Exploration Station

Stephen Wests fjerde mystiske sjal krævede ikke mindre end fire farver. Mit lager lå ikke inde med fire farver i samme kvalitet sdom passede til en pind nummer fire. Altså gik jeg på nettet og bestilte, for med dét ville jeg være.

Jeg var ikke afsindig hurtig til at sende min bestilling af sted, så hele vejen igennem mysteriet har jeg haltet lidt bagefter. Det har heller ikke hjulpet at jeg har haft andre prioriteringer og på ingen måde har strikket monogamt på sjalet.

Men det har været sjovt. Og lærerigt. Og så holder jeg nok aldrig op med at synes, at det er fantastisk at se andres versioner tage form. Det er vildt så mange variationer, der kan komme af det samme mønster, blot ved forskellige farver. Det med farver er også temmelig vildt. En mærkelig samensætning kan vise sig usandsynlig smuk, mens et enkelt twist over den samme skala kan være fatal. Mange af de færdige sjaler er afsindig flotte, mens der bestemt også er nogen imellem, der ikke er det.

Der var engang jeg under ingen omstændigheder kiggede billeder, under et mysterie, før jeg selv havde færdiggjort min egen del. Det er jeg holdt op med. Jeg vil stadig gerne have mysteriet, men så snart jeg har forstået hvor det enkelte clue bærer hen, ser jeg gerne billeder. Det betyder at jeg får muligheden for at blive inspireret undervejs. Det betød her, at jeg ændrede en lille smule i den yderste kant. Ikke vbæsentligt i forhold til opskriften, bare et enkelt farvestrejf, der ellers ikke skulle have været med.

Der hvor jeg ændrede, ændrede jeg selv. I stor stil. Det viste sig nemlig hurtigt at salet var halvcirkelformet. Jeg bruger sjældent mine halvcirkelformede sjaler. Jeg har et par stykker, kun et enkelt er i brug en gang imellem – og kun fordi jeg kan bilde mig selv ind, at der er en smule trekantet over det.

Derfor valgte jeg at tilføre lige præcis nok spidshed midtpå, til at give indtryk at et trekantet sjal, i stedet for det runde. Jeg strikkede vendepinde i clue nummer tre. Et clue, der spillede på farveskiftet mellem to af de fire farver. I mit tilfælde blev det de to blå, og umiddelbart var det svært at se de to farver. Det er det stadig på billederne. Jeg strikkede kun vendepinde med den ene farve, og pludselig stod jeg med en spidshed, der også stod en lille smule ud i farvemæssigt i forhold til blandingen af de to blå.

Ellers fulgte jeg troligt opskriften. Strikkede westknits store yndlingshuller og glædede mig over de svungne vendepinde i det første clue. I anden uge blev teknikken hevet op i et højere lag og jeg lærte tofarvet patent og strikkede vævestrik. De tofarvede patent er så fantastisk enkel at det næsten gør ondt. Samtidig er den så langsom, at det kræver noget tålmodighed at komme gennem.

En eller anden dag, skal jeg strikke tofarvet patent igen. En eller anden dag.

Indtil da glæder jeg mig bare over mit nye sjal. Det varmer dejligt.

Design: Exploration Station af Stephen West.

Garn: Explore Wool Silk fra Great British Yarns. Garnet ligner mange andre uld/silke blandinger – denne har en blanding af 75% uld og 25% silke.

Det færdige sjal vejer 143 gram og der er brugt mellem 30 og 44 gram af hver af farverne.

Pinde: 4 mm rundpind.

Størrelse: Efter at have været lagt i spænd har sjalet et vingefang på 163 cm og en dybde på 88 cm.

Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke. I hvert fald de første to clues.

Da jeg nåede tredie clue, var jeg temmelig sikker på at den endelige form var nået. Jeg er ikke specielt vild med runde sjaler. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg kan bare konstatere at jeg ikke bruger de runde sjaler jeg har strikket. Det havde jeg ikke lyst til skulle ske med det her, så jeg ændrede en smule på tredie clue.

Egentlig skulle jeg bare have forsat den runde form, men jeg ville have en følelse af trekantethed, derfor strikkede jeg vendemasker på hver anden pind over de midterste ca 100 masker. 4 mindre for hver vending. Hver anden pind betød at alle vendepindende er strikket med den mørkeblå. Det træder tydeligt frem i virkeligeheden, mens det gør sig mindre godt på billeder. Tredie clue er en blanding af de to blå, og umiddelbart faldt de to bå så meget i med hinanden, at det var svært at se.

Fjerde og sidste clue ændrede jeg også en lille bitte smule. Slet ikke så drastisk som det tredie. Jeg tilføjede blot en enkelt rille i en anden farve inden den sidste tur frem og tilbage med bundfarven og aflukningen med iCord.

Striben i kanten er ikke noget jeg selv har fundet på. Jeg lod mig friste af Wollilli’s udgave af kanten, og kopierede fuldstændig. Jeg synes det er en fin detalje.

Efter bad og stræk er det gået hen og blevet et dejligt sjal, jeg nok skal få brugt. Rigtig meget.

Har du lyst til at se flere billeder af sjaket, kan de ses lige her på Ravelry.

Engagement

Jeg har i mange år hørt om de utroligt engagerede forældreråd, der møde efter møde diskuterrede på livet løs, alle havde noget på hjerte og fungerede i en ånd af respekt for hinanden og vores arbejde.

Nogle år har det engagerede været højere end andre og nogle år har diskutionerne været mere spændende end andre.

Nu sidder jeg selv i forældrerådet. Organet der er til som et bindeled mellem forældre og personale. Organet, der ikke er beslutningsdygtig, men gerne skulle stille spørgsmål og være med til at sætte fokus på det vigtige i vores arbejde.

I år er det et stille forældreråd. Chefen sagde det allerede efter det første møde. Allerede efter første møde savnede han dynamikken fra tidligere tiders råd.

I aften var mødet om muligt endnu mere stille. Chefen holdt stort set en lang enetale, afbrudt af supplementer fra personalet og enkelte spørgsmål fra forældrene. Vi gik ikke hjem med nye input. Vi gik ikke hjem med følelsen af et sprudlende møde. Engagementet føltes ikke højt.

Og så alligevel. Jeg gik fra et møde med en god stemning. Jeg gik fra et møde med aktivt lyttende forældre og forældre, der virkede ægte interesserede. Er det ikke også engagement? Eller er det kun engagement, når diskutioner er i høj kurs?

Jeg gik fra et møde, med en flok forældre, der virkede engagerede. De havde ikke meget at sige, men de var glade for at lytte. Og måske er det ikke i år vi skal vente de store udfordringer fra forældrenes side. Måske er året i år i langt højere grad et spørgsmål om at finde rundt i alt det nye, og fortælle om hvordan vi finder rundt, hvordan vi føler vi udvikler os og hvor vi gerne vil hen.

Måske er det ikke i den første tid af skolereformens nye tidsregning, engagementet i forældrerådet handler om at sætte spørgsmål. Måske kommer det helt af sig selv, når tiden er til det.

Sikke noget hø

Der stod hø på posen. Jeg tog den med, da jeg kørte på arbejde og var forbi de vintertomme og –triste haver. Der er ikke meget sjov over området, på den her tid af året.

Nu har de små nye buske fået vintertøjet på, og med håb om at det bliver liggende, brugte jeg nogle af de fliser, der ligger en del af i vores have.

Altså ikke dem, der er bygget terasse af – de andre, der ligger lidt i bunker…

Faktisk er der en del bunker i vores have. Af forskellig mærkelig art.

Under mørket

Vi mødtes i Centret på vej hjem. Anders havde været der et stykke tid, inden jeg nåede frem. Havde allerede hentet sin nye telefon, været forbi slagteren og ventede på en bænk med en posefuld friskstegte flæskesvær.

Vi holdt i hånd, mens vi først fandt tilbehør til stegen, Anders allerede havde sat i ovnen, inden turen mod Centret. Bagefter besøgte vi dyrehandlen, hvorfra en stor posefuld halm – måske var det hø - kom med. Hos Panduro fandt jeg papirstrimler til stjerner.

Sille lavede det fineste julepynt sidste år, bare med en flok stjerner af lækkert papir fra Panduro. Jeg vil også have stjerner og jeg har foldet de første. Sidste år brugte jeg papir fra Creativ Compagny. Det er billigere, men så skal jeg vente på posten. Jeg gad ikke vente. Næste gang venter jeg, for postordreopapiret er meget mere lækkert, tykkere og nemmere at arbejde med.

På vej hjem grinede vi lidt af en flok drenge. Kun lidt, og kun så de ikke hørte det. Og fordi det var sjovt. Har I nogensinde lagt mærke til hvordan drenge i en vis alder, fniser som tøser, mens de prøver at spille smarte. Det er sjovt. Og jeg bliver nødt til at sige det, næste gang de to mest fnisende i min ene ottendeklasse, begynder at spille smarte.

Høet – eller var det halm – står nede i kælderen. Planen er at lægge det omkring alle de små buske vi plantede, da det stadig var varmt. Det burde lægge der allerede nu, det bliver koldt i nat, men jeg kunne ikke overskue det i mørket. Jeg håber de overlever til i morgen.

Nu er aftenen gået. Stegen er spist. Ligeså de store flotte protobellosvampe vi fandt i Irma. Anders er gået i seng – jeg kan  høre ham snorke. Jeg gider ikke snorke, eller sove, så jeg sidder her.

Egentlig burde jeg begynde på sok nummer to til det par jeg har strikket på til Emilie. Den første er færdig, den er i virkeligheden blevet lidt for kort, men jeg gider ikke strikke den om, før nummer to er helt klar. Den er blevet god. Den sidder godt om foden, men jeg nåede også at strikke den mindst tre gange, inden resultatet blev tilfredsstillende. Jeg har skrevet en masse noter. Alligevel tvivler jeg om jeg kan få den anden til at ligne.

Jeg kunne også bare folde endnu en stjerne.

Det holder vand

Mit første forsøg på et krus er endelig færdigglaseret og kommet ud af ovnen.

Jeg troede glasur var langt mere flydende og noget der kunne dyppes i. Jeg er blevet klogere. Glasur findes i flere variationer, og den type Susanne bruger i lerværkstedet kaldes penselglasur, er temmelig tyk og skal lægges på med en pensel.

Uden at vide det, forestiller jeg mig at det er god type glasur, når der arbejdes med børn. Personligt ville jeg nok have foretrukket at have kunne dyppe hele kruset i en spand, og alting så havde været dækket.

Det er et stort arbejde at lægge glasur med en pensel. Glasuren trækker lynhurtigt ind i lerret og tørrer inden man får set sig om. Der skal lægges tre lag, for at det dækker helt, og det kan være svært at se, hvor man startede omgangen, når det første lag er lagt.

Jeg var meget omhyggelig på indersiden af mit krus. Jeg ville gerne have det skulle kunne holde vand. Jeg var knap så omhyggelig på ydersiden. Faktisk lagde jeg med vilje ikke tre lag hele vejen ned. Jeg ville se forskellen.

Nu er det færdigt, og selvom indersiden umiddelbart ser fin ud, er der små huller i glasuren jævnt fordelt indeni. Også udenpå, men det betyder ikke helt så meget.

Som første forsøg hældte jeg vand i koppen og drak af det. Det virkede fint. Dejligt tænkte jeg, pakkede kruset ind og tog det med hjem.

Hjemme blev jeg alligevel i tvivl. Holder det nu? Duer det? Kan det holde vand? Så jeg fyldte varmt vand i kruset og lod det stå på en serviet i en større skål hele natten. Papiret var en anelse fugtig næste morgen, men jeg tror måske mere det drejede sig om at jeg havde skyllet hele kruset og ikke tørret godt nok, inden jeg satte det på papiret.

Om ikke andet er det nu i brug. Uden våde pletter på underlaget og med varm the i koppen.

Jeg havde håbet på en lidt lysere grøn. Jeg anede ikke hvordan glasuren ville se ud efter turen i ovnen – men det er småting, og faktisk ret ligemeget. For jeg er afsindig glad for min kop.

Med traktorspor og ti procents hastighedsøgning

Det er efterhånden et par dage siden de første tre par - af de fire par - sokker til Daniel blev færdige. Siden jeg strikkede Conflux har tanker om hvordan svungne sokker egentlig bliver til, og hænger sammen, fyldt - med mellemrum.

Da jeg alligevel ville strikke tog jeg udfordringen op og har strikket svungen svang på alle tre par. Jeg har ikke fundet den rigtige løsning endnu, men jeg tror jeg er godt på vej.

De svungne sokker – eller archshaped, som det så pænt hedder på engelsk – sidder bare bedre om fødderne. De føles rigtig gode at have på, og som udgangspunkt er det ikke svært at strikke dem. Det handler vist mest om at knække koden. De tre første par har alle små forskelle. Nogen mere end andre. Jeg kan kun sige, at for hvert par har jeg lært noget nyt.

Koden. Den har jeg ikke helt knækket endnu. Eller det har jeg, nu handler det bare om at regne ud hvor meget og hvornår – specielt hvis formen også skal fungere på kortere fødder end Daniels.

Derfor her jeg gemt garnet til det fjerde par, og har i stedet kastet mig over sokker til Emilie. Fra Daniels størrelse 44 til Emilies størrelse 39, har jeg pludselig mindre plads til at få svunget maskerne om fødderne, med den buede svang til følge.

Forresten blev jeg i tvivl, om det blev for feminint med buede sokker og nye maskeretninger, så jeg spurgte Anders. Han svarrede:

“Nej er du gal! Det er jo traktorspor, og det giver helt sikkert en ti procents hastighedsøgning. Ligesom når man maler sin bil Farrirød.”

Kan man så andet end fortsætte?

Somme tider er det bedst

Lørdag er nærmest slut inden den begyndte. Jeg havde en masse planer for dagen, men ingen af dem har jeg nået. Det gør ikke noget. Faktisk føles det helt rigtigt.

Fredag er dejlig

Mens Anders er taget til julefrokost, og dagen forsvandt som dug for solen, mødtes jeg med Daniel i Centret da vi begge havde fri.

Hans sko er fyldt med huller, og jeg har lovet ham nye. Der gik ikke længe inden vi havde fundet et par sko og et par støvler, der faldt i smag, men allermest i behag. Med ekstra pleje i form af spray og læderfedt, skulle han være klar til varme om fødderne det kommende lange stykke tid.

Siden Deichmann åbnede butik i Centret har jeg gjort mig mine erfaringer. Som regel har jeg fundet noget godt, men jeg synes også der er noget imellem, der er knap så godt. Jeg håber vi fandt rigtigt, og at Ungersvenden vil føle sig godt tilpas i begge par.

Siden gik vi hjem, vi bestilte mad udefra og mens jeg fik styr på pakkerne til de første fireogtyve dage i december- der mangler stadig noget strik…, talte Ungersvenden med kæresten og ordnede regninger fra min computer.

Det var superhyggeligt at sidde sammen og spise. Vi har flere gange talt om en ugentlig spise-hos-mor-dag. Men det er aldrig rigtig blevet til noget. Nu fik vi kigget dybt i kalendrene og starter på tirsdag. Jeg glæder mig allerede.

Med alle de mange pakker og en tung computer, vi kun er glade for at komme af med, og som Daniel mener at kunne bygge videre på, fulgte jeg ham hjem med cyklen som trækdyr.

Jeg siger det bare – det er koldt udenfor.

Ungersvenden havde flere planer, der involverede venner og måske noget spil. Jeg vil pakke mig sammen i sofaen, finde mit strikketøj – de der sokker strikker jo ikke sig selv – og så vil jeg nyde en aften helt alene hjemme.

Juletur til Strøget

I dag har jeg været på tur. Til byen, til julen, til hygge og sammen med en flok veloplagte børn og et par glade personaler. Jeg tror alle fik det med hjem de skulle. Jeg fik i hvert fald – nu er der styr på gavekalendre til både den efterskoleramte og den hjemmefraflyttede. (Bortset fra det jeg mangler at strikke. Men det når  jeg nok. Inden jul).

De store unger blev sluppet fri, mens de mindste gik sammen med de voksne. Strøget er ikke større end vi mødtes et par gange – ud over den fastlagte mødetid halvvejs gennem eftermiddagen. Hver eneste gang vi mødte børn – og de små ligeså – spiste de.

Jeg er imponeret over hvor meget sådan nogle kan indtage. Vi mødtes sidste gang da butikkerne lukkede klokken seks, og vi fandt et sted at spise – her spiste de også. Og i toget hjem bagefter, der fortsatte de blot med at indtage rå mængder af det indkøbte slik og brændte mandler.

Det var en flok glade børn, der blev hentet af en flok forældre, der havde haft en stille aften.

Og supersejt synes jeg at eneste dreng blandt mange piger havde en fantastisk tur. De skulle have været to. Men den enæggede tvillingebror lå derhjemme og var syg.

Julegaver – dem har jeg ikke styr på.

Men så er der vel basis for endnu en juletur mod byen. (og denne gang måske en, hvor jeg bestemmer hvilke butikker, der er mest spændende)