Jeg fik bagt, selvom det tog tid og køkkenet måtte ryddes først. Jeg var ellers ved at tabe underkæben af ren benovelse den anden dag, men selvstændige initiativer sker åbenbart ikke på en regulær basis.
Jeg tror jeg er ved at nå dertil, at jeg sørger for køkkenet, glæder mig når andre gør det, og inden jeg får set mig om er husstanden alligevel skrumpet til en mængde, der får køkkenskriverierne til at se ud som en leg.
Når jeg så engang skal være den besøgende i de nye hjem, vil jeg tænke som min farmor, der aldrig kunne drømme om at rejse sig og hjælpe i andres hjem. Man er vel ikke kommet i byen, for at skulle stå i køkkenet, sagde hun altid. Det var også hende, der var meget imod andres hjælp i hendes køkken.
Men nu er der muffiins. Både store lækre, og efter Emilies ønske en flok små og fine. Der skulle være nok både til togture, Malmøhygge og til de stakkels efterladte, der vist nok glæder sig til en dag uden tøserne i hjemmet.
Jeg er ved at være klar, så er det spændende, hvor hurtigt jeg kan få pigerne ud af døren, når de ankommer engang ved ti-tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar