Marielyst

Det er alt for længe siden tøserne har været på tur. Engang var vi strukturerede og var af sted en gang om året. Det var dengang Berit havde sommerhus på Bornholm, og vi turede øen tynd, og hver gang fik nye oplevelser.





Nu er sommerhuset fortid, og flere muligheder har været prøvet af. Det er vi ikke færdige med, og denne gang lejede vi et sommerhus ved Marielyst.

Det er altid sjovt at se andres indretning, og grine lidt af andres løsninger. Det er et temmelig stort hus vi fandt - billigere end vi havde regnet med, og med rum nok til at vi næsten kan have et værelse hver.

Vi ankom i går. I regn og blæst, men med masser af grin og godt selskab, specielt når der er langt fra det vi selv ville have fundet på. Der stod gin på programmet, og fordi jeg har raget en forholdsvis harmløs lidelse til mig, men alligevel får antibiotika for øjeblikket, holdt jeg mig på dydens smalle sti - det var faktisk ikke særlig svært, for jeg bryder mig ikke om gin, men jeg kunne nok godt have klemt et glas astii eller to ned.





Vi lagde store planer om at jeg skulle køre efter morgenbrød. Berit mente jeg kunne starte med at øve i Anjas bil. Anja var ikke helt enig, og selvom det er sjovt at grine, var jeg større tilhænger af cyklerne, der står udenfor. Desværre kunne vi hverken finde nøgler til låsene, eller en pumpe til de flade dæk, så jeg endte i stedet med at gå efter brød, inden alle stod op.

Det blev en længere tur. Jeg startede med at gå de første halvanden kilometer til Lupintorvet, hvor købmanden endnu ikke havde åbnet. Altså fortsatte jeg til Bøtø bageren godt en kilometer længere væk.

Jeg tror det var et godt valg. Jeg nåede bageren, køen - som var lang - , friskbagt brød og halvvejs tilbage til købmanden, inden han åbnede. Og skyndte mig det sidste stykke, mod frisklavet the, æg fra Anjas høns og bacon.





Vi var enige om at skulle ud, og selvom vejret ikke viste sig fra den bedste side, og stranden var råkold og blæsende, kørte vi til Marielyst og gik turen fra den ene ende af torvet til den anden, besøgte samtlige tøj- og brugskunstbutikker, hvor nogen fik flere fyldte poser end andre.

Op ad dagen nåede solen at få magt, skille skyerne og vi tog lag efter lag af, inden vi kørte tilbage til sommerhuset, nød nye drinks i solen og trak indenfor da skyerne igen fandt vej.

Vi har grinet, vi har spist god mad, vi har fjollet og sunget og danset en lille smule. Men mest har det været skønt at være sammen, få samling på tropperne og samlet op på alt det, der er sket siden sidst.

Yarn Along - Uge 20

Jeg skal på weekend med tøserne på fredag. Det bliver skønt, men jeg kan godt allerede på forhånd være lidt bange for om ikke jeg får spindeabstinenser under veje.

Jeg spinder om morgenen, inden jeg går, jeg spinder når jeg kommer hjem - flere gange i løbet af aftenen, indtil det bliver for sent.

Annelises rok knirker, og vi bor i et meget lydt hus. Vi har smurt den efter alle kunstens regler, og det er ikke meget knirken der er tilbage efterhånden, men den er stadig ikke helt stille.

Den har stået længe, så jeg kunne godt forestille mig, at der skal arbejdes en del smørelse ind visse steder, før den kan blive helt stille. Hvis den kan det.

Så når klokken slår ni er det slut med at spinde. For selvom det bare er en lille knirken, kan den blive temmelig enerverende for undenforstående, hvis den kan høres gennem gulv eller vægge, når den bliver ved og ved og ved og...

Jeg spinder lidt ekstra fredag morgen inden vi skal af sted, så klarer jeg nok weekenden, for Berit mente under ingen omstændigheder at den kan komme med på weekend. Hun mente faktisk slet ikke at den kan være i hendes bil... Hun har nok ret, for det er ikke en stor bil, og vi skal i forvejen være tre tøser inklusive bagage.















Læse:

Jane Rizzoli kæmpe kampe på flere planer. Dean FBI-agent er skiftesvis interessant og temmelig skummel. Med mellemrum tager jeg mig selv i at overveje, om han i virkeligheden viser sig at være skurken - jeg tror det ikke. Men jeg er ikke helt sikker.

Der er ikke langt igen, og i aftes tog sagen en drejning, jeg ikke havde set komme, og som kan nå at blive ret spændende at følge, inden bogen er helt slut.


Brodere:

Tro endelig ikke, at jeg ikke strikker. Det gør jeg. For eksempel til dagens møder, og når klokken bliver for mange til sy og spind.

Men lige nu deler jeg tiden med broderi af langsting, eller bargello. Jeg faldt over en flok nedsatte broderier, og fordi jeg vidste at de lange sting er så super hyggelige at sidde med, havde jeg pludselig købt ikke mindre end tre kits med nål, stof og tråd.

Jeg er i gang med nummer to. Gule firkanter, der stille vokser mellem alt det andet jeg også laver.

Jeg ved ikke hvad de skal bruges til. De ender nok som pynt i en projektpose. Med tiden.

Det er ikke så vigtigt, hvad de ender med. Det er processen jeg holder af.

Hverdagsræs

Ugen har allerede ræset af sted, og den fortsætter i samme rasende fart.





I går gik jeg hjem med viden om at dagen i dag blev påført et par opgaver, jeg ikke lige havde set komme. Vigtige opgaver, der betød at jeg tog tidligere hjemmefra, end jeg plejer. Jeg nåede det hele, men måtte se i øjnene at det med forberedelse til undervisning kunne ligge på et meget lille sted.

Så er det godt, at jeg alligevel har været med i skolen så længe, at jeg godt kan ryste noget ud af ærmet i rekordfart.

Tirsdag er min tidlige dag. Vi har delt dagene, så vi alle har en dag, hvor vi går en time før lukketid. den time er tit guld værd. I dag kunne jeg mærke at det var tiltrængt.

Jeg havde egentlig en aftenaftale men den blev aflyst. Og selvom jeg havde glædet mig, og var klar, skal jeg ærligt indrømme, at det passede mig godt.

Jeg drønede lige hjem og satte mig foran rokken og spandt mindst en halv time og senere en anden halv time. Jeg er bidt, og jeg har pludselig en fornemmelse af at have knækket koden.

Jo - jeg ved godt der var nogle bukser til Oscar. Men helt ærligt - jeg satte mig faktisk for at sy bukser, og så ville overlockeren under ingen omstændigheder samarbejde. Efter have forsøgt og forsøgt og forsøgt igen, blev jeg enig med mig selvom om, at det var tegn på, at jeg hellere skulle spinde.


Så gjorde jeg det.





I morges fik jeg has på maskinen, jeg har syet de første sømme, og det føles faktisk som om, jeg godt kan både sy og spinde sådan lidt on and off.

I morgen starter og slutter med vigtige møder. Ind imellem er det noget med børn. Jeg har lovet alle de håbefulde små poder at vi skal ud og fange Pokemons.

Af hensyn til netop det, downloadede jeg Pokemon Go for et stykke tid siden. Min søde søster satte mig lidt ind i spillets finurligheder, og selvom jeg føler mig rimelig godt rustet, og næsten på daglig basis lægger vejen om de hjemlige nærliggende Pokestops og Pokegyms, skal der nok være børn, der kan lære mig noget nyt.

Torsdag er Tivoli. Den årlige tur står for døren og ungerne er næsten ved at gå i selvsving. Berit og jeg starter lige med tre timers møde/samarbejde kommunens trio'er imellem. helt sikkert spændende - og tiltrængt - men rent kalendermæssigt ikke den fedeste dag.

Fredag tager jeg på weekend med tøserne fra arbejdet. Åh som vi glæder os. Vi har lejet et sommerhus i Marielyst og glæder os til god mad, astii og godt selskab. Kan det blive bedre?


Så er vi også klar til næste uge.





I skal næsten lige have lov at se spindefremskridtet. Jeg har taget hul på det grønne uld, jeg købte til Fiberfolk i Roskilde hos Garngalleriet.

Jeg har bestilt rødt uld til Annelise og meldt mig i den kommende uldklub, så muligheden for at prøve forskellige uldtyper af, står lige for døren.

Men både rød uld og uldklub ankommer ikke før juli... Jeg er ikke sikker på jeg har uld nok til at fylde ud indtil da...


Store problemer!

Første forsøg

Noget af det rigtig fede ved at sidde ved en rok er, at det ikke kan forceres. Det tager den tid, det tager.





I går nåede jeg til et punkt, hvor jeg næsten ikke kunne vente på at se det færdige resultat. Jeg troede ikke jeg ville nå det, men efterhånden som den uspundne uld svandt mere og mere, blev det tydeligt, at så langt var der alligevel ikke igen.

Jeg spandt og spandt og spandt. Fandt rytmen og nød bare at sidde med ulden mellem fingrene. Jeg nåede også at vaske og købe ind sammen med Anders, så der kunne være middag klar, til Daniel og Amalie kom forbi og spiste.

Amalie fyldte syv og tyve i går, og traditionen tro stod vi for maden. Oscar var træt, pylret, begyndende seperationsangst og selvom det var super hyggeligt at have dem på besøg, passede det mig fint, at de gik tidligt hjem.

Så kunne jeg nemlig komme videre med tvindingen - som jeg var nået til, inden de kom.





Den fyldte spole med entrådet garn, så så fin ud. Tråden virkede gennemgående ensartet og i en tykkelse jeg tror passer mig fint. Men det var lidt snyd, for nedenunder skjulte sig en tykkere tråd, der veksler mellem tyk og tynd, mere og mindre spundet.

Sådan er det med første forsøg.

For at kunne tvinde tråden, lavede jeg et krydsnøgle, med mulighed for at tage tråden fra begge ender. Det gav mulighed for at se den tykkere tråd. Den tykke tråd er sådan set også meget fin. Jeg vil bare hellere, at jeg bevidst laver en tyk tråd - hvis jeg skal det en anden gang.





Efter tvinding er jeg endt med 94 gram garn og lige knap 160 meter. Der er forsvundet 3 gram i processen. Jeg er sikker på, at mit spild kunne have været spundet med, men jeg valgte at lade det være og fokusere på at finde rytme i både fodsalg og behændighed. Ulden er købt på etsy hos Felt Studio UK.

Jeg er ret stolt af det færdige værk, der spænder over en meget tyk og en noget tyndere tråd, som tilsammen giver mange forskellige sammensætniger. Farveforløbet opstod af sig selv, jeg havde ingen indflydelse og forsøgte det heller ikke.

Jeg er faktisk temmelig sikker på, at der kommer til at gå lang, lang tid inden jeg vil kunne se på den farvede uld og beslutte på forhånd hvordan garnet skal ende med at se ud. Det er der tydeligvis nogen, der kan. Heldigvis kan jeg godt lide det der meget melerede look.





Jeg havde garnet med over til min mor tidligere i dag. Jeg har besluttet at hun skal have det i julegave. Jeg har en ide om hvad det skal transformeres til, inden det skal pakkes ind, men det vil jeg ikke sige noget om. Det skal være overraskelsen.

Jeg har også besluttet at Annelise skal have noget spundet uld. Det er hendes rok, så selvfølgelig skal hun have spundet uld. Helst rødt. Annelise kan godt lide rød. Bilder jeg mig ind. Jeg har bare ikke noget rød uld. Men det finder jeg.

Faktisk kan uspundet uld godt gå hen og blive en mangelvare. Er man ikke nødt til at have mere end en portion på lager...? Er det ikke lige som garn? Hvad nu hvis man ikke har lyst til at spinde grønt uld, og det er det eneste man har?





Jeg har en fornemmelse af, at det der med spinding godt kan gå hen og blive temmelig afhængighedsskabende. Faktisk har jeg mere lyst til at spinde videre lige nu. Men hvad så med de bukser jeg skal sy til Oscar, som jeg har klippet...

De er faktisk ret vigtige - han er vokset ud af alle de andre.

Okey - aftale: Ikke mere leg med rok, før bukserne er færdige. Sæt i gang!

Fiona det lilla får

Det sidste får er færdigt .. eller jeg har vist stadig lovet Emilie et. Også. Men det bliver ikke lige nu.







Der gik sport i at give fårene navne, der alle skulle starte med F for får. Næste gang jeg hækler et dyr, skal det også have navn. Bare fordi det er sjovt.

Fiona bliver straks pakket ind og taget med på arbejde. Jeg er ikke helt sikker på hvornår baby, mor eller far kommer forbi, men selvom barsel lige nu står for døren, er der grund til at tro, at der ikke går alt for længe.














Design: Shoop the African Flower Sheep af Heidi Bear.


Garn: Økotex certificeret bomuld fra Garnudsalg.

Olines Cotton kommer i mange farver. Jeg brugte, i rækkefølge fra inderst til yderst i en blomst, farvenummer 51, 72, 75 og 56.  Øjnene er hæklet af en rest sort. I alt 159 gram.

Fåret er stoppet med fiberfyld fra en IKEApude.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Fyldt vejer fåret 385 gram.

Det er 18 centimeter højt, 15 centimeter bredt og 28 centimeter langt.





Bemærkninger: Jeg valgte at hækle alle blomsterne flerfarvede, og ikke som i opskriften hvor hoveddelene er ensfarvede.

Øjnene er 12 stangmasker i en magisk ring.

Jeg købte 75 cm, 5 cm bredt lilla silkebånd til sløjfen. Jeg synes den sætter prikken over i'et. Jeg overvejede at sy den fast, men tænker det nok ryger ved leg. Og det er vel egentlig helt i orden. Jeg foldede båndet dobbelt rundt om halsen, ellers blev det for bredt.


Har du lyst til at se flere billeder af fåret, kan det ses lige her på Ravery.

Det rokker stadig

Efter et par uger, hvor jeg slet ikke fik sat mig foran rokken med uld mellem hænderne, har jeg igen fundet tid.





Og nu er det sjovt.

Den mellemliggende periode havde muligvis ikke fysisk gjort noget godt, men jeg tror at jeg har tænkt så meget over det, at der alligevel var sket noget.

Pludselig kørte hjulet den rigtige vej. Hele tiden. Næsten.

Og pludselig havde jeg meget bedre tag på ulden.

Tråden bliver tyndere, de mange kig på hændernes arbejde fundet på Instagram, gav grobund for større forståelse, og inden jeg fik set mig om tog den samme mængde uld, som jeg til at starte med var lang til om at spinde, nærmest ingen tid.







Nu sætter jeg mig ti minutter, når jeg går forbi rokken.

Nu er jeg der, hvor jeg er vildt spændt på det færdige resultat, og næsten ikke kan stoppe, når jeg har sat mig.

For en ting er den entråede uld, jeg lige nu vikler om spolen. Men hvad når det bliver tvundet? og hvordan ser det ud, når det bliver viklet op til et fed? Eller et nøgle, der kan strikkes fra? Eller når det bliver strikket?

Jeg kan næsten ikke vente.

Men det må gerne være en langvarig proces.

Og nogen gange driller det, og så skal jeg stoppe.









Jeg fik Anders til at optage en lille film, der ligger på Instagram. Det ser nærmest legende let ud.

Det bliver det.

Med tiden.

Ananas

Det er fredag og weekenden er skudt i gang.





Ugen har været begivenhedsrig og samtidig kan jeg nærmest ikke huske hvad der er sket. Kender I det? Dagene er gået, jeg ved de har været fyldte, der har været gode arrangementer og følelsesmæssige udbrud, men det er svært at skelne det hele fra hinanden.

Med weekenden følger et par stille dage - håber jeg. Vasketøjet har hobet sig op, støvet har lagt sig og i  morgen har Amalie fødselsdag. Vi har lovet at stå for middagen. Det er fast, når Daniel har fødselsdag, og to gange er en tradition, så det er vist også fast, når Amalie har fødseldag.

Det bliver hyggeligt.





For et par uger siden, manglede jeg noget hurtigt, nemt og overskueligt og den hæklede dukke fik endnu et sæt tøj. Denne gang kjolen og tilbehøret, der er inspireret af en ananas.

Jeg burde nok hellere kaste mig over endnu en dukke, for selvom materiel rigdom kan være fint, er det bedre med fællesskab, og jeg tænker at den stakkels velklædte dukke måske savner venskab.











Design: Ananassæt af Louise Grimm Hansen fra Frugtkjoler - Fies Univers.

Garn: Bomuldsgarn fra kassen med bomuld. Jeg valgte farver der var fine sammen og på ingen måde ligner en ananas.

Der gik 27 gram til hele sættet.


Hæklenål: 3 mm.


Størrelse: Onesize - størrelse Alma





Bemærkninger: Jeg hæklede rundt i stedet for at sy sammen bagefter.

Jeg hæklede så meget som muligt ud i et, så jeg slap for alt for mange endehæftninger til slut.

Det betød at jeg hæklede stropper på bærestykket, vendte arbejdet på hovedet og hæklede videre på skørtet fra opslagskanten.

Det lykkedes mig at hækle flæserne ud i et, så den sidste flæse blev hæklet først - i forbindelse med kjolen. For at nå de næste flæser hæklede jeg kædemasker gennem den netop hæklede flæse og videre op til næste påsætning af 
flæse.

Det kan godt ses, og jeg ville ikke være tilfreds hvis det var et stykke tøj, jeg skulle gå med, men til en dukke og i det lille format, synes jeg det er helt i orden.

Tasken synes jeg overhovedet ikke virkede og lavede min egen version, ud fra modellens maskeantal af halve stangmasker, men uden linierne hækling i bagerste maskeled ville give.


Har du lyst til at se flere billeder af kjolesættet, kan det ses lige her på Ravery.

Yarn Along - Uge 19

Onsdag kom og gik - det er vildt så hurtigt tiden går. For tiden.


Torsdag bød på kursus om arbejdsmiljø. Den nyligt overståede mussamtale gav mulighed for en snak om min rolle som AMR. Jeg synes det er mange faldgruber, og jeg føler mig ikke altid klædt ordentligt på.

Med AMR-året er der flere arrangementer rundt om i landet fra flere sider, og da jeg lige havde modtaget invitation om dagens arrangement i DGIbyen, var det oplagt at overveje tilbuddet. Heldigvis har jeg en leder, der der synes viden er vigtigt, og med det samme sagde Go. Det var straks værre, da det i mandags gik op for os, at tog jeg af sted, ville bemandingen være temmelig lille.

Igen er jeg heldig at være omgivet af kolleger, der også synes viden er vigtig, og som gerne løber lidt stærkere, for at jeg kan blive klogere. En anden dag bliver det mig, der løber stærkere, for jeg er ikke den eneste, der med mellemrum skal opdateres på vidensfronten.

Jeg var en lille smule bange for om dagens arrangement kunne leve op til forestillingerne. Det havde jeg ikke behøvedes, for hvor er jeg kommet hjem med mange godt ting i bagagen. Ikke at min rolle på nogen måde er klart defineret, det tror jeg aldrig den bliver, men jo mere der bliver bygget på, jo mere sikker bliver jeg.

Jeg tænker det er en rolle, der hele tiden vokser.

















Læse:

Jeg læser stadig Tess Gerritsen - denne gang bog nummer to i serien. Lærlingen er næsten endnu mere gruopvækkende. Pludselig er der ikke bare en, men to mordere. Og hvem lærer af hvem.

Rizzoli står stadig i spidsen. Denne gang for en ny efterforskning, der trækker tråde mod den tidligere. Moore er på ferie, og en ny partner dukker op fra et yderdistrikt, der i første omgang blot gerne vil have hjælp.

FBI blander sig også og med den nye aktør, dukker nye aspekter op. Hvem er han egentlig? Og hvad vil han?


Strikke:

Siden jeg fik det smukke entrådede fed håndfarvede garn fra Handdyed.dk med hjem fra Violykke, har jeg vidst at det skulle blive til et sjal.

Jeg har set mange sjaler, som alle har haft  potentiale, men også er blevet afvist. Det mangefarvede garn kalder på noget forholdsvist simpelt, men samtidig vil jeg gerne have en smule mønster.

Da jeg fandt Nurmilintu, vidste jeg med det samme, at her var det. Og slog op hurtigere end hurtigt. Alligevel var jeg usikker på om det strikkede ville blive for uroligt.

Jeg synes det tegner rigtig godt. Det er svært at se det fine hulmønster, der er simpelt nok til at det multifarvede garn ikke bliver for mærkeligt. Men jeg tror at et endeligt udstræk vil gøre underværker.

Det er et sjal af den slags, der starter med ganske få masker og vokser pind for pind. Altså kan jeg fortsætte, til der ikke er mere garn, inden jeg lukker af.

Garnet er meget tyndt, så jeg er gået et halvt nummer ned i pindestørrelse, men tænker at de otte hundrede meter garn, nok skal ende ud i et sjal af en pæn størrelse.