Sneak Peak

Det går overraskende hurtigt at lave sådan en skål af papir.

Til gengæld tager det også overraskende afsindig laaaaang tid at smøre den ind i limlak.

Det sidste er vigtigt, hvis den vedblivende skal hænge sammen.

Eller bare holde i al almindelighed.

Der skal vist tales om tålmodighed, inden nogen børn skal igang.

Skålen mangler lak på de to øverste omgange ringe.. Det var i morges, nu er den fuldt limet. Og lakeret...

Tanker om den næste er i gang. For inspiration kræver mere end een skål.

Og planen er at de skal pynte i udstillingsskabet hele januar.

Det kræver også mere end een skål.

Mens vi venter

Jeg har en følelse af at have glemt noget. Aldrig har jeg oplevet at have styr på alle julegaver så tidligt - jeg har faktisk haft styr på dem alle i mindst en uge efterhånden. (Til gengæld har det ligget noget lavt med rengøringen herhjemme... )

Sidste skoledag forløb ganske roligt i fredags, samme aftens julefrokst var superhyggelig og den traditionelle og familiære julehygge hos min mor i aftes ligeså.

Mens skolen har lukket har SFOen stadig åbent, og jeg har stadig tre arbejdsdage tilbage inden en i år temmelig lang juleferie kan tage sin begyndelse - sidste år skulle vi møde allerede den anden januar. I år venter vi et par dage ekstra. Det er vi alle godt tilfredse med.



Og mens rengøringen står i højsædet herhjemme, inden julen for alvor står for døren og vi drager mod Aarhus og yndlingsfamilien, venter også i morgen (og de næste dage) oprydning og rengøring af Hobbylokalet på arbejdet. Vi endte ganske simpelt med at lave en aftale med den stedlige rengøring, om at gemme det meste til efter jul, og de indvilligede i at manøvrere rundt i et rodet og overfyldt lokale, for at tage det de kunne komme til og lade resten være.

Nu skal det være slut.

Herhjemme har jeg sorteret vasketøjet og to store af de blå poser fra IKEA står klar til jeg om lidt tager mig sammen, går i kælderen og håber at det fælles vaskeri byder på tomme maskiner.

Det der med at tage mig sammen kan bare godt være lidt svært... så mens jeg prøver at tage mig sammen, har jeg fundet gamle blade, en limstift og en strikkepind, for nye projekter skal prøves af, og mon ikke ungerne i Klubben kan overtales til at lave skåle af gamle dameblade, når vi efter jul får tid til fordybelse og projekterne gerne må tage lidt længere tid.

Jeg tror det, og hygger mig ganske fint med at lave "sugerør" af alle de sider, jeg normalt sorterer fra, når tasker skal flettes og farveorden er i højsædet.

Nå! Skulle jeg kigge på det vasketøj...?

Merletto Mitts

Det er ikke alt julestrik, der behøver vente til efter jul, før det kan blive vist frem.

Adventsgaver for eksempel. Som de her fingerløse vanter Emilie fik sidste søndag. En dag for længe siden sad Emilie og kiggede i den kasse med garn, jeg tilfældigvis havde stående fremme. Op fra kassens dyb fandt hun et nøgle lækkert og blødt, men først og fremmest pink garn. Kan det ikke blive til pulsvarmere? Spurgte hun. Jeg mente at det kunne det nok godt, lovede ingenting, huskede og fik strikket inden adventsgaverne blev pakket ind.







En nissehue har på samme baggrund også set dagens lys, men da vi endelig i går fandt lys nok til at fotografere håndvarmen, var Emilie lige præcis snottet nok til at hænder nok kunne stå model, men hovedet helst ville friholdes. Vi prøver bare igen næste weekend.

Tilbage til de halve vanter. De faldt i god jord, da de blev pakket op. Passer fint, blev straks taget i brug og er siden omtalt med positive gloser i retning af både super bløde og dejlig varme.

Så kan det næsten ikke blive bedre. Specielt da garnet har ligget længe, forsøgt brugt flere gange, men aldrig rigtig har fundet det rigtige projekt. Jeg har mere af garnet, og nu ved jeg heldigvis at pulsvarmere er et godt udgangspunkt for brug.














Design: Merletto Mitts af Jody McKinley.


Garn: Pure fra South West Trading Company. 100% Soyasilke og meget blødt. Jeg havde håbet på at bruge hele det pink nøgle, men der er tydeligvis grobund for endnu et par, blot denne gang lilla med pink kant.

De færdige pulsvarmere vejer 40 gr.


Pinde: Strømpepinde 3,75. Der måtte flere prøver til, før strikkefastheden føltes rar.


Størrelse: De passer Emilies hænder. Jeg tog dog udgangspunkt i mine egne, men det er vist nærmest det samme.







Bemærkninger: Det var garnet der bestemte, altså måtte opskriften indordne sig, og endte med at blive mere vejledende end en egentlig opskrift. Garnet og dermed pindene er nemlig langt fra og del tykkere end opskiften angiver, hvorfor der måtte rettes noget til.

Jeg startede med selve hånden, hæklede en række luftmasker af et stykke bomuldstråd, samlede masker op i luftmaskerne og havde dermed mulighed for at strikke ribmanchetten til slut - og så lang som garnet tillod. Det tillod dog langt mere længde, end jeg endte med at synes nødvendigt.
Jeg nøjedes med 34 masker. De 18 endte som en mønsterrapport oven på hånden bestående af en hulmønsterrapport, en snoning og endnu et hulmønster.

Til tomlen tog jeg ud omkring en enkelt maske 6 gange og endte med 13 masker, der blev sat på en snor til senere. Den enkelte maske blev slået op igen og hånden fortsatte lige op, til jeg havde strikket 6 mønsterrapporter og kunne lukke af.

Maskerne til tomlen blev tilføjet 5 opstrikkede masker langs hjørner og overdel af tommelhullet. De 18 masker fik tre omgange glatstrik, inden 5 omgange rib og en aflukning.









Jeg fandt en elastisk aflukning på youtube - jeg kan ikke huske hvad den hed, men en afart af Jenny Surprisingly Stretchy Bind Off, og afsluttede ribben, der blev strikket op ad armen af de masker luftmaskesnoren holdt i skak til hånden var afsluttet.

Jeg har glemt hvor lang jeg strikkede ribben, men den går langt nok op ad armen til at varme, når frakke ikke er helt tæt.

Jeg afsluttede med en omgang fastmasker og en omgang hæklede muslinge langs den øverste kant.




Har du lyst til at se flere billeder af pulsvarmerene, kan de ses lige her på Ravelry.

Er jeg den eneste, for hvem det ikke virker?

Nærmest på vej ud af døren, ville jeg i går udgive et hurtigt indlæg. Men ak, Live Writer ville det anderledes og med tilbagevendende tilbagemeldinger om manglende forbindelse, måtte jeg opgive.

Ingen indlæg. Ingen forbindelse. Men spørgsmålstegn ved om jeg er den eneste, der ikke kan få min vilje med Windows Live Writer…? Min ellers foretrukne blogskrivningsplatform.

Jeg har prøvet igen i dag. Stadig uden held.

Ærgerligt nok, for nu havde jeg lige lyst til at starte det der skrivning igen. Men jeg er ikke imponeret af Bloggers indbyggede skrivemulighed.

Til gengæld tager jeg gerne imod gode råd og ideer om alt muligt, der relaterer til blogskrivning... Så har du nogen gode ideer?

Bagsiden af et koldt photoshoot

Det er efterhånden noget siden vi var nede og tage billeder af den noget afklædte balkjole.

Det var en kold dag, og der gik ikke mange sekunder fra kameraet var slukket til varme trøjer og behageligere sko var fundet frem – medbragt fra tredie sal til jordhøjde med viden om kulden.

Jeg er ved at have styr på julegaverne – og måske derfor også mere tid til computeren.

Jeg savner lidt at blogge, og det er tydeligvis en kunst der skal holdes ved lige. Derfor bare et hurtigt skriv, et hyggeligt billede og et rart gensyn med tasterne.

Og derefter tilbage til de sidste håndlavede julegaver…

Mellem hormoner og respekt

Der er noget svært tilfredsstillende ved at gå ind i den ottende klasse, som længe har været kendt som en af skolens mest problematiske klasser, tale med noget store bogstaver, fortælle dem at mine timer ikke bare er en fritime (som en af dem fik sagt noget i retning af sidste uge), klargøre at jeg har besluttet at i dag skal de bruge den første time på at lave lektier og den sidste halve time går vi i salen for bevægelse og lidt sjov – og de så straks klapper computerne op, finder grammatik eller matematik og bare går i gang.

Jo vel er det en udfordret klasse, og vel kan en del af dem være noget øretæveindbydende. Men hold op hvor er det også en flok skønne unger. Unger som jeg har kendt i mange år, og som jeg til stadighed glæder mig til at være sammen med.

The Doodler

Trods julegaveproduktion kunne jeg alligevel ikke lade være med at springe på dette års Stephen West sjalsmysterium.

Jeg var ellers ved at opgive. Jeg havde nok købt opskriften, men jeg havde ikke noget garn, og kunne ikke overskue at købe noget. Muligvis tosset, men ikke destomindre oplevelsen.

Midtvejs i mysteriet havde Bettina inviteret mig med til præsentationen af en ny lille bog. På forhånd havde jeg smugkigget på nettet og var – sandt at sige – ikke specielt imponeret. Jeg tog fejl. Med mulighed for at se modellerne an i levende live, måtte jeg indrømme at det er nogen rigtig fine modeller med gennemtænkte detaljer Katrine Wohllebe har bedrevet.

Og med muligheden for at se modellerne, fulgte også muligheden for at købe garn. Med to sidekammerater, der allerede var godt i gang og talte pænt om de allerede strikkede clues, måtte jeg en tur forbi Karen-Dittes garnbutik i de øvre lokaler – og så var starten sådan set gået.

Jeg valgte at strikke af Agnes. Et firetrådet lammeuld, der har været helt igennem fantastisk at strikke af. Jeg er ikke overbevist om, at det er sidste gang, jeg skal stifte bekendtskab med det garn. Fordi Karen-Ditte ikke havde hele farvespektret, eller fordi jeg ikke kunne finde farver der passede i min smag, valgte jeg at sætte de to grønne Agnesnøgler sammen med et lilla supersoft fra Knoll.

The Doodler er vist nok Stephen Wests eller Westknits, som han også kalder sig, femte mysterie. Jeg har strikket de fire. Jeg er ret vild med Stephen Wests vanvittige ideer, der til tider bliver så syrede og går så meget over gevind, at man kan blive en smule slået bagover.

The Doodler er så absolut et sjal fyldt med vanvittige ideer. Samtidig er det bygget op, så det fra clue til clue ikke var til at vide, hvor det bar hen. Det bar godt. Det er blevet et afsindig lækkert sjal. Et af dem, det ikke er svært at finde ud af at bære. Det sidste er nogen gange lidt svært med Westknits kreationer.

Design: The Doodler af Stephen West

Garn: Agnes Lammeuld i to grønne nuancer fra Familien Davidsen, en lilla Supersoft og en rest Æblegrøn Højlandsuld fra Garnudsalg.

Det færdige sjal vejer 237 gr.

Pinde: En lang rundpind nr 3½.

Størrelse: En hel del større end jeg forestilede mig efter at have strikket første clue. Højden på sjalet er 72 cm, mens vingefanget er 179 cm.

Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften. Næsten.

Jeg lavede to ændringer. Den første allerede i overgangen mellem clue 1 og clue 2. Jeg valgte ganske simpelt at strikke endnu en række retriller i farve B. Helt som alle de andre farve B retriller. Jeg synes det gav en pænere overgang mellem clue 1 og clue 2. Eller mellem sommerfulgevingen/den fladmaste konkylie/det Gaudiinspirerede bølgeværk og snoningen.

Det var ikke svært at få maskeantallet i forhold til snoningen til at passe. Jeg kan bare ikke lige huske om jeg gjorde eller talte noget specielt.

Anden ændring var til allersidst. Sidste og 4. clue er aflukningen af det ekstra påstrikkede bølgede – i mit tilfælde det lilla. Opskriften kommer med tre muligheder. Luk af, strik 6 pinde og luk af eller strik seks pinde, inklusive noget vævstrikagtigt, luk af og genbrug det vævestrikagtige til sjove dutter.

Jeg kunne ikke rigtigt med de der dutter, Eller picoter/musetakker. Men jeg kan godt lide musetakker. Jeg endte med mulighed nummer 2. Og musetakker.

Det var ikke med vilje, men det endte med at passe med seks pinde. Jeg ville gerne have en stribe grønt inden aflukningen. Jeg ville også gerne at det grønne ikke endte ude i den icord, som udgjorde kanten på det allerede strikkede og som Stephen West er så glad for, at den endelige aflukning selvfølgelig også bestod af. For at få placeret den grønne stribe pænt i forhold til en flok omslag og så videre fra clue 3 og aflukningen, strikkede je to pinde lilla, to pinde grøn og to pinde lilla, inden den lange, lange icordaflukning.

Det viste sig at jeg kun havde præcis nok af den grønne tilbage til at strikke den ene af de to pinde, derfor introducerede jeg endnu en grøn, strikkede tilbage i den nye grønne, og brugte den til musetakkerne.

Efter aflukningen af icorden, strikkede jeg mange, mange masker op igen – i bagerste icordmaske – og lukkede af endnu en gang - denne gang med de famøse musetakker. Det tog lang tid at lukke af, kan jeg hilse og sige – flere dage faktisk. Men hold op, hvor er jeg glad for resultatet.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

Traditionen tro

Der er traditioner, der ikke kan brydes. Og så er der traditioner, som måske ikke overlever. Belært af mange år og mange ture, havde vi derfor planlagt ikke mindre end fire juleture. Juleturene er årlige tilbagevendende begivenheder, som altid har masser af tilmeldinger. Og med et max på antallet af deltagere, endda nogen gange venteliste.

Men altså ikke i år. Hvorfor har vi ikke gennemskuet.

Den første tur måtte opgives. Anden tur var med næsten fyldt på alle rækker og da Louise og jeg tog af sted i mandags, var det med kun halvdelen af de børn, vi kunne have haft med. Men det var hyggeligt.

Straks efter sidste skoletime, pakkede vi os sammen og fandt bussen mod toget, før vi kunne begive os op fra dybderne ved Nørreport og gå ad Købmagergade mod Kultorvet, Julemarkeder og indkøb af julegaver, slik og hvad børn ellers finder spændende.

Da alle pengene var brugt, butikkerne var tæt på lukketid og alle havde nået det de havde sat sig for – både Louise og jeg nåede endda et par julegaver – var vi nået gennem det meste af Strøget og satte kursen mod Shawarma House, aftensmad og fremvisning af alle indkøbene.

Vi krydsede Rådhuspladsen på vej mod Hovedbanegården og nåede tilbage til skolen og de ventende forældre tids nok til at julekalenderen klokken otte måtte undværes for en dag.

Trods mandefald i tilmeldingerne, var det en hyggelig tur. Vi holdt varmen, godt klædt på og når de sidste har været af sted i morgen, begynder tankerne om hvordan og hvorfor at hobe op, inden vi næste år skal tage beslutninger om traditioner eller ej.

I starten af december

Det er efterår og jeg er i den grad gået i hi. Listen over hjemmelavede julegaver vokser, og selvom det mest er små ting, bruges hvert eneste ledigt minut hellere med garn og sofahjørne, end foran computerskærmen.

Da det mest er juegaver, der passerer gennem mine hænder for øjeblikket er der ikke meget at vise frem, og måske derfor forsvinder lysten til at fortælle også.

Det er samme historie i Klubben, hvor hobbyværkstedet er lukket land for forældre. Nogen gange bliver de inviteret indenfor, men langt de fleste ved godt, at indtog i hobbyafdelingen er bedst med lukkede øjne og håb om ikke at se noget forkert.

Altså hemmelighedernes tid er trådt i kraft.

Tilbage til hemmelighederne…