Mens weekendens strålende solskin strømmede ind ad vinduerne, nåede jeg så absolut ingenting. Planer var der nok af, men en ualmindelig ondsindet omgang menstruationssmerter fik gjort kål på alle gode intentioner. Sådan er det somme tider, det lever jeg fint med, og alt det jeg ikke nåede, når jeg nok en anden gang.
En plan var at symaskinen skulle på arbejde. Den blev fundet frem. Den troner stadig på spisebordet og i løbet af i går og i morges, lykkedes det faktisk også at færdiggøre et enkelt projekt, mens regnfrakken til Emilie endnu er nået længere.
Jeg ved ikke hvad det er, men jeg gider ikke sy. Jeg har masser af ideer og gode planer, men når det kommer til det rent praktiske, går jeg i stå. Gid jeg gad eller gid min ugidelighed gad forsvinde…
Heldigvis er det stadig strålende sol udenfor. Det benytter jeg mig af, hopper på cyklen og kører mod byen. Småærinder bringer mig forbi både Jorun Garn, Sommerfuglen og Panduro. Hos Irma har de lækkert chokolade, og så er det tid til turen tilbage gennem et København der bærer præg af forandring.
Rundt om Rådhuspladsen er der gang i byggepladsen. Der graves og planeres. Der lukkes af og lukkes op. Det er ind imellem svært at gennemskue hvor færdselsårene begynder og slutter, men jeg tror det ender godt.
Allerede nu kan jeg se fine nye cykelstier. Så fine, at det næsten er synd at køre på dem. Jeg holder meget af at cykle. Nye cykelstier er så absolut et plus i min bog.
Ved Jarmers Plads står ruinerne endnu, som et minde om at selvom der bygges nyt, udviddes og gøres godt, er der også meget gammelt og spændende i København. Byen rummer nærmest det hele, og jeg får helt lyst til at være turist i egen by – igen. Det bliver en anden gang, nu skal jeg hjem.
Tilbage i Rødovre møder jeg både skilte, der indikerer nye cykelstier og børn, der glemmer at se sig for. Det første er dejligt, det andet forventeligt, og jeg stopper gerne op, for både gamle og unge, der i iver efter vand, svaner og ænder glemmer omverdenen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar