Den fineste sko og den sjoveste sang

Victoria er temmelig vild med sko. Det er hun vist hverken den eneste teenager - eller for den sags skyld person i al almindelighed – der er.

Derfor var formen så afgjort på sin plads, da sangen fra det mødrende ophavs veninder dukkede op.

Sangen for I nedenfor, for det kunne være at andre kunne kan få brug for en sang til en festlig begivenhed, der i store træk går ud på at sende midtpunktet videre i livet. Den ville også gøre sig strålende til en studenterfest eller andet på samme plan.

Tilbage til skoene. Victorias favoritter er stiletter, og så kan hun endda gå på dem.

Altså havde Pia foldet adskillige par stiletter, en ny farve for hvert par, og hvert par udstyret med fin pynt, der kan få enhver lille dame til at dåne… eller noget i den stil.

Jeg har googlet og fundet en vejledning, som godtnok går hurtigt, men som vinder, når der med jævne mellemrum trykkes stop eller enda spoles lidt tilbage. I hvert fald lykkedes det også mig at folde en sko.

Der er mange folder i sådan en sko. Det er ikke et værk der laves mage af i timen. Altså gjorde det mig ikke mindre imponeret over folderiet.

Jeg fandt linket til vejledningen hos Slateblu sammen med fine billeder af foldede sko. Så er det bare om at gribe papir og folde løs.

Og sangen; den lovede jeg vist:

Åbent brev til XXX

Melodi: Tingelingelater

Tiden går og inden længe, må du vælge, hvad du vil,
man kan tjene store penge, spare eller la’ stå til,
der er mange muligheder, du kan blive buschauffør,
smed, magister, sejlskibsreder, stjernekigger, stukkatør,
overmarmorfliselægger, postbud eller bedemand,
hædersgaveoverrækker, rocker, dykker, doktormand,
lyseslukker, dansepartner, undervisningsinstruktør,
speaker eller blomkålsgartner, eller holde røde køer,
holde hund og høns og blade, eller blive vandsoldat,
sælge jordbærmarmelade, tyggegummi og salat,
være falckmand, torskefisker, svæveflyver, julemand,
svejser, svipser, flødepisker, møbelpolstrer, månemand,
flypilot og/eller –kaprer, pølseslagter i Korsør,
tværpolitisk superplaprer, plantedyrker, speditør,
skruebrækker, gadefejer, mesterbokser, arkitekt,
nøddeknækker, lurendrejer, bage brød med undervægt,
du kan lave pandekager, eller måske maskepi,
købe en torpedojager, fuske lidt med skyderi,
eller blive spillelærer, lemmedasker, pædagog,
graver, guru, billedeskærer, psykopat og teolog,
kringlevrider, rejepiller, næselæge, kommisær,
fodbold-, skak- og taskenspiller, juntachef og farisær.
pebermø, betjent og hykler, grisehandler, instruktør,
stoppe strømper, lappe cykler, sprede møg og godt humør,
du ku’ være bondefanger, fægter, factor, konsulent,
eller gæstekammersanger, greve, evighedsstudent,
sværvægtsbryder, skattesnyder, rævejæger i Hobro,
honingavler, bistandsyder, tolder, synder, kongetro,
bjergbestiger, globetrotter og ekspert i støj og røg,
hold dig pænt på alle måtter,
HELD OG LYKKE – PØJ – PØJ – PØJ

Fra Erhvervsvildlederne

Alt for mange knuder

Jeg har ikke mange tanker for tiden.

Mine blogindlæg bærer præg af at der ikke er meget aktivitet uden for arbejdstid. Bunkerne og rodet herhjemme viser mindre overskud end forventet, tankerne er for krøllede til at rette ud og når jeg kravler op i sofahjørnet og bliver der dagen lang, er jeg overbevist om at det er fordi jeg har brug for det.

På den anden side kunne det også være rart at hanke op i mig selv, få ryddet nogen af bunkerne, komme ud i luften og tænke nogen tanker. Det kommer nok, tænker jeg og bliver siddende i sofahjørnet.

Altså bliver det ikke til store tanker og spændende indlæg for tiden. Tiden er ikke til store tanker, tænker jeg, og slår i stedet op til et nyt projekt. Garnet og opskriften har ligget et stykke tid. Egentlig havde jeg planer om et helt andet projekt, men det føles ikke rigtigt, jeg mangler de rigtige mål og jeg vil hellere vente og få et fornuftigt resultat.

Garnet jeg slog op med i morges er ikke af den samarbejdsvillige slags. Det krøller og snor, det slår knuder på sig selv og jeg har læst et sted at det trækker skævt, når det strikkes rundt.

Ellers er det fint. Det er rart gennem hænderne og det laver nogle fine masker. Krølletheden kan dog godt komme i karambolage med tålmodigheden. Jeg strikker videre og tænker at det bliver et langvarig projekt. Sådan et der lægges væk, når der er brug for strik, der ikke også kræver knudeopløsninger og snoningsudvindelse.

Måske findes der en god løsning mod snoet garn? Måske bliver det et af de projekter, der har bedst af at blive hjemme. Jeg tænker at sofahjørnet er bedre til knudeløsninger end møderum og togture.

Tåstrup tur-retur

Emilie mangler sengetøj.

Hun brugte sine sidste surt tjente penge på en dobbeltdyne og har siden levet med et enkelt betræk. Det kan jo sagtens lade sig gøre. Det kræver bare lidt logistik i forhold til vask, tørring og lægge på igen.

Hun har været hjemme den sidste uge. Ugen var kort og der var samlet sammen til besøg hos tandlæge og læge, til en snak og samtale med tiendeklasseskolen og endelig er der styr på hvad hun skal næste år.

Ind imellem har der også været tid til at høre på kvalerne om det manglende sengetøj.

I dag fik jeg nok. Tænkte at vi hurtigt kunne tage i IKEA og købe et sæt eller to ekstra. Jeg har før været en hurtig tur i IKEA. Ind, hente det besluttede, betale og ud igen.

Det kan man ikke sammen med Emilie.

Altså har vi noget mere med hjem end beregnet. Og vi brugte noget mere tid end forestillet.

Det var ikke kun Emilie der fik mere med hjem end først antaget.

Vi har nu lanterner til haven, når sommeren for alvor sætter ind og vi skal sidder der i aftenskumringen.

Der er nemlig ikke indlagt strøm i nyttehaveforeningen.

Tro, håb og kærlighed

Altertavlen i Næstelsø Kirke, hvor Victoria blev konfirmeret, er sendt til restaurering.

 

I nichen der ellers dækkes af den noget større tavle, har årets konfirmander malet og udsmykket en midlertidig altertavle.

Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på det kan tilskrives præsten, der konfirmerede Victoria.

Jeg synes det er en fantastisk ide. Og jeg synes det er en ualmindelig fantastisk præst.

Hun får i den grad vist hvor hun tror på ungerne, hvor meget hun vil dem og hvor meget hun har at give.

Blåskindsdalen

Blåskinsdalen på Bornholm er en sprækkedal, en spalte eller kløft opstået i klipperne for tusindvis af år siden, forårsaget af spændinger i grundfjeldet og yderligere udhulet da smeltevandet ved istidens slutning skyllede sten og jord bort.

Der er efter sigende omkring halvfjerds sprækkedale spredt over Bornholm. Ekkodalen og Døndalen er de mest kendte – og så har jeg læst mig til at der også findes en Kløvedal. Så ualmindeligt er navnet vel egentlig ikke, men som den glade læser af Tolkien synes jeg er det er lidt hyggeligt.

Blåskinsdalen er kendetegnet af et rigt flora. Her findes et utal af sjældne blomsterarter og når årstiden er rigtig skulle bunden være dækket af blå anemoner, der måske har givet navn til dalen. Vi så ingen blå anemoner, men til gengæld et tæppe af de hvide.

Vi gik ind i Blåskinsdalen fra klippekanten over Jons Kapel. Det første vi mødte var et ganske lille vandløb, som ender i et vandfald ud over klipperne og Østersøen. Vi så ikke vandfaldet, som vist også kræver en smule mere kravlen rundt, end vi var gearet til. Til gengæld gik vi ind i landet gennem klippesprækken, der var utrolig smuk.

Vegetationen var uendelig, klipperne rejste sig på begge sider og mit kamera kunne på ingen måde fange det storslåede i oplevelsen.

Dalen står næsten uberørt hen. Kun en tiltrampet og fugtig sti, der snor sig op og ned og ud og ind, viser vej fra den ene ende til vi kunne gå op i den modsatte ende. Dalen fortsætter endda en smule længere end vi gik (og kravlede hen over væltede træer) og fra toppen af kløften, var der en fin udsigt ned mellem træer og mod vandløbet, der fulgte os hele vejen.

