søndag den 2. august 2026

Sunday Sweater

 

Det første sådan for alvor bestilte projekt jeg strikkede til Emilie, var en Sunday Sweater. Hun fandt selv trøjen, der kom så vidt omkring på Instagram, at ikke kun strikkerne fik den fremvist.

Hun elskede den trøje, sled den op, og har siden med mellemrum snakket om en ny. jeg fik sagt noget i retning af, at sådan en kunne hun selv strikke, og fuld af gode intentioner gik hun i gang med at finde egnet garn, bestilte og startede på den.




Efter tre måneder havde hun strikket halskanten sammen. Det blev ikke rigtig til mere. Hun måtte erkende at strik er ikke hende. At hun gider rigtig gerne bruge det, men selve arbejdet er ikke interessant. Til gengæld vil hun gerne sy, og går efterhånden kun klædt i kjoler, hun selv har frembragt.

Hun endte med at lade den ligge herhjemme. I skabet sammen med det garn hun også har liggende, og som jeg gerne med tiden skal omdanne til blød og varm iklædning. 

Emilie havde købt alpaca fra Selfmade. Hun havde sammenlignet løbelængde og beregnet hvor meget der skulle til. Senere fandt hun glimmer fra Kremke, for selvfølgelig skal der glimmer i strik til Emilie. 

Hvad hun ikke havde regnet med (og hvad jeg måske ikke havde været opmærksom på) var at der skulle strikkes med to tråde. Emilie havde købt med udgangspunkt i en. Altså gik der ikke ret lang tid, inden det viste sig at der slet ikke var garn nok.

Jeg tog i Selfmade, medbringende et nøgle garn, kun for at finde ud af, at garnet ikke længere var en del af kollektionen. Der var et uldgarn i en farve, der ville være fin til, men jeg vidste at Emilie ikke ville være interesseret i det lidt kradsende uld. 

Gåde råd var dyre. Jeg gik på nettet, ledte og endte med at bestille Drops Alpaca i en farve, der på skærmen så ud til at fungere. Det gjorde den ikke. Den var alt for mørk. Jeg pakkede det nye garn væk, tænker det nok skal blive brugt til noget andet og gik på jagt i omegnens garnbutikker. 

Jeg endte med Drops Flora, i en farve, der tilnærmelsesvis ligner den Emilie havde købt. Når man ved det, kan forskellen godt ses. Halkanten og bærestykket er to tråde Wooly Fraya fra Selvmade, resten er en tråd Fraya og en tråd Drops. 




Selve arbejdet med at strikke den, tog ikke lang tid. Men den havde nogle pauser undervejs og der gik næsten tre måneder før den var færdig, og Emilie kunne tage den med hjem. 

Undervejs skulle den prøves - af et par gange-  og måtte derfor pænt vente på at Emilie kom fra Fyn. Jeg løb også tør for glimmertråden, som Emilie havde købt en rulle af. Hun købte selv rulle nummer to, og igen måtte den vente på, at hun kom hjem. 

En dag midt i januar, kunne vi tage billeder i et sneklædt område ved friluftsbadet i Gladsaxe. Jeg havde været en tur i vandet, mens Emilie ventede iklædt alt sit overtøj. Jeg havde også været en tur i saunaen, og tilbage i vandet, og stod med bare ben, bikini og den store lækre, varme baderobe og badesko, mens vi så hurtigt som muligt skød en række billeder og håbede på det bedste.

Ærmerne blev lange. De blev bestilt lange. Måske syner de lidt længere, end ballonærmer normalt bør, fordi hun trak dem en smule ud over hænderne i den kolde luft, midt i sneen. 

Under alle omstændigheder er hun glad for den, og den roterer glad mellem de andre trøjer hun efterhånden har i sit skab.






Design: Sunday Sweater af Petite Knit.


Garn: Wooly Fraya, Kremke Stellaris og Drops Flora, alle i petrol farver. Jeg har ikke gemt farvekoderne og er ærlig talt lidt i tvivl om hvad de hedder. 

Jeg brugte 495 gram til hele trøjen. 324 gram Wooly Fraya, 129 gram Drops Flora og 38 gram Stellaris. 


Pinde: Jeg brugte pind 6 mm til ribben på hals og krop. For at stramme om håndledet er håndledsribben strikket på en pind 5 mm. 

Resten af trøjen er strikket på en pind 7 mm. 


Størrelse: Trøjen er strikket efter en 2XL. Fordi Emilie altid går i kjoler, og vil have en trøje der slutter i taljen, har jeg ændret en smule i opskriften, så bærestykke og krop optisk blev mere harmonisk. 




Bemærkninger: Det er længe siden den blev færdig, og selvom jeg har skrevet noter, er der visse ændringer, jeg ikke er helt sikker på. 

Ærmegabet i en størrelse 2XL er ret dybt. Når trøjen skal slutte i taljen, blev der ikke meget plads til krop under ærmegabet. Derfor valgte jeg at strikke bærestykket kortere end opskriften. Jeg bibeholdte antallet af masker, og lavede kortere afstand mellem udtag. Jeg har ikke noteret hvor meget kortere. Jeg har sikkert gjort det på gefühl. 

Kroppen er strikket lige ned, til længden passede. 

Jeg glemte at stoppe udtag på ærmerne og endte med at tage ud til balloneffekten hele vejen til håndledet. Det betød nogle flere masker end forventet. Jeg tog derfor ind til håndledsribben over to omgange, og fik måske en lidt større balloneffekt.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar