.

Ikke et halvt nummer - men næsten. Forskellen er stor nok til, at jeg kan mærke den, for jeg ruller pindene mellem mine fingre. Jeg bilder mig også ind at kunne se forskellen med mit blotte øje, men måske er det i højere grad et spørgsmål om, at mønstringen på de to sæt er forskellig.

Jeg var hurtig til at mene, at det sikkert at sværere at forarbejde træ, end metal. For jeg er også i besiddelse af et enkelt sæt metalpinde i netop størrelse tre. De er præcis tre milimeter, når jeg måler.

Den teori skød Anders hurtigt i sænk. Som udlært inden for et fag, der arbejder med hundrededele, ved han hvad han snakker om. Han mente, at det måske i højere grad er finish end præcis størrelse man betaler for, når det drejer sig om lige netop de her pinde. Og finishen er i orden.

Altså ligger jeg Leftien lidt væk, og husker at tage alt målegrejet og pindene med mig, når jeg på et tidspunkt kommer forbi et sted, hvor jeg kan udvidde samlingen, og få et sæt pinde, der kan forlænges og hjælpe mig med at blive færdig med det lille fine tørklæde.