Hvad giver man en fireårig, der har alt, ikke ønsker noget og hvis mor – der normalt kan frembringe en ønskeliste på mindst fire sider med udspicificerede varenumre – pludselig ikke har en eneste ide til gode ønsker.
Opstået af nærmest ingenting, satte en ide sig fast og blev til en rigtig god gave. Muligvis en temmelig fjollet gave og bestemt en gave, der kunne have drevet forældrene til vanvid. Heldigvis blev gaven mere end godt modtaget og den fireårige helt med på planen om forældreadministration.
Denne fireårige har en passion. For chips. Så stor en passsion, at der ved sidste test af fremgang blev brugt chips til at animere de forskellige testdele. Så stor en passion, at den samlede proffesionelle børnestand har sagt god for at bruge chips som en del af indøvningen af nye færdigheder.
Altså pakkede jeg to poser chips og en fin skål ind. Skålen måtte dog ikke bruges til chips, for de er bedre at finde frem fra posen med det fineste pincetgreb, end fra en skål. Vi blev enige om, at der nok var basis for at bruge den på anden vis.
En anden passion kunne være computere. Zacharias er mere end almindelig god til at manøvrere rundt i den virtuelle verden. Om de autistiske træk sætter ind her, skal jeg lade være usagt. Under alle omstændigheder havde et besøg hos gode venner, fået forældrenes øjne op for mulighederne i en Ipad.
Mens jeg endnu ikke havde set lyset, må jeg indrømme at weekendens muligheder for leg på den lille yndling, bestemt fik sat ting i relief. Og selvom der er mange andre ting, jeg langt hellere ville have, er der mange flere muligheder i sådan en lille fidus, end jeg lige gik rundt og troede, at jeg gerne indrømmer den kunne være sjov at have.
De der arrige fugle – de er også ret sjove…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar