mandag den 8. april 2019
Fiberfolk
Musicon er et ret lækkert sted. For år tilbage var jeg selv stadeholder på et julemarked derude. Dengang var der koldt i de store gamle haller - det er der sikkert stadig - men vejret var med i søndags, og jeg endte faktisk med at smide både frakke og trøje, og sidde udefor med bare arme og strikke. Inden jeg tog hjem igen.
Jeg havde en forestilling om, at der var flere stadeholdere end der egentlig var. Til gengæld var de
alle gode, og steder jeg havde lyst til at købe noget fra. jeg er ret vild med Fiberfolks koncept om small makers, det gør det mindre kommercielt, om end alle er der for at sælge - og forhåbentlig også tjene.
Jeg gik turen rundt et par gange, inden jeg besluttede mig. Jeg havde en plan om strømpegarn og uld til at spinde. Jeg er lovet at låne Annelises rok - jeg er bare ikke så hurtig, så den er ikke nået frem endnu.
Men nu har jeg uld.
Hjemmefra havde jeg besluttet at formøble hele min skatteformue. Jeg har nemlig fået den svimle sum af 761,- kr retur- og hvis ikke det ska kunne mærkes. Det lykkes faktisk at bruge lidt mere - ikke meget, men lidt mere...
Jeg startede med at omgå mine egne planer og købte ren uld til et vintersæt fra KAOS YARN. Jeg har kigget på det et par gange, og var tæt på kun at købe opskriften. Umiddelbart var der ikke farver tilbage, jeg havde lyst til at tage med hjem.
Men med hjælp, og kiggen godt på alle de færdigpakkede kits, lykkedes det alligevel at samle to fed, jeg tror kan blive rigtig fine sammen. Grøn og lilla. jeg insisterer på, at det er lilla, også selvom Emilie mente pink og staks kastede sig over det, da hun nåede hjem.
Jeg tænker at vintersættet kan blive et supergodt flerfarvestrikprojekt, med dominans og alt muligt. Hvis jeg når det, skal jeg smykke mig med varm strik næste vinter.
Jeg kiggede strømpegarn ud, og sprang med vilje de stande over, jeg allerede har garn fra. Hos By Kiilerich havde de flere forskellige typer af strømpegarn. Det var ikke let at vælge, men jeg nøjedes med et enkelt fed og tænker at der med tiden kan blive plads til at afprøve andre typer.
Det er altid godt med glimmer, så da jeg stod med to fed i samme indfavning med og uden glimmer, valgte jeg det der skinnede. Basen hedder Taran Golden, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Lloyd Alexanders bøger om grisepasserassistenten Taran, som jeg læste dengang jeg var tæt på teenageårene.
Hos nor-k købte jeg dagens andet fed strømpegarn. Denne gang en sag med nister. Det føltes super lækkert.
Jeg var egentlig klar til at gå videre, da jeg opdagede at hun også havde en lille flok sock blanks med. Ideen om at strikke et stykke, farve og stykke på det, for efterfølgende at trævle op og strikke af det igen, synes jeg er vildt sjov, og har længe gerne ville opleve på egen hånd.
Da muligheden lå lige for, kunne jeg stå for det og hjembragte derfor også et stykke strik med pink pletter og sjovt tryk. Jeg er næsten lige spændt på at se hvordan det kommer til at se ud vundet op i et fed, vundet videre til et nøgle og til sidst strikket op - og hæklet, når det bliver til rester.
Hos Garngalleriet fandt jeg spindefibre. Jeg spurte til råds og adspurgt om fiberindhold ville jeg gerne have en succesoplevelse og vi enedes om BFL Uld, der både er blødt og nemt at arbejde med.
Flere hjul med uld i metermål blev fundet frem. Jeg stoppede ret hurtigt ved den grønne, mente ikke manden behøvede lede længere, hvorefter han viste samme farve spundet, som han selv var ved at strikke af. Det gjorde ikke valget svært. Det ser vildt flot ud spundet og tvundet. Jeg er bare ikke sikker på mit bliver lige så tyndt.
Inden jeg tog afsked med Musicon gik jeg forbi Microbryggeriet og kiggede øl. Det lå ikke langt fra Hal 7, hvor fiberfesten blev holdt, og udenfor spillede Music'scool live musik. Skønt at lytte til.
Jeg kan læse beskrivelsen af enhver øl, og være sikker på om Anders vil kunne lide den eller ej, men jeg kan ikke beskrive hvad han kan lide.
Heldigvis havde de mulighederne præsenteret på disken med etiketter med tekst. Så var det ikke svært at vælge.
Med hjem kom Blondie og Eksen. Anders var svært glad for den sidste.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar