Med tungen lige i munden

Min mor kom forbi. Lærte at samle ringe til cirkler. Lærte også at sy sammen.

Det første kræver en hel del mere koncentration end det sidste. Men det lykkedes og tanker dukkede op. Om min morfar i hine dage, der som storperfektionistisk ikke lod sig klare med hvad som helst, og ofte arbejdede med tungen i mundvigen, når småtterier og detaljer skulle på plads.

Undervejs dukkede Anders op fra søvnens milde favntag. Noget klatøjet og med næsen fyldt. Godt han kunne blive hjemme i dag. han forsvandt dog hurtigt, for et lille hyggeligt projekt er ved at tage form. En del af projektet handler om at gøre jern brunt.

Det kan man sagtens og det skulle ikke være svært. Det svære handler om komponenter, der ikke lige fåes rundt om hjørnet. Han havde en plan. Planen indebar Apoteket, der burde ligge inde med alt, og sikkert kunne mixe en blanding, der kunne gøre brunt.

Jeg mødte ham i døren, netop da jeg skulle ud. Uden mixtur. “Vi sælger ikke narkotika” Havde ekspedienten forarget fortalt, på opfordringen til salg. Slukøret gik han hjem igen og kan nu hverken få jern gjort blåt eller brunt.

Men han lovede at købe ind og sørge for aftensmad. En aftensmad vi skulle nyde helt alene. Daniel er stadig i praktik. Det er lange dage. Emilie er stadig på tur. Et sted i København. Jeg har lovet at hente på stationen klokken ni. Der er stadig alenetid at nyde.

På vej hjem ringede telefonen. En panisk Anders stod i butikken og kunne hverken tænke eller lade være. Jeg sendte ham hjem, sørgede selv for indkøb og madlavning. Maden gled ned. Jeg synes det smagte godt.

Stakkels Anders kunne ikke smage. Kan ikke lugte. Har det varmt. Vist feber. Sidder bare. Formålsløst foran fjernsynet. Han er bestemt ikke rask. Men vil i skole i morgen… Vigtige fag.

Den sidste alenetid er vist givet godt ud på stille aen og nursing.