Fredag er tidlig mødetid. Fredag er personalemøde og mulighed for at tale sammen.
Jeg kan godt lide at være i god tid, og med frakken på og på vej ud af døren, får jeg set på uret og undrer mig over visernes placering.
En time tidligere end nødvendigt, er måske lige i overkanten af at komme i god tid.
Jeg krænger frakken af, en time kan sagtens bruges i eget selskab.
Måske jeg skulle fikse de der negle, jeg lige havde besluttet ikke at have tid til…
God fredag
Jeg har læst op på omskæring af kvinder i dag.
Det var ikke fordi jeg fik noget at vide, jeg ikke vidste i forvejen. Det er stadig horribel læsning. Tanken om hvor lemlæstende og smertefuld indgrebene er, for ikke at tale om de bivirkninger der følger med, er ganske enkel nok til at give mig ondt i maven i flere timer.
Jeg stødte undervejs i min læsning på en liste over grunde til at omskære kvinder. Den gjorde mig målløs, og mest af alt trist over at vide, at den slags myter er nærmest umulige at komme af med i kulturer der har ophøjet (over)tro til fakta.
Jeg tænker ikke der er nogen let måde at servere den viden for en flok teenagere. Det må blive faktuelt, og med god tid til at tale sammen bagefter.
I ottende klasse vil de gerne høre om sex. Jeg synes det er en god ide, og fik fat i både password og links til al det seksualundervisningsmateriale der ligger tilgængelig på nettet.
Men hvordan griber man lige et emne an, som måske nok er spændende, men også er både pinligt og svært at tale om?
Jeg startede i går. Lige på og hårdt. Viste små filmklip af kendte der talte om den første gang og onani. Ungerne gad godt, men der kom ikke mange ord ud af dem. Det føltes mest af alt som en lang enetale.
Måske skal jeg bare forberede mig på enetaler. I hvert fald når det drejer sig om samtalen, for den korte tid jeg satte dem til at undersøge et enkelt emne på nettet, var de helt stille og meget koncentrerede.
Jeg sluttede timen af med at fortælle, at næste gang skal det handle om udvikling, pubertet, hormoner og hygiejne. Måske ikke det allermest spændende, men som en af drengene sagde: Det skal vel også med.
Bliver der tid, vil jeg også gerne tale lidt om omskæring. Mest fordi det som eneste spørgsmål blev taget op i timen i går. Endnu en af drengene, fik spurgt om piger også kunne omskæres. Han vidste det ikke, og undrede sig. Det er godt at undre sig, og selvfølgelig skal undren give mulighed for viden.
Jeg lovede ham at det ville komme senere. Lovede at jeg gerne ville fortælle, men at det er så omfattende, at jeg havde behov for forberedelse og jeg synes det ville være ærgerligt at bruge minutterne lige inden lukketid på så stort et emne. Han forstod og så frem til mere viden.
I dag er der tid til forberedelse. Jeg skal vist have læst lidt op. Jeg skulle gerne komme med konkrete og rigtige fakta.
Og så skal jeg have fat i ting der kan røres ved. Det er altid godt ikke kun at sidde stille…
Den første omgang færdigglaseret ler er kommet ud af ovnen. Jeg have en omgang knapper med. Knapper jeg lavede for længe siden, da projektet hed: Smæk en blonde ned i leret.
Sidste gang vi var i lerværkstedet nåede jeg lige at glasere de sytten knapper jeg dengang lavede, resten af riden gik med alt det andet, jeg også skal leve – når jeg er en af de voksne og skal forestille at ville hjælpe, selv om jeg hellere ville sidde og lege.
De første otte knapper lagde jeg lyserød glasur på. Lyserød er ikke mit førstevalg, men da jeg pludselig kunne se at jeg måske kunne nå det, blev de altså lyserøde. De er til et meget hemmeligt projekt. Så mere om det en anden gang…
Resten lavede jeg to-farvet. jeg hældte først noget grønt på, og så lagde jeg blå-grøn glasur over det hele. Det er der kommet nogle ret særprægede og fine knapper ud af, som slet ikke ser lige så pæne ud på billeder som i virkeligheden.
Og jeg tog ellers mange billeder.
Det trængte også.
Ellers har formiddagen stået på ingenting. Absolut ingenting. Jeg har startet opvaskemaskinen, men den stod klar, så det tæller ikke. Jeg overvejer stadig om jeg kan nå at tømme den, inden jeg skal pakke mig sammen og ud af døren.
Jeg har tid endnu, men ikke meget. Tiden i formiddagens sofahjørne har været velset. Jeg trængte.
Nu er jeg ved at være klar til livtag med hverdagen.
Jeg starter med et par timers forberedelse. Det står ikke på skemaet, men jeg har timer jeg selv kan bestemme over, og selvom der ikke i reformen er indregnet timer til pædagogforberedelse af skolearbejde, så er der brug for dem. Nu mere end aldrig.
Så jeg finder timerne, og satser på at finde spændende udfordringer til den ottende klasse, der rigtig gerne vil tale om sex. En af mine teamlærere har sendt et par links til undervisningsmateriale fra sex og samfund. Jeg tænker det er et godt sted at starte.
Jeg tog to piger i at lyve i dag. Det er ubehageligt. Og slet ikke nødvendigt. Faktisk var det ganske unødvendigt. Synes jeg. Men sådan er der så meget.
Det er sådan nogle situationer jeg øver mig i, for jeg synes ikke jeg er god til det. Jeg vil helst tro på andre når de siger noget, og jeg havde ikke andet bevis end en følelse af at alt ikke var som det skulle være. Jeg var så sikker at jeg spurgte, selvfølgelig benægtede de, og uden bevis bliver jeg lammet og ved i virkeligheden ikke hvordan jeg så skal takle situationen.
Jeg har ikke lyst til at anklage nogen uretmæssigt. Det duer ikke. I virkeligheden handler det slet ikke om at pigerne lyver. Det handler i langt højere grad om at jeg er frygtelig konfliktsky, og glemmer alle de værktøjer der ligger dybt begravet i min rygsæk. Det handler om den lammelse jeg oplever i situationen, og som gør at jeg glemmer hvordan jeg bør handle.
Set i bakspejlet ved jeg godt hvad jeg skulle have gjort. Jeg ved godt jeg skulle have været ærlig og have sagt præcis det jeg tænkte. Og følte. For jeg vidste de løj. Jeg kunne mærke det. Det var så tydeligt. Men jeg sad fast i mig selv, og glemt at mærke efter.
I stedet fandt jeg den kollega der er allerbedst i netop sådan nogle situationer, og inden jeg nåede længere end starten på historien viste det sig, at hun sad inde med den viden jeg ikke havde. At hun havde set lige præcis det der skulle til, for at vende historien.
Og selvom det sikkert havde været bedre med en fornuftig snak med pigerne, der kunne have givet dem mulighed for selv at gå til bekendelse, så synes jeg alligevel vi fik en god snak, der gav mig mulighed for at øve, og pigerne mulighed for at komme videre på en fornuftig måde.
Om jeg husker de rigtige handlemønstre næste gang er langt fra sikkert. Men jeg øver mig, og ved godt at det i høj grad hænger sammen med hende den søde og pæne pige, som jeg har en aftale om at pakke godt og grundigt væk.
Bare en gang imellem.
Kjolen blev på det nærmeste hevet ud af symaskinen og stoppet ned i en pose, inden Emilie hoppede på min cykel, der blev efterladt ved stationen, så hun kunne nå toget og tilbagegang til skolen inden lukketid.
Jeg har ingen billeder. Jeg er ikke tilfreds med alt. Det sidste skete i et tempo, der umuliggjorde rettidig omhu, og jeg tog beslutninger, som kunne have været bedre.
Men kjolen er færdig. Den bliver ikke bedre nu. Det allersidste må jeg sy, når den engang kommer hjem igen.
Tilbage ligger de sidste fire rhinsten af hundrede, jeg syede på i går. Måske ligger der et par stykker mere i sofaen, men der sidder uden tvivl mange på kjolen. Tilbage ligger også de små grønlandsperler, der blev sat mellem de større glasstykker og mindst fire tomme trådspoler.
Billederne må vente. Emilie har lovet at tage nogle, eller lade nogen tage. Og ellers må jeg vente til hun igen er hjemme.
Stuen ligner noget der er løgn. Nu venter oprydning og et par dage inden næste projekt – konfirmationskjolen til Victoria.
Nogen sjaler er nemmere at tage gode billeder af end andre. Det netop færdige er ikke et af dem.
Efter at have strikket i noget der ligner en evighed, blev jeg endelig færdig og kunne se magien udspille sig, da jeg sent onsdag aften skyllede op og spændte ud. Min nålepude kom på alvorligt overarbejde, da alle de små spidser skulle rettes ud, og et reelt ønske om wires til blocking dukkede pludselig op.
I morges kunne jeg samle det tørre og udspændte sjal op fra måtterne på gulvet, væve enderne ind og pakke halsen ind i den blødeste alpaca, inden jeg hoppede ud af døren til møde, forberedelse, infoskrivning, observationer, kursus, endnu et møde og en lille smule samarbejde med både helt små og et enkelt meget stort barn. Det sidste er noget af det bedste – når forlængst udgåede, voksne “børn” dukker op, enten for bare at sige hej, eller som i dag, fordi de ved at hjælp kan hentes.
Først på vej hjem kom jeg i tanke om billedetagning, og gjorde holdt ved den lokale skole, hvor et hjørne med fliser og et par store kampesten lagde for i forsøget på at forevige. Sjalet var ikke længere så sprødt og funklende i formen som i morges – selv en enkelt dags brug bærer frugt. Jeg gjorde forsøget, og måtte sande at jeg har taget bedre billeder af andre sjaler til andre tider.
At farveforskellen mellem fliser, sten og garn er nærmest ikke-eksisterende hjalp selvfølgelig heller ikke meget. Men alternativet – det orange faldunderlag på lagepladsen blev alligevel for meget….
Hjemme dukkede Emilie op, og dermed var der pludselig mulighed for helt andre billeder, der trods modlys og solnedgang gør meget mere for det skønne sjal.
For skønt, det er det – og jeg er flyttet ind.
Design: Follow Your Arrow 2 af Ysolda Teague.
Garn: Blackhill Superfine Alpaca i farverne brun og petrol – en tråd af hver - sat sammen med en enkelt tråd Blackhill Pacalina farve 34. Til de ensfarvede pile brugte jeg en rest Blackhill Højlandsuld i farven Åbent hav. Alt garn er fra Garnudsalg.
Det færdige sjal vejer 245 gram, fordelt med ca 95 gram af hver af de to fine alpacaer og lige over et nøgle Pacalina.
Pinde: Hele sjalet er strikket på en rundpind 4mm – med en meget lang wire.
Størrelse: Jeg var undervejs bange for at sjalet ikke blev særlig stort. Det kunne jeg godt glemme alt om. Det færdige sjal måler 187 x 67 cm.
Bemærkninger: Det skønne ved Ysoldas mystiske sjaler er muligheden for at vælge mellem flere forskellige muligheder i hvert clue. Det giver et utal af variationer og selvom der er strikket mange sjaler, er der også rigtig mange helt forskellige, når jeg kigger på de færdige sjaler på Ravelry.
Jeg valgte kombinationen A, B, A, B, (BA). Forklaring følger.
Clue 1: A. Jeg nåede at strikke clue 1 et par gange. Ikke fordi der var noget galt med det strikkede, men fordi jeg strikkede clue 2 om flere gange, og endte med at måtte pille det hele op, da vendepindene fra clue 1 drillede. Det betød at jeg besluttede at ændre en lille smule i clue 1 i forhold til opskiften. Jeg ville have et dybere sjal, end jeg kunne se det potentielt ville udvikle sig til. Derfor valgte jeg at vende for hver 3 masker i stedet for det, jeg ikke kan huske står i opskriften.
Clue 2: B. Jeg startede med at strikke 2A, men jeg blev aldrig rigtig glad for det. Altså byttede jeg til B i stedet. Efter at have strikket mig gennem hele cluet, kiggede jeg billeder, og måtte sande at det ikke altid er en fordel at vente med at kigge på andres billeder til afsnittet er færdigstrikket. Faktisk er der ret gode grunde til også at kigge med undervejs. Også selvom jeg altid tidligere har synes det er lidt på linie med at snyde.
Havde jeg kigget før, havde jeg set hvordan nogle strikkere – inspireret af hinanden – havde strikket pilene af tråde i en kontrastfarve… og så havde jeg ikke været nødt til at pille det hele op og strikke om. Igen.
Clue 3: A. Smocksyet strik. Enkelt. Nemt. Superflot.
Clue 4: B. Det fnuglette alpaca gjorde ikke godt for “stilkene” eller ”pilene” i koggeret inden selve pilespidserne, som mønstret vistnok skal illudere. Altså trævlede jeg op igen og strikkede op, denne gang med drejede masker i retmaskerækkerne.
Clue 5: Først B siden A. For at få mere fylde i sjalet, strikkede jeg bagge muligheder. Clue B strikkede jeg lige efter bogen, undlod de mulige ekstra rækker, strikkede to rækker glatstrik inden en række med huller og udtag så Clue A efterfølgende kunne passe. Jeg kan ikke huske hvor mange ekstra masker der skulle til, men det skal passe med 4 masker plus en ekstra. Jeg tror jeg slog 3 ekstra masker op.
Endelig fulgte 5A – en påstrikket kant, der ikke er helt almindelig og tager noget nær en evighed. Det var som sådan ikke revolutionerende nyt, men jeg har aldrig slået om, for at lade falde og flere pinde senere strikke om de faldne masker igen. Og de mange gentagelser og evighedsfølelsen kom ganske til sin ret som mødestrik, da først de 8 pinde, mønstret består af, sad fast.
Alt i alt et dejligt sjal.
Har du lyst til at se flere billeder af Follow Your Arrow 2, kan de ses lige her på Ravelry.
Weekenden stod i syningens tegn. Det tegn er langtfra slut endnu.
Så jeg fortsætter. Tirsdag har tid. Jeg møder sent. Møder nærmest ikke. Der er kursus på programmet i dag. Didaktik. Jeg har hørt det skulle være spændende.
Jeg kan godt lide spændende.
Inden kursus er der tid til endnu en gang leg med stof. Og løsning af de problemstillinger teenagerens ønsker giver. Ind imellem er der også vasketøj at passe. Det sidste er langt det letteste….
