Der sker altid noget sjovt

Jeg ville egentlig fortælle om vores tur i går, men jeg er så træt at det må blive en anden dag. Sikkert ikke i morgen, for Emilie har shoppeplaner i den store Stad og Sille har inviteret på en kop et eller andet når vi er færdige. Kender jeg os ret, kunne det godt gå hen og blive en heldagstur. Igen.

For hvis ikke man skal tage på heldagsture, når man har ferie. Hvornår skal man så?

I dag har vi været på stranden. Emilie, Sille og jeg. Det er smart at have Sille med, for Emilie er af den opfattelse at vand er bedre end sand, med det resultat at hun størstedelen af tiden ligger i blød, og det kan godt gå hen og blive lidt kedeligt i længden, når man så er den eneste tilbage hos gadgets, det kolde vand og tæppet.

Men det er slet ikke kedeligt, når Sille er med. Så snakker vi og kigger efter Emille med mellemrum. Nogen gange kan det gå hen og blive noget af en rebus at afkode hvilket af hovederne ude i vandet, der tilhører hvem. For eksempel troede vi et kort øjeblik at have fundet hende. Indtil hovedet rejste sig op, og tilhørte en mand. Men så hoppede hun. Det gør hun tit, og det er unægteligt lettere at finde et hovede der hopper, end et der ligner alle de andre.

Der er mange sjove mennesker på standen. De sjoveste i dag var to tyskere, der ankom med hver deres H&M pose, skjorte, slips, pæne benklæder og snørresko. Op af poserne trak de hver et nyindkøbt håndklæde og et badebukser i speedofacon samt hver en fiks hat. Da de havde taget de hvide skjorter af, var det svært at se om de stadig havde dem på. De var meget hvide. Så hvide at vi overvejede om vi skulle låne dem vores solcreme.

Så sad de der. På deres nye håndklæder, med badebukser og fikse hatte. Tøjet var lagt pænt sammen og snørreskoene pænt stillet op. En ad gangen var de en tur i vandet, mens modparten studerede et turistkort over København.

Totalt malplacerede, og afsindig sjove at kigge på.

Jeg aner ikke hvad der bragte dem til stranden. Der er et utal af muligheder, jeg hælder til historien om, at de er på en form for forretningsrejse og havde nogle timer, inden et møde senere i aften. På sådan en varm dag, kan jeg ikke fortænkte dem i at finde en strand og tage en dukkert. Specielt ikke hvis de kommer fra en af de dele af Tyskland, der ikke ligger ud mod en kystlinie.

Der er så dejligt ude på landet

Så vi tog på tur.

Sammen med min mor.

Helt derude hvor kragerne vender.

Hvor bussen kører en gang i timern - nogen gange.

Derude hvor der dufter af sommer og sol - og ind imellem af noget andet.

På toppen af Verden

Det første vi gjorde da vi stod i slotsgården på Kronborg, var at finde en dør, som alle de andre turister ikke gik ind ad. Bare for ikke alle at gå i vejen for hinanden.

Uden helt at gøre os klart hvor vi var på vej hen, endte vi derfor på trappen op til telegraftårnet og gik og gik og gik. Der er mange trin, og når man ikke ved hvornår de ender. er der endnu flere.

Til gengæld blev vi belønnet med den mest fantastiske udsigt over Øresund, Helsingør, Helsingborg og alle de små og store sejlskibe i det gode vejr.

Der er smukt deroppe på toppen.

Det er vildt så meget der kan være på en cykel

Emilie har længe fablet om en lænestol og IKEA. Længe inden ferien begyndte besluttede hun at vi skulle en tur forbi det store varehus. Men først efter hendes fødselsdag. Der skulle jo gerne være noget på kistebunden at give ud af.

Mere end een gang har hun været gennem mulighederne via hjemmesiden og flere stole har været overvejet. forkastet, planlagt og sat på en venteliste. I sidste ende havde hun fundet en mulighed, hun mente ville være overkommelig indenfor hendes budget.

I dag skulle det være. I dag pakkede vi os sammen og kørte mod Taastrup. På cykel. Jeg insisterede på at vi skulle køre hele vejen derud, for jeg kunne godt regne ud, at vi muligvis skulle have noget hjælp til hjemtransporten.

Så vi cyklede. Midt i den værste middagshede. For det er jo feire og Emilie skulle lige vågne først. At vi cyklede gav også mulighed for et enkelt indlagt stop undervejs. Jeg havde et ærinde i det nærmeste byggemarked, og det ville jo være dumt ikke at stoppe, når vi alligevel kørte forbi.

Vel fremme gik vi mod afdelingen med lænestole. Vi rundede også lige sofaerne, men de ligger en smule udenfor Emilies kontantbeholdning. Mellem lænestolene kunne hun ikke finde den hun havde udset. I hvert fald ikke til den pris der højt og tydeligt stod, da hun tidligere havde fundet den.

Det viste sig at den pris Emilie havde fundet ikke var til stolen, men til stolens betræk. Det er let at lade sig narre, jeg synes faktisk ikke det fremstod særlig tydeligt.

Pludselig var mulighederne ikke helt så mange som hun havde forventet. Vi kiggede, prøvede, noterede reolnumre til varelageret og gik en tur over gaden til Jysk, som måske kunne tænkes at ligge inde med noget brugbart.

Det gjorde de ikke. Men de havde noget ret lækkert stof til næsten ingen penge.... host...

Tilbage i IKEA slog vi et smut om sovesofaerne. For i virkeligheden vil Emilie helt vildt gerne have en sovesofa og et værelse der i dagtimerne kan være mere stue end værelse. Det kan jeg ikke fortænke hende i. Problemet er bare, at den variant Emilie gerne vil have kostede mere end tre gange så meget som hun reelt havde at gøre godt med.

Hun endte med at vælge en stol. En grå Tullsta. Dernæst står opsparing på menuen. Ikke en diciplin der hører til blandt Emilies stærkeste sider. Det kan faktisk blive spændende om hun nogen sinde får sparet sammen.

Næste punkt var at finde ud af hvordan sådan et monstrum bugseres hjem på en cykel. Vi startede med at skippe den kæmpe papkasse dyret var pakket ind i. Dernæst var jeg tilbage hos Jysk efter elastikker til at spænde fast med. Jeg havde nemlig hjemmefra været smart nok til at tage elastikker med, men langt fra nok!

Inden vi begyndte at spænde fast havde jeg en tanke om, at det nok ville være bedst hvis ryglænet på stolen endte midt i cyklen. Af en eller anden grund vendte jeg den omvendt da vi forsøgte at sætte den fast.

Efter at have kæmpet lidt frem og tilbage med både stol og elastikker endte vi med at vende stolen om. Denne gang gik det stærkt, for nu havde vi styr på hvordan elastikkerne bedst kunne spændes om både stolen og cyklen og samtidig skabe balance.

Faktisk så godt styr, at jeg endte med at kunne trække cyklen helt uden at holde fast i stolen. Det var kun svært da vi skulle ud og ind af S-toget og da vi skulle forcere de tre-fire cykelbomme vi mødte på vejen hjem.

Det var faktisk så nemt at styre cykel og stol (Emilie fik hynde og ben på sin cykel. Og de to flasker æblemost der sammen med to meget kolde falsker vand var eneste andet køb.) at det viste sig slet ikke at være noget problem at stoppe ved nærmeste supermarked, da vi stod af toget og hælde ting i tasken, der potientielt kunne blive til aftensmad.

Hvis nogen altså laver det. Jeg tror jeg har større behov for at smække benene op og lave ingenting den næste time eller to. Måske endda falde en lille smule i søvn...

En lille smule strik

Det er sommer og det er varmt. Mit strikkemojo er for nedadgående. Det gør ikke noget, jeg ved det kommer igen. Lige nu går det bare ikke så stærkt.

Jeg har gang i flere ting. De fleste holder pause. Eller måske ferie.

Jeg er hoppet på et lille mysterium. Det er længe siden jeg hoppede på. Dengang det ikke var så varmt. Dengang inden ferien begyndte. Dengang det stadig regnede.

Det er fint lille projekt. Et lille sjal fordelt over syv omgange. Med så mange opdelinger er det begrænset hvor meget strik hver uge byder på.

Garnet er et fint og sjovt spundet, lækkert meleret og en lille smule skinnende merino jeg engang fik fra Henriette. Der stod sjal på det allerede da jeg fik det. Jeg har bare været længe om at finde det rigtige projekt.

Nu er jeg i gang og jeg er overhovedet ikke sikker på, om jeg har garn nok. Så vidt jeg kan måle og veje og regne er der faktisk ikke den beskrevne mængde. På den anden side er sjalet allerede så stort - selvom der stadig mangler tre dele - at skulle det knibe finder jeg nok en løsning.

Det er forresten et sjovt garn. Blødt og lækkert, men også hårdt og en smule ufleksibelt og samtidig villigt til nærmest hvad som helst. Meget mærkeligt, men vist mest godt.  Jeg er spændt på hvordan det ender.

Forresten er jeg ret vild med blandkanten, der på forhånd bryder med de langt mere almindelige retkanter, sjaler som regel er udstyrede med.

Holger Danske

I kælderen under Kronborg hviler Holger Danske.

Helten der støtter sig til sit sværd og vågner og redder os allesammen når det for alvor går løs.

Sagnhelten, der første gang dukkede op som Oger le Danois i Rolandskvædet. Et fransk heltekvad fra engang i tolvhundredetallet.

Hundrede år senere og stadig i Frankrig skiftede han navn til Ogier, var den danske kong Gudmunds søn og sad som gidsel for freden hos den franske konge. Da hans far bryder våbenhvilen, taler de franske hofdamer godt for ham, og han undgår døden. Senere redder han Frankrig og ender som en helt i det udenlandske og dermed en del af den europæiske litteratur.

Langt senere dukker sagnene og myterne om Holger Danske op i Danmark. Først som krønniker og overleveringer, siden sætter danske forfattere hans navn på tryk.

Omkring midten af femtenhundredetallet trykker en kannik fra Lund beretningerne på dansk i krønnikeform. Holger har nu navnet Olger.

Op gennem Danmarkshistorien bliver Holger en central figur i litteraturen og med romantikkens indtog gør han sig gældende i opera og digte. Gennem guldalderen gør både BS. Ingeman og HC. Andersen deres for at Holger Danske får en fremtrædende rolle og bliver husket som en stor helt, der nok skal redde os alle til sidst.

Selvfølgelig skulle vi også sige goddag til Holger Danske. Også selvom den oprindelige skulptur (eller gipsmodellen der var grundlaget for HP. Pedersen-Dans bronzeskulptur, og som blev langt mere kendt end bronzefiguren, der for ikke så længe siden blev solgt på auktion) for længe siden gik tabt og den nuværende sovende Holger Danske under Kronborg  er en kopi udført i beton.

Jeg havde en forestilling om, at vi skulle gennem lange gange og skumle passager før vi nåede den slumrende kæmpe. Og så sad han lige om hjørnet. Ned ad gangen og til venstre. Det var ligesom oplevelsen tabte lidt af eventyret.

Nu har jeg set ham. Og det er som sådan også meget sjovt.

Alle oplysninger om sagn, historier, navne, kvad og så videre er fundet på Wikipedia og i den store danske encyklopædi. Jeg har frit fortolket og er det helt forkert, står det så absolut for egen regning.

Led på led på led

Emilies taske vokser stille og roligt.

Langsomt men støt.

Jeg kunne sagtens køre på. Folde led efter led. sætte ring efter ring på hinanden og sy sammen med en vækst til følge, der ville gøre enhver bådebygger misundelig.

For den ligner lidt en båd. Med de runde sider og den svungne bund, jeg slet ikke havde set komme. Men som jeg med bagklogskabens befriende lys burde have vidst.

Det er noget af det jeg synes er spændende ved nye opbygninger. Jeg er aldrig helt sikker på det færdige resultat. Ofte er der detaljer der overrasker. Heldigvis oftest positivt.

Den kunne også blive til en skål. Et par omgange mere i samme størrelse som den sidste og den ville være perfekt til garn eller noget andet, der gerne skal præsenteres pænt.

Men den skal ikke være en skål. Den skal være en taske. En taske, der nu er nået halvvejs. Anden del bliver omvendt. Anden del skal samle den igen. Den skal være sådan en taske, hvor alle de små ting forsvinder på bunden og alle de store har god plads midtvejs.

Måske skulle jeg overveje en hel masse lommer.

Bare fordi forsvundne småting på bunden godt kan gå hen og bliver lidt irriterende.

Mine hænder og håndled kan ikke mere end en ring om dagen. Folder jeg mere kan jeg mærke det som begyndende irritation. Irritation der ikke vil noget godt.

Så hellere en langsomt voksende taske.

Som pynter fint undervejs og allerede har givet stof til fantasien om andre projekter...

Kronborg

Det var Anders der foreslog Helsingør. Han foreslog også Fælleden, men jeg ville gerne føle vi var væk, og at vi oplevede noget helt nyt, og til den plan virkede Helsingør svært tillokkende.

Det er mange år siden jeg sidst har været i Helsingør. Det føles næsten som en dagsrejse at skulle skifte mellem flere forskellige tog for at nå frem, selvom rejsetiden reelt ikke er meget mere end en time. Fælleden derimod ligger nærmest rundt om hjørnet - også selvom det er længe siden turen er gået den vej.

Fremme kunne jeg konstatere, at jeg aldrig har været på Kronborg. (Hvis mine forældre skulle mene noget andet, så kan jeg i hvert fald ikke huske at have været der...) Anders kiggede nærmest skrækslagen på mig, og så var ruten hurtigt sat.

Vi startede dog med en tur gennem det turistfyldte Helsingør. Mest i en søgen efter mad. Frokosttiden var nær og vi var sultne. I en gade væk fra det værste hovedstrøg lykkedes det os at finde god mad, god plads og dejlig ro og kølighed til spisningen.

Derfra gik vi op til borgen. Kronborg er et ret fantastisk slot og selvom det bærer præg af at været gennem mange omskiftelige perioder med både brand, ombygning, opbygning, besættelse, kasserneinternering og siden en restaurering er det imponerende at opleve.

Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne med Versaillles, som jeg så for mange år siden. Mens Versailles står i fordums fulde pragt, var det ikke svært at se lighederne i byggestilen og formgivningen af sale, galleri og gemakker. Her må have været storslået.

Restaureringen foregår stadig, og selvom jeg bestemt synes det er en god ide at udskifte tage, der ikke længere kan, kunne jeg ikke lade være med at ærgre mig lidt over ikke at få lov at se smukke irrede grønne tage over det hele. Det kommer igen. Det ved jeg godt. Men alligevel....

Historisk er Kronborg så fyldt med historier, at jeg slet ikke er sikker på at vi blev færdig. Borgen i krogen, der har været indsejlingen, toldkammeret og udsigten mod fjenden på den anden side af sundet gennem århundrede er så fyldt med spændende fortællinger, at en enkelt dag slet ikke kan dække.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det har været en smukt sted at bo - sikkert også et ildelugtende, koldt og klamt sted at bo. Den fantastiske udsigt og så den usikre viden om, at lige på den anden side af vandet lå fjenden på lur. Taget på borgen i Helsingborg kan tydeligt ses fra Kronborg og må have udgjort en altomgribende fare i de århundrede krige lurede lige under overfladen.

Lørdag er til for at nydes

Emilie er ikke hjemme. Det er weekend og Anders har fri.

Der er frihed til kæresteri.

Vi havde snakket om en overnatning i en skov.

Vi havde snakket om bål og mad lavet over flere timer i en trangia.

Men med tørke og brandfare er bål ingen god ide.

I stedet vil vi ud og se.

Vi vil op langs kysten mod Holger Danske, Kronborg og Hensingør.

Vi vil daske rundt med hinanden i hånden og spise is.

Vi vil være og være sammen.

Vi vil nyde lørdagen og tiden uden andre forpligtelser.

Vi vil bare være.