Borebisser

Da jeg vågnede i morges, så jeg frem til en lørdag uden planer. Men planer er til for at ændres, så da Henriette spurgte, pakkede jeg boremaskinen, strik, en samling skruer og tilbehør, og cyklede mod Brønshøj.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er specielt begejstret for boremaskiner. Jeg synes de er forfærdelige at manøvrere, og hullerne ender aldrig der, hvor jeg vil. Til gengæld kan jeg godt lide at skrue. Både med håndkraft og med maskinhjælp.

Efter strik og snak og hygge, tog vi fat i det tunge maskineri, og det lykkedes at bore huller, der passede til ophæng. Hylder og skuffer, blev sat fast, et skrivebord klodset op med hjælp fra skuffefronter fra en dødsdømt kommode og et par stole samlet, inden den dødsdømte blev transporteret ned ad trappen. Det gik lige hurtigt nok, eller også havde vi for travlt. I hvert fald lykkedes det mig at tabe en favnfuld skuffer, med et rabalder til følge, der fik bekymrede beboere til at åbne døren og kigge ud. Heldigvis var der ingen skade sket og tanken og hjertenvarmen for ældre medborgere, der kunne være kommet til skade, var dejlig at opleve.

Jeg kørte hjemad i solskinnet og tog turen over Volden, hvor jeg stoppede og samlede en favnfuld nedfaldne grene, der gerne skulle tage del i endnu en markedside, der forhåbentlig bliver lige så fin, som jeg forventer.

Nu er solen væk, det sidste lyserøde lyser på himlen, og jeg er klar til sofa, garn og hygge. I morgen er der endnu en dag – helt uden planer.