Himlen er høj, strømper og støvler er skiftet ud med små sko, det varme overtøj hænger på knagen og kommer ikke i brug i dag.
Der er sommerstemning i luften, fuglene kvidre lystigt og solen skinner, så solbrillerne kommer på overarbejde.
Men pas på, siger en indre stemme, at du ikke bliver syg. Der er tydelige tegn på, det endnu ikke er højsommer. Træerne med de lyserøde blomster står endnu kun i knop. Men lige om lidt….
Jeg glæder mig til en lang cykeltur :)
I Centret er der gjort klar til påsken med scenekunst hver dag.
Emilie er afsted, der er talentshow, i morgen er der Johnny De Luxe, og hun har allerede planlagt og fundet en T-shirt frem, der kan skrives autograf på.
Daniel er på vej, han skal til koncert og har planlagt det hele, med overnatning hos en af kammeraternes morforældre. Afsted det går, med sovepose og penge på lommen.
Om lidt kommer tøsebarnet hjem, for endnu engang at motionere cyklen. Vi skal Hvidovre, til Bedstevenindens søster, hvis datter har ryddet ud i skabet, og sådan en gang kludeovertagelse er noget nær himlen for Emilie.
Imens kan vi andre drikke the og kigge på kattene.
For omkring 14 dage siden tilføjede Mette en tæller på sin side. Det fik mig til at overveje om jeg også skulle.
Jeg har tænkt det før. Egentlig er det ikke så vigtigt hvor mange, der læser min blog, men jeg kan alligevel ikke sige mig fri for at være lidt nysgerrig.
En tæller er ikke bare en tæller. Jeg vidste godt, jeg ikke ville være tilfreds med et antal af besøgende på siden, hvis ikke også jeg ville få oplysninger om de unikke besøgende.
Jeg søgte og faldt over Google Analytics, oprettede mig og tilmeldte min blog.
Mit ønske om antallet af unikke besøgende er opfyldt, sammen med et væld af alskens analyser i forbindese med besøg på min side.
Jeg har selv været lidt rundt i de uanede mængder af informationer jeg hver dag kommer i besiddelse af. Min kæreste derimod brugte temmelig lang tid en aften og kunne konstatere meuligheder for at hente oplysninger om hvor besøgende kommer fra, hvilke søgeord der er brugt for at ramme min side, hvor længe der er brugt på siden, hvor mange der vender tilbage etc etc etc….
Jeg er lidt benovet over alt det, jeg nu har mulighed for at vide!
Mens solen står ind ad altandøren, der endelig kan stå åben, cykler jeg en hurtig tur efter noget spiseligt, der kan laves uden de store armbevægelser.
Jeg kan godt lave mad, men jeg gider ikke. Ikke hvis jeg kan blive fri. Hvis ikke det var for de to miniudgaver af mig selv, der konstant og i stride strømme forlanger spiseligt, ville jeg nok glemme at spise. Eller i hvert fald spise på mærkelige tidspunkter, i takt med at min mave begyndte at kræve.
Jeg fandt brød og lidt lækkert tilbehør, nu braser det på panden og ovnen er kommet i svingninger.
Der er stadig tid inden tallerkenerne skal findes frem, mon ikke der er tid til endnu en række på tæppet :)
Jeg syer baner, på kryds og tværs og med lang tråd, også selvom firkanterne ikke hænger sammen. Jeg bilder mig ind, det sparer tid og giver knap så mange endehæftninger.
Jeg springer gerne over hvor gærdet er lavest – hvis resultatet bare er i orden :)
Nogengange går alting hen over hovedet på mig, eller måske formår jeg bare at lade være med at læse og forstå beskeder.
Jo jeg vidste da godt de havde internationale dage på Emilies skole, jeg havde også hørt at der var noget med torsdag aften. Jeg havde bare ikke lige forbundet det med mig.
Jeg nåede lige ind ad døren, da tøsebarnet informerede om at vi skulle altså være ovre på skolen om 10 minutter og se det de havde lavet.
På med støvler og overtøj igen til en tur gennem Kina, Mellemøsten og Afrika.
Ungerne havde i tre grupper arbejdet med eventyr fra forskellige lande, lavet flotte kulisser og læste eventyr højt for forældrene.
Efter fremlægningen var der frit slag over resten af skolen, hvor duften af fremmed mad kom i møde fra alle kanter. En klasse havde omdannet lokalet til en tyrkist bar, hvor skoene blev efterladt udenfor, man sad på puder på gulvet og så på mavedans, mens røgelsen bredte sin eksotiske duft over det hele.
Jeg havde ingen penge med, og Daniel skulle lave mad hjemme, så i stedet gik vi rundt og kiggede. Jeg endte med at tage hjem igen, klassens oplæg var slut, mens Emilie blev og hoppede rundt på de store sten i skolegården.
Et vistnok flot arrangement, jeg er bare ked af ikke at have hørt om det på forhånd.
Helt fra Ålborg har Inge sendt de lækreste karameller og de sødeste høns.
Tusind tak :)
Mit bidrag til Operation Påskeglad skal afsted mod Norge og der ligger en pakke og venter på mig … mon ikke det er overraskelsen til mig :)
Men jeg er tilfreds – det bliver rigtig godt!