Jeg har aldrig været i Blåskinsdalen før, ej heller hørt om den. Berit er god til at finde nye og spændende steder, hver gang vi besøger øen. Og selvom det måske bare var en gåtur gennem noget grønt, kunne jeg alligevel ikke lade være med at føle hvor store naturens kræfter er, når vi kunne gå gennem en sprække, der er opstået for mange tusind år siden.

Tivoli på en kold forårsdag

Igen fandt jeg mig stående midt i år eet. År et efter skolereform, efter lukning af Caféen og uden at kunne daske rundt i Tivoli i følgeskab med dem, der gad følges med mig.

I år galdt Klubbens regler og i Klubben har forældrene mulighed for at ønske voksenopsyn med de små poder. Det skal der selvfølgelig være plads til, og pludselig blev alting – igen – vendt på hovedet.

Dengang for bare et år siden, da jeg var Cafépædagog og sammen med de store, var der også opsyn. Men opsynet bestod i højere grad i at daske rundt, møde de glade unger og blive ringet op når de blev i tvivl, eller når de gik ud og ind ad haven, for at spise på MacDonalds på den anden side af Vesterbrogade, som unægteligt kan diske op med et måltid til en noget billigere pris end der kan findes indenfor i den gamle have.

I år fandt jeg mig i stedet omgivet af tre drenge fra tredie klasse. Drenge som hjemmefra synes det var lidt strengt at mor og far ikke ville lade dem løbe frit, men som hurtigt så ideen i en voksen, der kunne bære tasker, når de prøvede ting, og som i øvrigt gik der hvor de ville gå, og ikke bestemte hvad de skulle spise. Det samme galdt gruppen med piger, der heller ikke måtte gå alene.

De tre drenge, der senere blev til fire, bevægede sig stort set kun mellem Dæmonen og det Gyldne tårn. Ikke forlystelser jeg bryder mig om, og dermed var det måske en smule overkill at udstyre mig med et turpas. En eneste tur i den gamle rutsjebane, var alt hvad jeg fik med – og det selvom jeg med mellemrum forsøgte at overtale dem til at bevæge sig derhen hvor jeg gider være med.

Jeg bryder mig ikke om at hænge på hovedet eller blive svinget rundt i høj fart. Jeg vil hellere i ballongyngerne, i minen, i Odinekspressen eller den gamle gennemprøvede rutsjebane, men det gad drengene ikke. I stedet kom jeg hjem med ondt i nakken efter alle de gange jeg kiggede op efter fødder i det Gyldne tårn eller hvor på trappen og i køen de var nået ved Dæmonen.

Jeg har mange billeder med hjem fra det gyldne tårn, og jeg har mange øjeblikke med glitrende lys i små øjne med i bagagen. Så selvom jeg ikke blev svunget, var det en herlig tur.

Vejret var ikke det bedste vi har været udefor. Det vekslede mellem høj sol, overskyet og en smule regn. Jeg havde medbragt paraply, og mens jeg stod under dække og ventede i den værste byge vi oplevede, var to af de seje en tur i Vertigo – Flyvemaskinerne der drejer rundt lodret med et tryk på 3G.

Godt våde og en smule vaklende kom de ned og den ene kunne fortælle at på det tidspunkt fløj de med samme fart som regndråberne, og kunne ganske simpelt række ud og fange en dråbe. Jeg tænker det har været en noget syrealistisk oplevelse.

Hen under aften kom lysene frem, vi voksne talte om ikke Klubben bør investere i op til flere par langærmede underbukser, og ved samlingstid måtte vi ud og lede efter de sidste, der havde glemt at kigge på uret og i øvrigt overhovedet ikke havde travlt, da vi endelig fandt dem.

Traditionen tro, havde jeg Emilie med. Også her var dagen meget anderledes end den plejer. Hun plejer altid at følges med mig, men vel vidende at hun ville få en sjovere tur sammen med Zelije og de tøser hun skulle følges med, skubbede jeg i den retning. Og ganske som jeg havde ventet havde Emilie haft en fantastisk dag – endda sammen med med en voksen og nogle tøser, der er mindst lige så tosset som hun selv.

Det var glade og trætte børn vi havde med hjem. Mens de fleste så noget matte ud i blikkene, var de store endnu friske nok til at underholde med sang hele vejen hjem.

Tid til sjov

Det er tirsdag, i morgen er det onsdag og pludselig er det weekend.

Jeg glæder mig til weekend.

I morgen er også dagen før Kristi Himmelfart. Dagen før Kristi Himmelfart er temmelig traditionsrig. Det er nemlig den dag vi tager i Tivoli. Kun et enkelt år i de efterhånden mange år, jeg har været ansat i Klubben blev dagen forlagt til en anden. Jeg har glemt hvilken, men jeg kan huske at det var noget med blå mandag.

I år er der ingen blå mandag dagen før Kristi Himmelfart. Altså tager vi i Tivoli i morgen.

Vi er klar, bussen er bestil, godt femoghalvfjerds procent af Klubbens medlemmer er meldt til, seks voksne er klar til Rutsjebanen, billetterne er printet, kortene med telefonnumre lamineret (eller det bliver de i morgen) og vejret har bare at holde.

Det er da godt der er klarhed på den front.

For inden Tivolitur er der skoletimer, og sjældent har jeg følt mig så uforberedt på de fire undervisningstimer jeg står for i morgen. Jeg satser på rygradsfornemmelser, samarbejdsvillige børn og glæde over at vi er til.

Forstadsidyl

Der er faktisk ret pænt her hvor vi bor, tænkte jeg da jeg kom gående hjem. Gående, fordi min cykel er punkteret og der skal bestilles nye dæk, inden den skal på astfalt igen.

Og det med er astfalten er netop det, for når de lange etageejendomme ses gennem et filter af forårsgrønne grene og buske er her rigtig pænt. Og med spireahækken i forgrunden ser det næsten idylisk ud. Og jo, jeg måtte om bag hækken og ud på græsset der hører til blokken foran vores, så jeg ikke behøvede se på alle de parkerede biler.

Så kan jeg godt lade være med at se på betonbyggeriet ved siden af, hullerne i den kedelige forstadsvej, bunken af ubrugelige cykler der engang i sidste uge blev hevet op fra kælderrummene eller lytte til støjen fra Roskildevej, der gemmer sig lige omme bagved. Vi kan også høre motorvejen, men den er længere væk.

Og netop spireahækken gør synet ekstra lækket. Siden jeg som barn for længe, længe siden stiftede bekendtskab med spirea har jeg altid holdt meget af netop den plante. Når den som nu står i fuldt flor, kan jeg tage mig selv i at tænke på nydrysset sne på stedsegrønne buske en knitrende vinterdag.

Men det er ikke vinter og de bittesmå blomster er ikke sne. De betyder forår og når solen skinner er de ekstra fine. Og når vi sidder i lejligheden eller altanen deroppe under de skrå vægge, er her også helt pænt. Heroppe kan vi nemlig lade være med at kigge ned, men i stedet lade blikket glide langt og hen over trætoppene over Vestvolden og Vestskoven bagved.

Fold en rose

Victoria skulle selvfølgelig have en gave. Valget faldt på cool cash.

Det er efterhånden længe siden jeg så Aslaugs anvisninger på hvordan man folder roser af halvtredsere. Lige så længe har jeg vidst at de skulle danne grundlaget for Victorias konfirmationsgave.

Jeg havde sekshundrede kroner eller tolv halvtredsere. Jeg ville gerne have endt med en stor buket, som den Aslaug har vist frem, fyldt med halvtredsere, men det holder mit budget ikke til.

I stedet allierede jeg mig med to forskellige farver lilla papir og foldede tyve roser hvoraf tolv indeholdt en pengesedel. jeg fandt en vase i den lokale genbrug og en dusk grønt hos blomsterhandleren. Jeg havde også taget cellofan med, men jeg synes det blev for meget at pakke buketten ind, så jeg endte med bare at stille den på gavebordet som den var.

Jeg brugte blomsterpinde til stilke. Jeg købte et bundt med ti pinde på fem og halvfjerds centimeter, fik Anders til at halvere dem og svøbte grøn blomstertape om.

For ikke at ende med krøllede blomster, klargjorde jeg alting hjemmefra – pinde med blomstertape, foldede stykker, grønt for sig og tape, vase og tegnestifter ved siden af. Først hen under aften, da Victoria var gået i seng sad jeg og samlede og samlede og samlede…

Der var faktisk nogen af gæsterne, der skulle helt tæt på, før de kunne se at roserne ikke var ægte.