Da Emilie fik nok af at se på sand, og jeg endnu rendte rundt og kiggede, fandt hun et sted at sidde ned.
Langs kanten af Ofelia Beach, som engang i en ikke særlig fjern fortid var en kaj, står gamle pullerter med jævne mellemrum. Sådan nogle dimser, trosser bliver bundet om, så skibe bliver fastgjort til landjorden, og ikke pludselig forsvinder og driver til havs.
I dag er de malet gule og egner sig glimrende til at sidde på, mens mødre med lyst til at kigge på sand, render rundt med kamera og nysgerrige blikke, og kigger på kunst i særklasse.
Heldigvis havde hun musikken med sig, og hyggede fint der på den gulmalede med udsigt til operahus og forbipasserende kanalrundfartende, fyldte, fladbundede både.
Det var i øvrigt en sjov oplevelse at stå der, på en sandfyldt kaj, som i min barndom og ungdom dannede rammen om utallige ture frem og tilbage mellem København og Bornholm, hvor min far i en lang årrække bosatte sig, hvilket gav anledning til mange skønne weekender og ferier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar