Teenageoprør og kruseduller

 

Da Emilie var halvandet år gammel, arbejdede jeg på en produktionsskole. På skolen var en helt fantastisk kvinde, der blandt meget andet kunne male. Helt fantastiske malerier og samtidig kunne hun få de unge på stedet animeret til at udtrykke sig med farver.

 

Hun brugte også meget tid med at trykke. Fik eleverne til at tegne tegninger, der siden blev overført til silkerammer og dannede baggrund for alt muligt. Jeg synes tanken om tryk var helt vildt spændende, og havde masser af ideer til hvor og hvordan der kunne trykkes.

 

Det eneste jeg manglede var mit eget præg. Min tegning, der kunne overføres på en ramme og være mit personlige præg på alt muligt.

 

Det er svært at tegne på kommando. Jeg tegnede og tegnede. Med blyant. Med kridt. Med farver. Med kul. Med maling og alt hvad jeg ellers kunne komme i nærheden af. I virkeligheden anede jeg ikke hvad jeg ville have, og måske derfor virkede ingenting rigtigt.

 

En aften sad jeg endnu engang med farvekridt og papir. Tegnede streger, stregede ud og forsøgte at fange noget flyvsk jeg ikke rigtigt havde fat i. Emilie var rundt om mig. Legede, stravrede rundt på hendes dengang mildest talt tykke ben, nåede alt, der kunne nåes og hyggede sig i eget selskab.

 

Hun blev alligevel en smule nysgerrig på hvad det var, jeg sad med. Altså rettede hun bevægelserne mod bordet, kiggede over kanten, rakte målrettet ud, greb nærmeste pastelkridt og tegnede en krusedulle i det ene hjørne af det papir jeg sad med.

 

Jeg har ingen anelse om hvad der ellers var på det stykke papir. Men jeg kan tydeligt huske, at det var meget vigtigt at hun ikke tegnede på præcis det papir. Først efter jeg fik reddet mit vigtige papir og givet hende et andet hun kunne tegne på, fik jeg kigget på stregerne, hun havde sat.

 

Der var den. Den smukkeste fine lille tegning, jeg siden blæste op, tegnede ren, overførte til silkerammen og trykte på det ene og det andet. Der var aldrig noget af det trykte der blev rigtig godt, og ud over en nederdel, med en kant af tryk, jeg med mellemrum tænker kan syes om til noget andet, har jeg ikke andet tilbage end hjørnet med den originale tegning, sammen med en bunke forstørrelser og rentegningen.

 

 

Inden der var gået et år, var ungernes far og jeg flyttet fra hinanden, jeg opfyldt af en lettelse over endelig at føle mig fri og på et stadie af mit liv, hvor betegnelsen teenageoprør ikke var helt upassende. Weekenderne uden børn blev brugt med Bedsteveninden på meget af det, der betegner et oprør. Et oprør jeg aldrig tidligere havde haft.

 

Midt i oprøret faldt snakken om tatoveringer helt naturlig, og inden jeg fik set mig om, havde vi begge en tid hos en tatovør. Jeg var ikke i tvivl. Emilies tegning blev endnu engang fundet frem og denne gang formindsket. Den sidder nu på bagsiden af min skulder, og mens Bedsteveninden aldrig nåede frem til stolen, har jeg aldrig fortrudt, at jeg lod mig tegne på.

 

 

Den bliver i øvrigt tit forvekslet med et kinesisk tegn. Det er den måske til dels. I hvert fald symboliserer den for mig mere, end det man umiddelbart ser.