Tanker om vægttab

 

Jeg kan passe mine cowboybukser nu. Det er stort.

 

 

Siden passsagen af uge ti, har jeg kunne mærke en forskel i hastigheden af vægttabet. Ikke at det kom bag på mig. De første kilo er som oftest lettest at tabe. Bare en forskel.

 

Jeg kan også mærke en forskel i tilgangen til vægttabet. Det er stadig et fokuspunkt, det er bare ikke så vigtigt, hvor hurtigt det går.

 

I den forbindelse må jeg tilstå at selve vægten betyder mere for mig, end jeg troede. Egentlig er jeg tilhænger af sund fornuft, se sig selv i spejlet, strammende bukser og målebånd i forhold til at at holde en linie man selv stikker ud. Praktisk virker det bare ikke sådan for mig. Hvis ikke jeg vejer mig hver dag, mister jeg fokus og tager på. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kan bare se, at sådan er virkeligheden.

 

Så jeg vejer mig. Hver dag. Ikke som en daglig pinsel eller et virkemiddel til at slå mig selv oven i hovedet. Men som en del af et ritual, der bliver til positive tanker og åbenbart virker for mig.

 

Vægten er kun en lille del, for min omlagte kost er langt vigtigere. Det er godt for mig. Jeg får mere energi og er frisk, når jeg vågner om morgenen. Slækker jeg et par dage, kan jeg med det samme mærke mindre energi og mindre friskhed. Det er lidt spændende, og får mig kun til at tro mere på mine nye kostvaner.

 

Jeg har et mål. Men det er stadig så langt væk og så difust at jeg vælger at fokusere på nu og her og ved at selvom det tager lang tid, så når jeg det, jeg skal nå, en eller anden dag. En gang.

 

Og det går nedad.

 

 

Indtil Karina ødelagde det hele. Kom med teorier, der lyder rigtige. Teorier, der fik mig til at tænke, selvom min umiddelbare reaktion var noget i retning af, at nu skulle hun ikke komme og ødelægge hele min plan.

 

Karina snakkede om hvordan kroppen ikke kan kapere et vægttab på mere end ti procent af startvægten. At kroppen så tror der er hungersnød, og begynder at optimere brugen af alt, der kommer indenbord. At kroppen kæmper for at vende tilbage til normalen. At det ofte er grundlaget for yoyovægte – Tab tredive kilo, tag femogtredieve på. At det er grundlaget for at KZfanger har kunne overleve på to kartofler om dagen, at kroppen kæmper en kamp, kroppens ejer ikke nødvendigvis er enig i.

 

Jeg måtte vedkende, at mit oplevede skift skete netop der, hvor grænsen på et vægttab på ti procent blev overskredet. At teorien hænger fint sammen med den gængse viden om, at de første kilo er lettest at tabe. At andre teorier siger at kroppen altid gerne vil tilbage til den højeste vægt den nogensinde har haft. Eller i hver fald den vægt kroppen opfatter som normalen.

 

For som Karina fortsatte; så vil kroppen gerne anerkende en ny normalvægt og dermed et nyt vægttab på ti procent. Men kroppen er langsom. Det optimale er derfor at tabe de ti procent, holde vægten et år, mens kroppen langsomt forstår, at det er så min nye normalvægt, og så sætte ind og tabe endnu ti procent… vente, tabe, vente, tabe… indtil målet er nået.

 

Godt så!

 

Jeg synes ikke om det. I øjeblikket. Men det gav næring til tanker. Og jeg tror hun har ret. Jeg er bare ikke villig til at give min krop et helt år. Til gengæld er jeg villig til at vente de tre måneder til efter jul og så give den en skalle med endnu et vægttab.

 

Jeg er også godt tilfreds med min nuværende fremgang. Jeg er godt tilfreds med mine nye kostplaner og selvom jeg gerne ville kunne skrue mig ned i de to par bukser, der endnu ikke kan lukkes, kan jeg godt vente.

 

Udfordringen er nu at holde vægten. Det er lettere sagt end gjort. For hvad er det så jeg skal spise? Hvad er det jeg skal have mere af? Og hvordan skal planerne nu skrues sammen?

 

Jeg har været på biblioteket og låne næste bog i rækken, i forsøget på inspiration. Jeg har ikke fået læst i den, men efter et par uger, hvor vægten fortæller mig, at det går fint, er det slet ikke så angstprovokerende at skulle holde vægten, som det blev et kort øjeblik.

 

Og jeg kan stadig være i mine cowboybukser!