Under træet

 

Kan du huske hvor de ligger? spurgte min mor, da vi snakkede om kirkegården. Ja, svarede jeg, De ligger oppe i den anden ende. Og det var ganske vist.

 

 

Den anden ende er nemt at sige. Jeg kunne have sagt under træet, det ville have været lidt mere specifikt, men jeg mente umiddelbart at jeg vidste hvor jeg skulle hen. Da vi gik ind ad lågen, vidste jeg stadig hvor jeg skulle hen, men nåede et kort øjeblik at blive i tvivl om hvorvidt jeg skulle lede lidt, inden jeg fandt det helt rigtige sted. 

Det skulle jeg ikke, jeg gik direkte. Det hjalp selvfølgelig at jeg vidste de lå under et træ - og der ikke rigtig er andre træer at ligge under i den retning jeg vidste jeg skulle. At jeg ikke har været i Nyborg længe nok til at komme forbi de sidste godt tyve år, betød altså ikke at jeg havde glemt hvor de bor nu.

 

 

De ligger fint, min mormor og morfar, med udsigt over byen. Det gør det ikke mindre fint at alt er grønt, alting sprunget ud og vejret var fantastisk. 

Vi snakkede lidt om tid, om liv og minder, inden vi gik videre. Vi gik gennem kirkegården, forbi fine steder. Nyborg kirkegård er et smukt sted. Vi kom forbi kapellet, og gik ud af hovedporten.

 

 

Ved rundkørslen mod byen står med kunstværket af glas og metal, jeg aldrig rigtig har forstået, men som altid har betydet at nu er vi ved at være hjemme når jeg har besøgt min mormor og morfar. selvom de har flyttet bopæl kan den følelse stadig bruges.

 

 

Et skønt gensyn

 

Da jeg første gang hørte om Strik i Danmarks hjerte, slog det mig at jeg skulle med. Ikke så meget for garnet (det er altid hyggeligt) men byen.

 

 

Nyborg, byen mine morforældre bosatte sig i, og levede i til de ikke levede længere. Byen hvor min mor voksede op, og hvor jeg har brugt mange ferier i min barndom og tidlige ungdom. Byen, der i dag rummer flere minder og mere nostalgi end egentlig nutid, for det er alt for længe siden jeg færdedes hjemmevant og uden at tænke så meget over hvordan der så ud. 

Jeg fik sagt noget om turen og Emilie ville med. Selvfølgelig skulle hun med, vi skulle have en dag ud af det - og det fik vi. En god lang dag - vi gik omgående omkuld, da vi nåede hjem.

Vi var kun lige stået af toget, og var på vej mod garnmekkaet, da jeg udpegede skolen, der lå lige rundt om hjørnet fra mine morforældres hjem, og blev i tvivl om min mor gik på lige den skole, eller en anden. 

Det spørger vi mormor om! Sagde Emilie og ringede samme mormor op. Jo, jo, hun gik på selvsamme skole og da byen føltes en smule skrumpet, og Wørishøffersgade var lige rundt om hjørnet, besluttede jeg at vi hellere måtte gå den vej først, så skulle vi nok finde garn senere.

 

 

Og der lå det så, huset min mor voksede op i. Der er vist nok noget med et lille utæt hus langt ude på landet, inden Nyborg, men har var den del af min mors barndom jeg kender. Huset på hjørnet af Wørishøffersgade og Svanedamsgade. En lille lejlighed med to stuer, køkken, soveværelse og et lille bitte toilet. Bad fandtes ikke. I min barndom kørte de ud til min mors storebror og hans kone hver weekend og gik i bad. Jeg ved faktisk ikke hvad de gjorde tidligere... Mon der har været en badeanstalt, eller en balje i køkkenet? Det ved min mor. 

De to sidste vinduer i stuen, til højre for døren, var min mormor og morfars. Min mormor faldt en gang ud af et af dem, da hun pudsede vinduerne, og brækkede armen. Da jeg var barn var der ingen altan på øverste etage, men et tørreloft og små værelser. Min mors lillebror boede oppe på loftet. Det gjorde storebror vist også,, dengang han boede hjemme. De havde en telefon mellem etagerne, så han kunne ringes ned når der var mad.

I min barndom boede slagteren på hjørnet. Når vi kom ind i butikken, blev min mormor tiltalt ved navn, altså Fru Rasmussen og synede kødet inden hun nedlod sig til at købe det. Senere lukkede slagteren. Jeg har en ide om, at der åbnede noget andet, jeg kan ikke huske det. Under alle omstændigheder er døren nu muret til, så mon ikke der er en lejlighed, der på hjørnet. 

 

 

Sidst min mor var i byen kunne man gå gennem opgangen og ind i gården. Det kan man stadig. Døren stod åben så vi gik igennem. Ude i gården pegede jeg på vaskekælderen og kunne huske der var en gammel grukedel, der ikke længere blev brugt dernede: Joh, det var der vist noget om, kunne en gut, der sad og røg fortælle. 

Døren til venstre går ind til mine morforældres opgang. Det trefløjede vindue ved siden af er køkkenet, soveværelsesvinduet er uden for billedet. Trappen til højre for døren fører ned i kælderen. 

Jeg fortalte om dengang vi legede i gården på gyngerne der var hængt op, eller endnu tidligere, da min mor og gårdens unger, blandt andet Arne Lundemann, spillede teater og opførte for alle de voksne for et par ører.  

Vi gik ud gennem nabogårdene, til udgangen, der ligger et stykke henne ad gaden. og fortsatte ud ad Wørishøfffersgade mod kirkegården. 

Længere henne bliver etageegendommene afløst af rækkehuse. Derhenne boede min mormors veninde. Det var spændende at komme med på besøg i de fine stuer, fyldt med nips og blondegardiner. 

Endnu længere henne, for enden ad vejen, bliver rækkehusede afløst af villaer. Mange med navne. Det synes Emilie var hyggeligt, og det gik op for mig at hun er vokset op og har trådt sine barnesko helt andre steder end jeg - nok temmelig almindeligt - langt fra huse med navne. 

Vi tænder lys i vinduerne

Min far var fra april 1941, og dermed netop fyldt fire år, da befrielsen var en realitet.

Min farfar havde en planteskole nord for Nakskov i Kastager, og var en del af det bedre borgerskab. Og dermed også blandt de første der fik egen telefon, fjernsyn og køleskab. Det står der ikke noget om i kapitlet skrevet af min far i bogen om barndommen på Lolland.

Han erindrer flere episoder fra tiden omkring besættelsen og lige efter. På en dag, hvor vi sætter lys i vinduerne, får jeg lyst til at dele nogen af dem.



Jeg er vokset op på en planteskole i Kastager med to mindre søskende. Min første erindring var, da jeg kørte bil alene - næsten. Jeg må have været fire år. Det var i slutningen af besættelsen. Min far havde købt en opklodset Ford A fra cirka 1930. Under besættelsen var det kun læger og udrykningskørertøjer, der kunne få brændstof. Bilen havde tilhørt en cykel- og radioforhandler, der boede nogle få huse fra mine forældres ejendom. Vi havde dengang folk, der boede og fik kost hos os. De hjalp min far med at skubbe bilen hjem, mens jeg sad på forsædet og styrede efter bedste evne. Min far havde rullet sideruden i døren ved førersædet ned og korrigerede en gang imellem bilens retning. Men bortset fra det, var det altså mig, der kørte den.





Under besættelsen dyrkede min far tobak. Forsyningslinjerne til de varme lande var jo afbrudt. Det var en hel legal dyrkning, hvor toldvæsenet kom for at kontrollere, at man ikke dyrkede mere, end der var givet tilladelse til. Tobakken skulle sendes til en tobaksfabrik. Som et led i aftalen fik man returneret nogle såkaldte dyrkercigarer. Dem solgte min far til godsejeren på det nærliggende Vintersborg. Som modydelse fik vi brænde fra godsets skov, endda leveret helt ind på loftet i et udhus. De store landbrug havde jo dengang mange medarbejdere til forefaldende arbejde. Af uforklarlige årsager var der hvert år noget tobak tilbage, når høsten var leveret til fabrikken. Det cyklede en af min fars medhjælpere rundt og solgte til venner, bekendte og måske også andre. Jeg har fået fortalt, at engang hvor en del af den tiloversblevne tobak var så fugtigt, at det ikke umiddelbart kunne bruges, mente min far, at det kunne tørres i husets bageovn. Jeg ved ikke hvordan det lugtede, men min mor nedlagde forbud mod flere af den slags forsøg.





En oplevelse, der står knivskarpt i hukommelsen, er, at jeg sammen med min far er inde hos P.O. Pedersen i Søndergade. Indehaveren gav mig en ting, der lignede en brun frø og sagde, at den skulle jeg have. Jeg vidste ikke hvad det var. Jeg havde hjemme et trælegetøj, vistnok en ko, så jeg regnede med at det var noget lignende. Jeg holdt den i hånden, til den begyndte at smelte. En af de voksne sagde så, at det var en chokoladefrø. Det var en af de store fra Toms. Tidsmæssigt må det være efter besættelsen, da jeg ikke mener, man kunne købe den slags luksus, så længe krigen rasede. 




Billederne er begge min far - det sidste i tobaksmarken. 

Og mens vi bruger dagen på at mindes femoghalvfjerdsåret for befrielsen, kan jeg mærke at dagen i dag, også bringer minder om min far.

Min landsby på Lolland

For et par år siden satte Alfred Gynter Christensen fra LollandBibliotekerne sig i spidsen for et storstilet projekt. Han samlede barndomserindringer fra hele Lolland, fra alle generationer og satte dem sammen til en bog.

Min far bidrog dengang med sine barndomserindringer og bogen står i min reol.







Sidste år startede samme Alfred endnu et projekt. Denne gang ville han høre om landsbyerne på Lolland, og endnu en gang satte min far sig bag tasterne. Denne anden erindringsbog er knap så personlig som den første, fordi den i højere grad vidner om landsbyliv end barndomsliv. Alligevel er den også et vidnesbyrd om landboliv både i børnehøjde, men også med et voksenperspektiv.

Da min far i juli døde, havde han færdigskrevet manuskriptet og sendt det til Alfred, der havde sendt et udkast til en redigering tilbage. Han fortalte os om udkastet, men fik aldrig selv arbejdet videre med det. Det gjorde vi. Vi var overbeviste om at han gerne ville have det udgivet, og opsøgte derfor Alfred, der heldigvis havde tid til os midt i frokostpausen, samme dag som min far trak sit sidste åndedræt og vi alligevel var i nabolaget.

I samarbejde med Alfred blev min fars ord til et kapitel i bogen om Lollands landsbyer, vi ledte de gamle fotoalbum igennem og fandt billeder fra min fars tidligste forsøg med kamara, mens Alfred fandt billeder i det lokalhistoriske arkiv, som dokumenterede de dele af landsbyen min far beskriver.

Det er måske ikke de billeder min far ville have valgt, men de passer fint i historien.





Bogen udkom i november, denne gang var det mig, der sørgede for at både min søster og jeg i dag har den stående, og mens jeg har læst min fars bidrag flere gange, har jeg ikke helt så travlt med de andres. De kan ellers formentlig være spændende at læse.



Min far skriver blandt andet:

Vi var mange børn dengang, og der blev arrangeret forholdsvis mange ting for os. Til fastelavn "Katten af tønden", hvor vi efter tur slog på en udrangeret smørdrittel fra Mejeriet. Indeni var der en kat, dog ikke levende, men kun af pap. Når vi langt om længe havde slået tønden i stykker, og katten var faldet ud, fik vi hver en pose slik. Det med slikket gentog sig ved juletræsfesterne, hvor vi først måtte gå rundt om juletræet. Ved alle lejligheder legede vi "Bro bro brille", og hvad de forskellige lege nu hed. For de voksne var der madposebal, hvor hver enkelt familie selv medbragte madvarer. Efterfølgende var der dans til musik af de lokale spillemænd, som ikke alle spillede lige godt. Selvom der på det tidspunkt har været stor forskel på rig og fattig, var det ikke noget vi børn oplevede i hverdagen. Vi legede sammen uanset hvilket samfundslag vi kom fra.



Min far, farbror, faster, farfar og farmor.

Min barndom på Lolland

I forbindelse med byjubilæerne i Nakskov og Maribo – Nakskov 750 år, Maribo 600 år – i 2016, opfordrede LollandBibliotekerne folk til at sende beretninger om deres barndom på Lolland ind til et samlet værk.



Det blev til 68 (67 + et “glemt” indlæg, der siden er trykt i Ekstra Posten, men indgår i andet oplag) meget forskellige personlige historier der spænder over langt det meste af det tyvende århundrede. Den ældste erindring er skrevet af en dame, der er født i 1913, mens det nyeste har rødder i firserne.
Historierne er selvsagt meget forskellige. Fordi de er skrevet af mange generationer, svinger sproget, fortællemåden og vinklerne gennem hele bogen. Hver historie fylder omkring seks sider i den forholdsvis store og tunge bog. Historierne er krydret med billeder fra fortællernes egne fotoalbum, og den er hyggelig at bladre, kigge og læse lidt i.
Den første udgave blev trykt i tusinde eksemplarer, og der blev holdt en storstilet reception på Nakskov Bibliotek i november. De tusinde bøger forsvandt med lynets hast og andet oplag, med en ny forside er derfor på vej.




Jeg er ikke fra Lolland, men det er min far. Han er også en af bidragsyderne, og derfor ønskede jeg mig bogen i samme øjeblik han fortalte om den. Juleaften kunne jeg pakke den ud. Min far havde snedigt nok foreslået mig at vente med at købe til efter jul, og sørgede derefter for at jeg alligevel fik den.
Det er sjovt at læse de små beretninger, jeg gennem min barndom har hørt, sammen med billeder jeg ikke før har set. Og jeg husker flere brudstykker jeg gennem tiden har hørt, som snildt kunne have været med, men som de forholdsvis få sider ikke har levnet plads til.
Det er også spændende at læse andres beretninger, omend min fars selvfølgelig er den mest spændende i min optik. Jeg hælder helt klart mest mod de ældste fortællinger, måske fordi de nyere er nemmere at relatere til og derfor ikke helt så anderledes og spændende end min egen barndom.
Jeg synes det er en fin bog LollandBibliotekerne med Alfred Gynther Christensen i spidsen har sat sammen. Og med en historie ad gangen, får jeg helt sikkert læst dem alle sammen en dag. Ikke på en gang, men lidt ad gangen.

Det kræver den næsten.