En lang, varm og dejlig dag.

Jeg er glad for, at vi holdt fast i at tage til stranden. Der var godtnok kræfter, der forsøgte at trække den anden vej, med rygter om regn og alt for mange skyer. Men vi holdt fast.

Mødestedet var Øresund Station, tæt ved stranden, med mulighed for at stille bilerne, og mødes med de metrokørende. Min far tilbød at hente os, hvilket vi gladeligt takkede ja til, og hurtigt var det os, der stod for det tungeste, mens min mor stod for boller og alt det, der hører dertil.

Det kan hurtigt skrabes en hel del sammen til sådan en dag på stranden, og det var da også en imponerende bunke vi havde samlet, og ventede på at blive afhentet sammen med.

På Øresund Station voksede samlingen af gæster, indtil vi kun manglede min søster og hendes. Vi undrede os over, hvor de blev af, og da en sms til sidst blev sendt af sted, fik jeg omgående en tilbage om, at de da havde stået og ventet mindst tyve minutter.

Det er sjovt som man kan se sig blind. Selvom min søster havde læst invitationen flere gange. Mange gange faktisk. Havde der hver gang stået Ørestad Station. Følgelig var det der, de stod og ventede. Godtnok undrende over, hvorfor vi skulle mødes så langt inde i landet, når målet var stranden. Men det var det, der stod, og vi havde jo nok styr på det.

Da tropperne endelig var samlet, indtog vi stranden, som var løjerligt tomt i forhold hvordan jeg oftest har set Amager Strand. Vi hyggede, De yngste hoppede i bølgen blå og fik selskab af min mor, der sjældent lader en mulighed for badning gå sin næse forbi.

Senere spillede de kroket, mens vi andre hyggede videre, snakkede, spiste og nød livet på tæpperne.

Ikke et eneste billede tog jeg, mens vi sad der. Jeg huskede at fiske kameraret frem lige inden vi gik, mens det hele var pakket og klar til afgang, ungerne forsøgte at komme i tøjet, skuldrene var begyndede røde og vi alle var ved at være lidt matte.

Hjemme gik vi omkuld. Helt som det skulle være. Sådan som kun en dag i solen, kan slå os ud. En dejlig dag.