Lørdag er langsom og stille.
Lørdag er strik og hækle.
Lørdag er fyldt med overspringshandlinger, mens jeg prøver at overbevise mig selv, om at opvasken venter.
Lørdag er bagning af sandwichboller til morgendagen .. og måske aftensmaden.
Lørdag er selvsmurt aftensmad, hvis nogen er sultne.
Lørdag er faktisk helt okey.
Vi har fri garderobe, når vi holder fest. Ikke alene opbevarer vi tøjet.. og taskerne.. og skoene, men festdeltagerne kan også komme tilbage igen og igen, for at hente penge, mobitelefoner, ekstra udstyr.. eller hvad det måtte være.
Tit og ofte har vi snakket om, hvor langt jeg egentlig går på sådan en aften. I går huskede jeg det, fik min søde kollega til at medbringe skridttæller, og startede tællingen lige inden dørene blev åbnet.
Fire timer senere, havde jeg på et område der dækker 20-25 m2 gået 6002 skridt – frem og tilbage… frem og tilbage. Omregnet mente tælleren at jeg havde gået ca 4,7 km.
Det var mere end jeg havde regnet med. Til gengæld giver det pludselig meget mere mening i forhold til ømme fødder, efter sådan en aften.
Derudover var aftenen en af de rigtig gode. Alle hyggede, stemningen var god og alle lod til at nyde aftenen.
Som en sidegevinst fik jeg også lige at vide, at gråt hår klæder mig… Rart at vide til engang det bliver aktuelt :)
I aften går vi i sort.
Det er to måneder siden vi sidst holdt fest og jeg tager mig selv i at glæde mig til i aftenens fest. I aften er oven i købet ikke en helt almindelig fest. I aften tematiserer vi og tager uhyggen med i form af halloween.
Svævende græskar, flagermus og sorte hatte er en del af arrangementet. Jeg tror det bliver rigtig hyggeligt. Specielt fordi ungerne virker meget mere interesserede, når der også på forhånd er meldt ud, at ingen udklædning er nødvendig.. for det gider de ikke. I hvert fald ikke når det er dikteret.
Når der ingen tvang er, er det utroligt som de kan sidde og snakke om sort, orange og uhygge. Så meget, så jeg er lidt spændt på, hvor udklædte de alligevel bliver.
Ungersvenden satser stadig på en tilværelse som kok. Hidtil har det ikke betydet de store overraskelser fra det hjemmelige køkken, og kompetencerne kan umiddelbart ligge på et meget lille sted.
Anders har sat foden ned og besluttet at står ønsket ved magt, er det i orden at stille krav og udfordre i forhold til madlavningen.
Efterhånden har begge ungerne stået for og haft deres egen maddag – der ikke kun betyder madlavning, men også indkøb – så længe, at det bare fungerer.
Sidste uge lød kravet derfor på, at Ungersvenden ikke må lave mad, uden også at lave både sovs og grønt tilbehør. Sidste uge blev sovsen til en pulverversion, for andet vidste han ikke noget om. Han fik faktisk et temmelig blankt blik i øjnene, da talen faldt på sovs.
BedsteVeninden lå inde med en bog om sovs. Den kom med hjem i lørdags og engang i formiddags fandt han den frem, til en lettere gennemlæsning.
I dag lavede han så sovs.. og kylling, og kartofler, og råkost… men sovs. Af den slags der starter med smeltet smør, mel og væde. Sovs af den slags, der ind imellem klumper og kan være rigtig svært at lave.
Ungersvenden vidste ikke noget om opbagte sovser, vidste ikke det var det, han havde lavet, vidste slet ikke at det efter sigende er svært.
Han lavede en perfekt sovs, der ikke bare så godt ud, men også smagte fantastisk.. Så fantastisk at jeg måtte liste mig til lidt ekstra.. nej okey, ret meget ekstra…
Hjemvendt i går lå en pakke.
Ungersvenden havde heldigvis været hjemme og kunne modtage.
Pakken indeholder femten nøgler Peer Gynt fra Sandness Garn og er sendt fra yndlingsfamilien i Århus.
Jeg har nemlig lovet at strikke en ny sweater til Michael.
Jeg var lige ved at hoppe på og straks kaste mig over strikkeprøve og udregning. Jeg endte med at lade den stå og forsøge med lidt fornuft.
Jeg har mange projekter i gang lige nu.
En sweater til Anders.. som nu må vente. En sweater til Daniel… som synger på sidste vers og gerne skal blive færdig lige om lidt. Et tæppe der ikke mangler mange pinde og et par småting, der nok ender med færdighed hen ad vejen.
I hvert fald skal tæppet se enden, før jeg “må” gribe til det grå uld… I hvert fald…
Jeg troede det ville tage længere tid.
Jeg troede det var langt sværere.
Det kræver tålmodighed – helt sikkert. Og præcision. Men derudover kan alle være med.
Den første taske er færdig. Den er ikke så stor, nærmest en stor pung.
Seks tøser sidder og folder løs. Efterhånden som min model skred frem, blev lysten større. Flere står klar i kulissen og et par af drengene har endda udtrykt interesse. Mere end en af mine kolleger forventer en anvisning, og jeg er ikke færdig endnu.
Jeg brugte siderne fra en bryllupsudgave af et eksklusivt modekatalog. Lækre tykke glittede sider, der fik et lag tape, for bedre holdbarhed. Det giver tykke lækre foldede led. Måske lidt for tykke. I hvert fald var det svært at få bunden pæn.
Næste forsøg bliver derfor sider fra den bunke med Alt for Damerne, jeg har liggende. Jeg har allerede hevet de første mange sider ud, og satser på et studie i grønt – hvis jeg kan finde nok.
Men først er der flagermus til fredagens fest i uhyggens tegn. Mens vores samrabejdspartnere lovede at omforme rispapirslamper til græskar, der kan hænge, lovede jeg at lave store flagermus til udsmykning af væggene… og glemte det lidt igen.. Godt der stadig er et par dage til fredag.
Note: anvisningen er fundet hos Genbrug bli’r guld.
Når strukturen ikke længere giver mening, skal den ændres.
Udmeldingen i dag lød på at strukturen forsvinder, og vi får fri hænder til at bygge nyt op (så længe timetallet passer i sidste ende).
Det er ikke til at vide, hvor vi ender, men det er spændende. Det bliver en rejse jeg glæder mig til at være en del af – glæder mig til at være med til at præge og finde den rette vej for.
Jeg strikker stadig. Jeg er nået hele to gange i rundt på starten af et ærme…
Men så var det jeg faldt over teknikken til flettede tasker. Teknikken, der vistnok startede med slikpapir og siden udviklede sig til at omfatte hvad som helst – bare helst genbrug.
Jeg har set dem, og savlet lidt over de små fine tasker af foldet papir. Jeg har set dem flere steder, både live og på nettet, men jeg har ikke kunne finde en beskrivelse, jeg kunne forstå.
Indtil jeg kom forbi hos Morskaber, der har lavet flere af de atråværdige vidundere. At hun så også linkede til en beskrivelse, der bare virker, var næsten for meget af det gode.
Jeg prøvede først med små felter, så prøvede jeg med nogle større og endte med nogle midt imellem.
Senere fandt jeg et gammelt modeblad, fra dengang jeg var i Paris og ikke kunne tage hjem, uden at have ribbet en hel reol for blade med kjoler og inspiration. Et blad fyldt med brudekjoler og sider af en lækker kvalitet.
bevæbnet med bred tape fra tigerbutikken, til beskyttelse af papiret, og beskrivelsen gik jeg i gang og fortsatte, da jeg kom på arbejde. Foreløbig har jeg læst fremad og selvom beskrivelsen virker ganske tilforladelig, er jeg ikke i tvivl om at det kræver lidt fingersnilde.
Alligevel har jeg lokket de første to tøser til at vove forsøget. Så jeg fortsætter og måtte lige nå til samleleddet, da jeg nåede hjem efter arbejde – jeg skal jo gerne være et skridt foran, så jeg hele tiden kan fremstå som den voksne, der ved hvad det handler om.
Gad vide hvor mange jeg kan overtale til at folde i den kommende tid. Jeg er i hvert fald klar til mere.
I aftes jokede Emilie med, hvad der ville ske, hvis hun eksempelvis havde glemt sin mobiltelefon i Frankrig.
Senere kom Anders hjem, og har forlagt sine nøgler (vistnok i en taxi)..
I morges mødte Tøsebarnet Nemesis… Hun har glemt telefonen - på sengen i hytten i Frankrig…
Jeg har skrevet til Disneyland, lukket telefonen og overvejer om ikke Anders har ret, når han mener det vil være billigere at købe en ny, end få den gamle sendt – forudsat den findes…
Mange tanker en stille morgen.
