Selvom jeg ikke mente at skulle hækle alt for meget, kunne jeg i mandags alligevel ikke lade være at tage turen til Frederiksberg efter arbejde, for der ligger en garnbutik, med masser af forskellige farver bomuldsgarn.
Vejret viste sig ikke fra sin bedste side i mandags, det var nærmest gråt i gråt. Fra Rødovre mod Vanløse passerede jeg Damhusengen fra den nordlige side. Som der ofte gør, lå der et fint tæppe af dis over engen, hvorover der i de tidlige morgentimer som regel hænger en regulær mosekonebryg. 
Damhusengen er tidligere mose, så den tætte tåge er ikke så underlig. I tidligere tider fyldte søen hele området hvor engen i dag er skåret fra med dæmningen. Mangen en Sankt Hans Aften har den tætte suppe over engen været med til at danne det helt rigtige bagtæppe til hekseafbrænding og opsending.
Lidt længere henne ad Jyllingevej kom jeg forbi dette flotte skilt. Jeg har aldrig hørt om skyggelandet, men det viste sig at være en fantasybog – måske jeg skulle henvise ungersvenden, han har lige brokket sig over at have læst den igangværende bog færdig, og nu ikke have noget at læse i!
Op mod Ålekistevej er kirken i Vanløse et vartegn, der kan ses langt væk. Det er ikke egentlig en særlig smuk kirke, men jeg kan godt lide tårnet, der kan ses fra flere retninger. Samtidig bringer den minder.
Begge mine børn er døbt i Vanløse kirke. Da den første kom til verden, havde vi egentlig besluttet at han ikke skulle døbes, men presset fra familien blev alligevel for stort.
Jo mere jeg tænkte over det, jo mere enig blev jeg med mig selv om, at jeg godt kunne leve med dåben set som en præsentation og fremvisning af barnet. Samtidig bygger mine moralske og etiske holdninger på kristendommen, så i sidste ende kunne jeg godt forsvarre at døbe mine børn, selvom jeg ellers ikke kommer i kirken.
Jeg har senere hørt at de tanker har et navn – det hedder at være etnisk kristen – dengang havde jeg ikke brug for et navn!
Fra kirken kørte jeg videre mod stationen. Vanløse Station fik en ordentlig overhaling for nogle år siden, og ser så fin ud med den nye røde maling. Lige efter Vanløse Station ligger Flintholm Station, der med alt sit glas giver et ganske andet indtryk.
De er meget forskellige de to stationer, hvor Flintholm er et produkt af vor tid, med glasfacader, –tage, metro og en effektivitet er Vanløse det gamle, der ligger klemt inde mellem nye bygninger og fastholder det hyggelige, langsommere tempo.
Vanløse Station rummer også minder om besøg hos min mors moster, en bramfri gammeljomfru, der tog tingene som de kom, og gerne sad timer i et busstoppested og kiggede på de mennesker, der gik forbi.
Jeg holdt meget af at besøge Esther. Hun boede tæt ved Vanløse Station og jeg kendte vejen fra stationen til hendes hjem, men anede ellers ikke hvor i verden jeg var. Først da min mor mange år senere flyttede til Vanløse, gik det pludseligt op for mig, at her var et område, jeg kendte!
I tasken har jeg papirgarn, jeg har meldt mig til Operation Påskeglad, og jeg har en ide.
Lige der mellem Vanløse og Flintholm Stationer hang jeg fast i tandhjulet til cykelkæden og lynlåsen på mine gamle støvler, der fligtigt har fulgt mig de sidste 4-5 år, kunne ikke reddes. Heldigvis kunne den øverste halvdel af lynlåsen stadig lynes, jeg kunne ellers lige se mig fortsætte med flagrende støvler – de holdt til jeg kom hjem og Anders måtte hjælpe mig ud af dem.
Nu går jeg så og overvejer om det er værd at få sat en ny lynlås i – jeg gør det nok, for jeg er glad for de støvler!
Bagom Flintholm drejede jeg mod Frederiksberg og tog omvejen forbi Frederiksberg Hospital, hvor begge mine børn er født. Daniel da ombygningen af fødeafdelingen netop var begyndt og de meget grønne vægge på fødestuen ofte fik blege fædre til at se syge ud, Emilie efter renoveringen på en fødestue med yndige hvide lammeskyer på vægge og lofter.
På Godthåbsvej fandt jeg garnbutikken, lige der hvor jeg huskede den lå. Bare med et nyt navn, men stadig med masser af bomuldsgarn til billige priser. Dog ingen i lige de farver jeg ønskede mig. Jeg fandt i stedet indenfor og fandt grønne nuancer jeg kunne lide.
Godthåbsvej bragte også minder om dengang Daniel var helt lille og skreg flere timer hver aften. Indtil jeg fandt ud af at pakke barnet i barnevognen og gå i mindst to timer, hver aften i 4 måneder. 
Dengang var jeg glad for at vi boede i en lille lejlighed på ydre Frederiksberg. Jeg havde 3-4 ruter, nogle om Nørrebrogade, nogle om Godthåbsvej eller Fasanvej, hvor butikkerne heldigvis skiftede udstilling hver uge, så der var noget at kigge på, mens jeg gik og gik.
De var rare de ture, og efterhånden lærte jeg hvornår vi skulle afsted og hvor længe vi skulle være væk, ellers virkede det ikke og barnet blev bare ulykkelig, når vi nåede hjem.
Hjemad kørte jeg ad Den grønne Sti, der der anlagt gennem Frederiksberg for cykelfolket og fodgængere og på ingen tid og uden bilos fører gennem stille områder af Frederiksberg og de omliggende kommuner. 
Jeg fortsatte ud ad Roskildevej og nåede Damhussøen fra den modsatte side. Også her var der gråt, så gråt at himmel og vand nærmest havde samme farve og var svære at skelne fra hínanden, hvis ikke lige det havde været for den strimmel træer, der står langs dæmningen.
Blødt tøj, sokker, pulsvarmere til kolde fingre og en ekstra sweater, the, slik og cola – check
For at skåne håndledet, kom der gang i broderiet igen. I løbet af de sidste dage er hjørnet nået og fyldt ud. 