Berlin

 

Jeg havde computeren med til Tyskland, men brugte den ikke til meget andet end podcasts på Youtube, når vi ramte vores logi, og vi begge mest af alt klappede sammen. 

Vel ankommet til byen - efter en tur, der endte med at betyde lidt over to timers forsinkelse - tjekkede vi ind på hotellet, opdagede at værelset indeholdt et køleskab, som var temmelig lunkent. Anders fandt måske en knap, der kunne tænde, vi stoppede de medbragte drikkevarer i skabet og gik ud i byen. 

Vi havde en hel dag i byen, inden turen gik videre til Dresden. Planer var der ikke så mange af, men der var lidt. 

Tapas på Volver Tapas på Luisenstrasse, tæt på Brandenburger Tor, er efterhånden selvskreven, når vi er i Berlin. Hvis man kan tale om et stamsted, så er det her. Spansk tapas, når det er bedst, stemning, og priser vi altid bliver lidt overraskede over ikke er højere. Vi havde hjemmefra bestilt bord på dagen efter ankomsten.  

Et andet spisested, der er værd at tale om, er Angry Chicken. Et lille bitte fastfoodsted, der serverer kylling. De har ikke mange valgmuligheder, kyllingen kan være med eller uden ben - wings eller bites, og garneres med sovs i flere varianter fra sød til meget stærk. Den ligger på Rio-Raiser Platz ved Oranienstrasse, og er et af Anders' yndlingssteder. 

Lige overfor Angry Chicken på modsatte hjørne af pladsen ligger The World Shop. Her kan man finde kasketter i alverdens udgaver, og Anders er ikke i Berlin uden at købe en håndfuld nye kasketter. 

Vi fandt en Tram til Oranienstrasse og Angry Chiken, helt sikre på at kasketbutikken var lukket og det ville være en del af morgendagens plan. Men da vi kørte forbi, viste det sig at døren stod åben og der stadig var åben. Altså satte vi kursen mod nye kasketter, inden aftensmaden blev indtaget udenfor på modsatte hjørne. 

Anders var glad, fire kasketter rigere og i løbet af de kommende dage viste det sig at den ene ikke bare var en kasket, men lavet af et materiale, man kan svede i - altså en sommerkasket. Dem vil han gerne have flere af.

Det sidste stop, jeg gerne ville have haft handlede om garn. Yndlingsgarnbutikken ligger i et forstadsområde, men viser sig, siden vi var der sidst, at være lukket. Indehaveren satser nu på garnfestivaller og sit eget håndfarvede garn. Altså ingen garn til mig i Berlin - det tog jeg revanche for senere...

Vi endte med at gå et langt stykke tilbage, inden vi fandt en Tram fra Alexanderplatz til hotellet, hvor det køleskabet stadig var lunkent. Anders tog turen ned til receptionen, hvor de kunne fortælle at køleskabet ikke skulle være lunkent. Det skulle bare virke. 

Vi fik en opgradering, et lidt større værelse med plads til sofa og sofabord, et badeværelse med lidt sjov indretning, og - vigtigst - et koldt køleskab. 

Senere mødte Anders et par unge fyre fra Aalborg eller et andet sted i Jylland. Jeg kan ikke huske hvor. De havde været samme historie igennem, startede på vores første værelse, for at få en opgradering og et fungerende køleskab - nogen har tydeligvis glemt at fortælle info videre...

Efter en lang rejsedag, med forsinkelser, usikkerhed og personale, der virkelig prøvede, var vi trætte. Vi slog os ned, gik i seng og var klar til en hel dag i Berlin, da vi vågnede igen.