Rolags

 

Hvad skal man så bruge sådan et blending board til? Kunne nogen måske have lyst til at spørge. Som navnet antyder - noget med at blande. 

Et sæt karter bruges til at karte - rede - ulden, og rulle den af i små uldruller, der på dansk hedder tejer. På engelsk hedder de rolags. Et blending board er størrer og kan noget andet.  Inde i mit hoved er der stor forskel på de to. 

En karte kan kun indeholde en begrænset mængde uld. Jeg ved ikke hvor mange gram, men ikke mange. Et blending board kan - som jeg hører det igen og igen - indeholde i omegnen af 30 gram uld. Det er en del mere. 

Med fare for at gøre mig klogere end jeg er, er det min opfattelse at karterne oftest bruges til at rede en bunke sammenhængende uld. Sjældent til at blande forskelligt uld. Det kan blending boardet. Det er oplagt til at blande forskellige farver, forskellige fibre eller forskellige typer spindemateriale. 

Fibrene lægges i lag på brættet, børsten bruges til at rede dem ned mellem tænderne og når der ligger uld, der mere eller mindre er redt i samme retning, i et kompakt lag, er der flere muligheder for at tage ulden af tænderne. 

Det hele kan tages af i et stort stykke. Det hedder et batt. Fibrene kan også trækkes af gennem en diz - noget med et hul, for eksempel en knap eller en specialgenstand - så det bliver et langt bånd, der er let at spinde. Eller fibrene kan trækkes/rulles af i rolags. Det er her de to pinde skal i brug. 

Mit første forsøg med blending boardet endte med rolags. Rolags er større og længere end de tejer, der kan rulles af en karte - derfor synes jeg der er forskel. 

Det var lettere end jeg forventede. Der er klart plads til forbedring, men det var sjovt, og det er vigtigst.

Jeg skal helt sikkert også afprøve de andre muligheder. For det er sjovt at lege med et blending board. 

At blending boardet var en god ide til det jeg havde gang i, handlede om at jeg havde en del små mængder fibre af forskellig slags, som jeg gerne vil have samlet til et fælles projekt. At blande de små mængder, får det fungere rigtig fint i et samlet hele. 

Krydser på en søndag - Uge 5

 

Ugen kort:

• Pædagogikken og didaktikken er tilbage på skemaet og dermed er der igen to studiedage om ugen. 
• Et par nye lærerbøger er hentet hjem. Jeg synes de ser spændende ud. 
• Jeg skulle have været til MUS-samtale, men den blev aflyst, da min nærmeste leder så helt forkert ud, og hellere skulle tage hjem og passe på sig selv. Jeg tænker det var en god plan. Vi finder en anden dag. 
• Selv måtte jeg også i løbet af ugen konstatere at den sygdom Anders led af sidste weekend og størstedelen af den her uge, havde han været så venlig at dele. Det gik meget godt, så længe jeg var i gang, men da vi onsdag sad helt stille til teammøde, blev det tydeligt at jeg ikke var helt rask, og mine søde kolleger sendte mig hjem. 
• Heldigvis havde jeg allerede tirsdag aften snakket med Daniel, og vi havde besluttet at aflyse onsdag.
• Torsdag kørte jeg ud på skolen, med den ene aftale at holde intromøde med de kommende håndværk/design valgfagselever. Vi starter på torsdag, så det var eneste mulighed. Det blev en god snak, med mange spørgsmål og meget snak. 
• Hjemme igen sov jeg i tre timer, vågnede op og havde det meget bedre. 
• I 6.X droppede vi håndværk/design og havde mandkundskab hele fredag. De lavede pakistansk mad, fra opskrifter fra en forælder og en elev, der var rigtig god til at hjælpe, fortælle om det så rigtigt ud og svare, når nogen havde spørgsmål. Det smagte godt, da vi kunne sætte os og spise. 
• 6.V holdt klassefest og havde frabedt sig forældre. Det blev et brag af en aften, hvor der var gang i dansegulvet, fra de kom til de gik. Alle var på, både piger og drenge. Alle de chips forældrene havde købt ind, stod næste urørte tilbage, da de gik. Dem havde de slet ikke haft tid til. 
• Jeg huskede at skrive tillykke til både Emilie og Josefine på 10årsdagen for dengang de stod under en lygtepæl i sneen i Sverige på skiferie med Husholdningsskolen, og blev viet af en klassekammerat. 
• Weekenden var heldigvis uden planer. Det betød, der var plads til at gøre kål på de sidste rester af sygdom. 

Læse:

Jeg sluttede første del af serien om politiinspektør Ingrid Bergman og startede på den næste. En kummefryser og en afskåren fod er fundet. Men hvem er det, hvor kommer fryser og fod fra og har de noget med hinanden at gøre?

Der er nok at følge op på, mens Ingrid kæmper med sine egne dæmoner og hende chef ikke er helt så opbakkende, som hun troede.  

Brodere:

Temperaturhusene vokser stødt og roligt. Langt hen i januar syede jeg et lille hus på daglig basis. Med studiestart må jeg erkende, at der er dage hvor overskuddet til at sy er svært at finde. Eller dage hvor jeg ganske enkelt glemmer det. 

Det er ganske forventet. Jeg havde regnet med at de lange dage ikke ville give tid til dagens lille hus. Det er fint at samle sammen, og over de sidste to uger, kan jeg konstatere at, når weekenden er slut, er krydserne samlet og sat.

Jeg er nået til februar. Januars 31 huse står fint på række og februars første er bygget. Det har nøjagtig samme farver som 2. januar. Hvad det betyder for februar, er ikke til at vide. 

Jeg synes stadig det er vildt sjovt at se de små huse vokse frem, og glæder mig til at kunne arbejde mig længere ind i farveforløbet.

Jeg har besluttet at mine temperaturer tager udgangspunkt i Rødovre og gennem januar har temperaturerne svinget mellem -6,5 og +8,6. Jeg har en farve pr grad. De lyserøde og pink er de koldeste. Derfra vokser de over i lilla og siden blå. De varmere og grønne grader er der stadig et godt stykke til, før vi rammer. 

Små uldne totter

 

Tilbage i oktober eller november foreslog tre seje damer i Spindeforeningen at lave en dele-julekalender. De var klar, vi skulle pakke 24 gaver og sende til dem. De tre pakkede ud, blandende, pakkede igen og sendte tilbage. Jeg tænker det har været et kæmpe arbejde. 

Jeg havde et uldhjul, jeg igen og igen har kigget skævt til. Det kunne jeg nu dele i 20 dele og pakke ind, mens jeg fandt nogle andre småtotter af uld til de sidste fire gaver. Jeg stoppede det hele i en papkasse, og halvanden uge senere kunne jeg hente den samme papkasse igen, nu fyldt med 24 andre gaver. Ingen af dem, var mine egne. 

Det var så sjovt over december at pakke en lille gave med en lille uldtot ud hver eneste dag. 24 uldtotter, der lå langt fra hinanden i forhold til farver, til fibre, til forberedelse eller alt muligt andet.

I første omgang tænkte jeg at det skulle ende som et stort projekt. Det har jeg tænkt før. men så begyndte der at dukke lyserødt op. Jeg er ikke så vild med lyserød. Samtidig kom Emilie hjem. 

Det første lyserøde var angora. Angora er blødt. Emilie så det bløde lyserøde fluff, og sagde spontant noget i retning af: Tror du der er nok til at strikke et lille scarf til mig? 

Jeg tænkte med det samme, at hvis der endte med at være bare tilnærmelsesvis nok, skal det i hvert fald komme an på en prøve. Samtidig kan jeg bedre se alle mulige andre farver sammen i et fælles hele. 

Måske er der nok. Jeg håber, og tænker det i hvert fald skal afprøves. Sammen med en lille smule hvid, kan jeg veje mig til 75 gram rød og lyserød. Mon ikke det er nok?

Blendingboard

 

Et blending board er vel i bund og grund en forstørret karte, som bruges til at forberede uld inden spinding. Eller filtning. Jeg har ikke set det, men jeg er heller ikke gået så meget op i filtning. Jeg kan se det for mig. 

Jeg har et sæt karter, jeg bruger dem ikke. Jeg har heller ikke haft brug for dem. Endnu. Indtil videre har mit spindeeventyr kun bragt mig omkring allerede forberedte fibre, der var lige til at spinde.

Men som jeg har set andre blande farver, kombinere farver, manipulere farver, kan jeg mærke et behov for at kunne ændre på en på forhånd farvet fiber. Her kommer blending boardet ind. Eller uldkamme. Jeg vil helt vildt gerne have et sæt uldkamme. Jeg har kigget og overvejet, og en eller anden dag, skal jeg have et sæt. 

Men nu blev det et blending board. Jeg forsøgte - halvhjertet - at lokke nogen til at give mig det i julegave. Men dels var der ikke rigtig nogen, der vidste hvad jeg snakkede om, dels er sådan et ret dyrt. Dyrere end jeg lige havde lyst til at lægge ud. 

Hos Skytten-Danmark kunne jeg købe et gør-det-selv-sæt. Et klæde fyldt med metalbørster, eller hvad sådan nogle hedder, en børste - også med metaltænder og to rillede rundstokke. Det kostede halvdelen af et helt bræt. 

Jeg samlede alle mine power tools sammen og cyklede dem af et par gange ud på skolen. Det er noget nemmere at bruge værkstedet derude, end forsøge herhjemme. Der er mulighed for spænde fast, støve og bagefter gøre ordentligt rent. 

Jeg havde et stykke 20 mm krydsfiner og savede det til med stiksaven, så det passede. Jeg savede også et ben ud. Jeg har en del værktøj, overtaget fra min far. Derimellem er en overfræser. Jeg tænkte det var på tide at afprøve den, og forestillede mig fine rundede kanter. Virkeligheden er, at mine kanter er knap så rundede og fine - heldigvis har jeg også en excentersliber, der var god til bagefter at slibe det hele efter. Dels kræver det håndelag at håndtere sådan en maskine, dels kræver det kræfter både at holde knapperne inde og trække maskinen ned. 

Jeg kan konstatere, at jeg har ikke kræfter nok, eller store nok hænder. Jeg har heller ikke håndelaget. Men uden kræfter og hænder i rette størrelse, er håndelaget nok temmelig ligegyldigt. Jeg fik fræset nogen af kanterne. Nogen steder blev det rigtig fint, de fleste steder ramte jeg slet ikke og nogen steder røg der noget mere end planlagt. 

Det er fint, min plade fungerer. Og jeg har prøvet overfræseren.

Da alt det beskidte arbejde var overstået, slæbte jeg det hele med hjem igen - eller det vil sige noget af det, og senere resten. Jeg var på nettet og bestille dimser, så det hele kunne hænge sammen og mens jeg forsøgte at samle, gik det op for mig, at det havde været en rigtig god ide at tage boremaskinen (jeg kun tog med derud, fordi den tilfældigvis lå sammen med slibemaskinen, og jeg ikke lagde mærke til det), med hjem igen. Den lille skruemaskine vi havde tilbage herhjemme kunne ikke klare mosten. 

Samtidig manglede jeg et 12 mm bor.

Jeg endte med at køre ud på skolen en lørdag aften - for nu skulle det være færdigt. Og kørte samtidig forbi Silvan, der næsten ligger på vejen - for at finde det der bor. 

Jeg har set flere lave deres egne blending boards. Jeg forestiller mig at klædet skal sidde fast og at der kan blive et temmelig stort træk i det, når der arbejdes med ulden mellem metaltænderne. Derfor valgte jeg at lime klædet fast først. Jeg brugte en spraykontaktlim til indendørs brug. Bagefter hæftede jeg rundt i kanten med min hæfteklamme maskine. 

For at kunne tage benet af og sætte det på igen, har jeg monteret gevind i bagsiden af pladen og på benet. Jeg fandt en bolt med et håndtag, som er forholdsvis nemt at dreje. Benet har vist sig ikke at være helt lige, men det fungerer. En eller anden dag, tager jeg det med ud på skolen og retter det på rondelsliberen. 

Jeg er bare ikke nået til det endnu. 

En eller anden dag, skal jeg også have sat gummidupper under samme ben, så skridsikkerheden bliver større. 

Grunden til at det var vigtigt at få færdigt, var at det skulle bruges til det sidste af de 12 projekter. Og det skulle startes inden januar var slut. 

Det lykkedes.

Fokus

 

Oscar er blevet ret glad for at lege med perler. Jeg er vildt imponeret af den fokus han lægger for dagen. 

Da vi i sin tid startede med at lege med perler, var han pænt ligeglad med hvilken farve den enkelte perle havde. Han skovlede perlerne sammen og fyldte pladen ud. Helt som alle andre børn, der starter med at lege med perler. 

Men så skete der noget. 

Der er ingen tvivl om at de leger meget med perler i SFO. Han startede med at snakke om prismer. han havde en prisme med hjem i tasken, en dag jeg hentede ham. Han ville gerne bygge flere prismer.

Vi fandt perlerne frem, han byggede, jeg byggede. Jeg blev belært om hvordan sådan en skulle se ud, og gjorde mit bedste. Han var tilfreds. 

Prismen var mere eller mindre en afkodning af noget han havde set. I SFO havde de haft noget at kigge efter, og han havde sat den ene perle efter den anden, helt som forskrifterne. Vel også helt som alle andre børn, der leger med perler.

Nu er han nået til næste trin. 

Sidste gang jeg hentede ham, og han ville lege med perler, ville han bygge en bil. Jeg fandt perlerne, fandt de farver han gerne ville bruge, og måtte undervejs konstatere at det med farvene er lidt begrænset. Vi løb tør undervejs og med det overblik han har, og den fornemmelse for farver, er det måske på tide at investere i en større æske med sorterede farver. 

Han ville gerne have et forlæg. Vi fandt et billede af en bil af perler. Oscar var tilfreds, han lagde ud, og inden jeg så mig om, var han videre, så ikke længere på billedet, men arbejdede videre på egen hånd.

Jeg er imponeret. Både over hvor længe han kunne sidde og holde fokus og at han kunne arbejde videre ud fra et forlæg, og ende med at lave sit helt eget. For der er ikke meget af forlægget i den færdige bil.

Igen den naturlige udvikling hos både børn og voksne, der øver sig inden for et bestemt felt. 

Efter så lang tid med fokus, synes jeg det er helt på sin plads at sidde sammen i sofaen med en is, og se  Disney tegnefilm.

12 cast ons 2025 - 11. projekt

 

Jeg var 15, gik i 10. klasse på en helt ny skole. Jeg havde forladt de trygge omgivelser på lilleskolen og vovet mig ud i den store Verden til en overbygningsskole, der kun havde 8.-10. klasse. 

Jeg synes helt ærligt, at det mest af alt var en samling fjolser, jeg gik i klasse med. Jeg var ligeglad med den nyeste musik, den rigtige farve læbestift - jeg brugte ikke læbestift - eller hvad der var moderne. Det virkede som om, at det var det allervigtigste for alle andre. Det, eller at være mest populær. Jeg havde ingen planer om at være populær. Jeg synes det var påtaget. Men jeg var også teenager, og helt som alle andre, usikker på mig selv og ville gerne at andre kunne lide mig. 

Håret er farvet med henna, toppen syede jeg af et gammelt gardin, jeg fandt. At skjorten ikke er knappet, handler helt sikkert om, at jeg ikke har lært at sy knaphuller. 

Så jeg endte samme med de andre nørder. Dem ingen rigtig gad være sammen med - egentlig heller ikke mig. Jo, jo de var da meget søde, men vores prioriteringer var langt fra ens. Og så var der Nina. Hun var ikke som de andre. Hun var ligeglad, hun var cool og hun gjorde som hun selv ville. Der var Pippi Langstrømpe over hende. Hvorfor hun gad mig, forstod jeg ikke. 

Jeg synes ikke jeg var cool. Jeg var mere uskyldigheden selv, og lidt for pæn, hvis jeg selv skulle sige det. Selvom jeg måske nok havde nogen af de samme meninger, var jeg langt fra punkernes sort, markant makeup og fandenivoldskhed. 

Vi hang ind imellem ud, vi gik i byen sammen og vi sov i hendes lejlighed. Hun boede alene i en lejlighed, der viste sig at ligge i opgangen ved siden af den mine forældre boede i, da jeg blev født. Den var spejlvendt og gav, oveni et spændende venskab, et indblik i hvor lidt plads der var i den lille Amagerlejlighed, jeg boede i sammen med mine forældre. 

Nina var ligeglad, hun havde den fedeste stil. Og så havde hun et par strikkede leggins. Hendes mormor havde strikket dem på maskine af alle de strømpegarnsrester hun havde liggende. Alt sammen selvmønstrede rester - to rækker af den ene, to rækker af den anden. De var ikke smukke, men de var så cool. Og de kom til at repræsentere alt det jeg godt gad turde. 

De der busker har hjemsøgt mig med mellemrum. Jeg har aldrig rigtig haft mod til at strikke et par busker. Men for et par år siden købte jeg fire fed ufarvet strømpegarn, med den intention at en dag skulle jeg farve det, og strikke et par busker. Jeg vidste godt at fire fed næppe er nok, men det var en start. 

På samme måde var det en start, da jeg fandt det frem, farvede det grønt, og besluttede at jeg ikke orker tanken om strikkede bukser på pind 2½. Derfor fandt jeg en følgetråd og kan strikke dem på pind 4. Bliver de et hit, kan jeg altid overveje de små pinde og en gentagelse. 

Jeg strikker N O R D Knitpants af Hanne Rimmen. Jeg er siden billederne nået så langt, at benene er skilt, og jeg har prøvet dem. Der er masser af plads, selvom jeg troede at have regnet mig frem til at de ville sidde lidt tættere. 

Jeg har besluttet mig for, at masser af plads har sine fordele. Og er vildt spændt på resultatet. Inden jeg begyndte at strikke rundt og rundt og rundt på det ene ben, vejede jeg det resterende garn, for at kunne lave en udregning af, hvor meget mere jeg skal have, for at benene kan blive lange nok.

Jeg har ikke brug for at de bliver færdige lige med det samme, men jeg har brug for at finde ud af hvor meget garn jeg skal bruge. Altså er det dem jeg griber ud efter, når jeg sidder hjemme og strikker. Jeg vil helst ikke løbe tør, inden jeg har det ekstra på lager.