Vi satser på at blive et forfærdeligt par – Bedsteveninden og jeg – når engang vi bliver rigtig gamle. Foreløbig er vi nu begge rundet fyrre. Sille med lovning om fødselsdagsrejer til kattene og så mig, der blev kaldt en gammel dame den anden dag. (Af en af ungerne i Caféen, som vel at mærke blev en smule rød i hovedet, da jeg takkede for komplimentet)
Jeg kan lige forestille mig det. Vi skal sidde gnækkende på en bænk, omgivet af the, strikketøj og miauvende katte. De skal miauve, for taskerne skal selvfølgelig også være fyldt med rejer til uddeling blandt yndlingene…
Men foreløbig satser vi på strikketøjet og theen – og lader rejerne ligge i fryseren. Så kan vi i stedet spise os mætte i kanelsnegle, pandekager, brownies, boller, æg, bacon, french toast, frugt og alt det andet, der er til overs fra Silles fødselsdagsbrunch. For der manglede ikke noget, og der er sikkert stadig overskud, den dag vi for alvor er gamle og skal sidde på en bænk.
Jeg har længe tænkt at fyrreårsdagen kunne bruges til introduktion af KnitPicks strikkepinde, for selvom jeg længe har været meget glad for dem, har Sille været knap så interesseret og strikket videre med hendes noget brogede udvalg af udrangeret værktøj.
Det viste sig at passe fint. For da hun manglede engang sidste måned, gav hun sig, købte et begyndersæt, og måtte indrømme at det virkede ret godt.
Altså købte jeg mere, syede et etui – stærkt inspireret af både Unikarina og Filihunkat. Selvfølgelig valgte jeg det lille stykke stof med katte, der lå i et hjørne af stofkassen, og for at fuldende lavede jeg en håndfuld matchende maskemarkører.
Jeg er ikke sikker på andet, end at etuiet kunne gøres endnu bedre og der godt kunne dukke et par ideer mere op. Men Sille blev glad, specielt for stoffet, der ikke kunne være valgt bedre, men også for ideen, hun ganske vist selv har haft, og lige så ganske selv kunne udføre, men endnu aldrig har fået gjort.
Dagen endte med alt for meget the. Jeg skulle tisse hele vejen hjem. Det er slet ikke rart, når hjemturen også indeholder proviantering til morgendagens heldagstur til Lejre.
Nu skal jeg så også bare have syet et etui til mig selv…
Hæ-hæ... Jeg kan lige se jer der på bænken ;)
SvarSletMin veninde Kathrine og jeg havde på et tidspunkt planer om at ende som abboniner i TIVOLI. Med russerrødt hår og kaffe i små blomstrede termokander skulle vi sidde på bænkene omkring springvandet og snakke om "ungdommen nu til dags... tsk-tsk".
Måske bliver det jer, der sidder på bænken ved siden af vores? :)
~ Karina
Jahhh... jeg vil sidde på bænken ved siden af jer i Tivoli. Kan jeg så få rødt hår igen? :D
SvarSletuha nu føler jeg mig pludselig gammel, for jeg har i over ti år haft årskort til tivoli og er vel en slags abonnine, selvom jeg ikke kommer der så tit, men nyder også at sidde ved springvandet og kommentere på folk omkring.
SvarSletDit etui er vældig fint, klart hun blev glad for det.
Evi jeg tror det kræver kombinationen af ruserrødt hår (hvilket jeg ikke er helt klar over hvad er) og bænke....
SvarSletJeg har tidligere haft årskort og brugt det rigtig meget, somme tider bare til at gå gennem haven på vej fra Hovedbanen til Strøget eller andet i den retning. Det er nemlig rigtig hyggeligt at bevæge sig rundt i den gamle have :)
hihi nej jeg har heller ikke russerrødt hår og ved heller ikke helt hvordan det ville se ud, men har en helt tydelig forestilling om et mere end ræverødt hår ligesom en af mine lærere på seminariet, hvis hårfarve var så overdrevet kunstig orangerød i forhold til hendes temmelig høje alder.
SvarSletHvis jeg boede nærmere Tivoli ville jeg også rende derind, når jeg kom forbi, får nemlig sådan en rar følelse af at være der imellem alle de smukke blomsterbede.