Andre har allerede opdaget det, men det var først i morges jeg for alvor lagde mærke til at mørket har sænket sig. Da vækkeuret ringede, var det bælgmørkt. Nærmest som om mørket er kommet snigende i løbet af weekenden.
Emilies næse er stoppet, talen snøvlet og hovedet tungt. Jeg er tilbøjelig til at mene, hun ikke selv er uden skyld. Hun render stadig rundt med bare ben og manglende overtøj. Nægter at anerkende årstidernes skiften. Sådan har hun altid været.
Umiddelbart mente jeg, hun bare skulle op og i skole, men efter at have kigget på hende, overgav jeg mig, og hun sov videre et par timer. Hun sover normalt ikke videre et par timer, så jeg vælger at tro på beslutningen var den rigtige.
Nu er hun oppe, og mens jeg var nået gennem langt størstedelen af strygebunkerne, der vokser og vokser, uden af den grund at blive til mere end voksende bunker, besluttede Tossebarnet at bage pandekager. Måske er hun stadig ikke helt frisk, i hvert fald havde hun ikke lige styr på, at køleskabet ikke indeholdt æg. At Anders i aftes lavede omelet til hver og en af os, kunne hun heller ikke umiddelbart forbinde med de manglende æg..
Bøjler med knitrende kjoler og skjorter havnede på stænger i skabe, inden vi begge hoppede i sko og overtøj og gik på jagt efter æg. Og toiletpapir, som også altid forsvinder. Vi nåede endda hjem med kleenex til den ømme næse, og nu har hun igen gang i bageriet.
Om jeg når at få nogen, inden arbejdsdagen kalder er endnu uvist. Men sikkert er det, at hun skal i skole igen i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar