Tidszoner

Det duer ikke at holde fri en halv uge og først møde torsdag. Louise sagde det først, og hvis hun møder på arbejde i morgen, er det kun fordi, hun tror det er onsdag. Jeg havde det på samme måde, og dagen igennem har vi holdt hinanden fast på fredagen og lukning klokken fire.

I går blev jeg en time for længe, for om mandagen har jeg fri klokken fem og ikke klokken fire, som jeg ellers har om torsdagen. Det gik først op for mig i dag, da chefen fik sagt noget om, at der endnu var en time til fyraften. En time? Tænkte jeg, og mente på det tidspunkt helt sikkert der var to.

Godt jeg er glad for mit arbejde.

Og weekendfølelsen... Den er ved at indfinde sig.

Trods alt!

Læderindbindinger

Inde i Fiolstræde ligger et rodet antikvariat. Jeg har det mistænkt for at være et udsalg af et større. Mistanken blev kun bestyrket, da vi i tirsdags gik forbi og alle bøgerne kostede ti kroner stykket.



Udsigten til læderindbundne bøger, fik mig til at træde indenfor. Min hjerne sammenkoblede nemlig læderbetræk og gotiske bogstaver. Med Emilies hjælp fandt vi flere bøger med den smukke skrift.

Jeg fik tre med hjem. Tredive kroner og en tungt lastet taske. Ud over et bind af Steen Steensen Blichers samlede skrifter, kender jeg ingen af dem.

Jeg kan godt læse den gotiske tekst, men jeg tvivler på jeg gør det. Lige nu ligger de og pynter, engang sætter jeg saksen i dem.

Helligdag!?

Ringer til skadescenter... I telefonen kunne de fortælle, at de har lukket frem til mandag grundet helligdag...

Er det ikke mange år siden Hellig tre Konger blev helligholdt i en grad, der betyder lukning af foretagenet? Eller har de stadig tømmermænd efter nytårskalasset?

Vi overlever nok. Jeg ringer igen på mandag.

Alkohol og alarmer

Riget fattes penge, om det er der ingen tvivl. Derfor forestillede jeg mig at de manglende flasker rødvin, kommunen plejer at give alle medarbejdere i julegave, var sparet væk, og synes egentlig det var helt i orden. Det er alligevel begrænset hvor meget rødvin jeg drikker. Faktisk bliver det mindre og mindre, mens lageret stille og roligt vokser - uden jeg helt kan gøre rede for hvordan.

Det var ganske vist, men med et nyt budgetår sprunget ud, blev der også råd til rødvin. Og et kort med ønske om et godt nytår. Jeg kan godt lide skulderklappet og tanken bag. Så jeg hentede mine flasker med rødvin på kontoret i Klubben, sagde farvel til mine kolleger, for at pakke flaskerne i cykelkurven og pakke mig selv sammen til afgang.

I sommers blev nye alarmer installeret. Der er tanker bag. En af tankerne er at Klubben og Cafeen ikke længere har egne alarmtilslutninger, men i stedet fælles. Det kræver en smule logistik, for selvom vi bor dør om dør, når jeg alligevel at låse i bagenden - ind mod Klubben, inden jeg får overtøjet på og går ud af fordøren, der smækker efter sig.

Med flere børn tilbage i Klubben, forestillede jeg mig, at jeg ville være færdig først og gået længe inden de sidste af mine kolleger kunne gå hjem. Jeg regnede forkert. Med alle de sweaters, støvler, sokker og sjaler, jeg først skulle have viklet om mig, stod jeg cirka med hånden på håndtaget, da de sidste tre lukkede døren i den anden ende og satte alarmen til.

Den er ikke til at tage fejl af - alarmen. Muligvis fordi jeg selv har prøvet at slå den til i forkerte øjeblikke. Og en gang måtte det ske - at vi ikke fik krydskoordineret. Det skete nu, og mens Steffen hoppede lidt frem og tilbage, fik jeg slået alarmen fra igen og fundet nummeret til vagtværnet, for at afmelde.

Det smarte med den nye alarm er, at længe inden jeg fik slået fra, fundet nummer og endelig kom helt igennem, har computeren hos vagten allerede fortalt at alarmen var slået fra med en chip tilhørende en ansat på stedet. Måske netop derfor grinende manden i den anden ende blot, da jeg begyndte forklaringen, og synes bare det var helt i orden, jeg slog den til igen.

Endelig kunne vi komme videre. Alle med gaveæskeindpakkede flasker med rødvin. Inden jeg fik sagt farvel, var andre nået videre. Jeg satte kursen mod cykelskuret og turen hjem. Lige uden for cykelskuret havde Tommy mistet grebet, tabt gaveæsken og smadret den ene flaske.

Ret trist, for han havde lige glædet sig til en rødvin, der efter sigende skulle være ret god. Jeg er ikke specielt vild med rødvin, så han fik den ene af mine og gaveæsken, da hans egen var ødelagt af syndfloden fra den smadrede flaske. Min resterende flaske vuggede fint alene i min cykelkurv, mens den anden gør mere gavn andetsteds.

Sokkemysteriet

Kvinden bag Through the loops, Kirsten Kapur, har gennem de sidste år tilbudt et mønster på mystiske sokker. Et mønster der er delt op i flere dele, som bliver frigivet med en uges mellemrum over en måned.



Jeg har strikket med de sidste to år. Sjovt nok oplever jeg, at det at strikke på de supertynde pinde, strømper strikkes på, og som jeg ellers ikke er specielt glad for, bliver ganske anderledes og helt sjovt, når processen bliver opdelt og de enkelte dele hurtigt er strikket.

Derfor hoppede jeg også på, da endnu et par var på vej. I løbet af januar skulle jeg derfor gerne ende med er par fine strømper, jeg endnu ikke aner hvordan kommer til at se ud.

Første del er strikket, endda til begge fødder - så jeg er godt på vej. Første del var også hurtigt overstået. Den øverste kant på et par strømper er sjældent uoverskuelig. Næste uge venter benet, hvilket nok kommer til at tage lidt længere tid, inden hæl - fod og tå de følgende uger.

Jeg er spændt på hvordan næste uges input bliver.

Sort skærm

Jeg savner min computer. Den ligger stadig underdrejet. Anders har godtnok lovet at efter nytåret vil han kigge på den.. Jeg synes han bør have weekenden til rådighed, før jeg for alvor bliver ked af det, og heldigvis deler Emilie gerne.

Men ak og ve. Emilies fire måneder gamle bærbare står pludselig med sort skærm, uden mulighed for nogen form for kontakt. Helt uden varsel. Den vil ingenting, men siden den ikke er ældre end den er, og jeg var fiks nok til at købe ekstra forsikring, forventer jeg ikke det store problem i at få den til at køre igen.

Bare ikke i dag. I dag står himmel og jord nærmest i et. Jeg tør ikke udsætte den for en tur udendørs, også selvom jeg kunne pakke den godt ind. Så hellere vente til regnen er draget videre.

Lige nu har jeg hugget Daniels computer. Den er ellers ikke sådan at få fra ham, men længe leve teenageres evne til søvn langt ud over det anstændige.

Inden jeg går for meget i selvsving, over mangel og kvide, vil jeg fortsætte til vasketøjet, der har stoppet de lystige omdrejninger og ligger og venter på ophæng og tørring.

Mon hun er klar nu?

Vi er langsomme i dag. Men fast besluttede på at tage en tur omkring indre by. Jeg har et enkelt ærinde, der sagtens kan blive til flere, men som ikke kan klares i Rødovre. På nogen områder kan en forstad nemt føles som en udørk, på andre kan jeg overraskes over at være på forkant. Sådan er der så meget, men i dag venter det rigtige København.

Jeg har stadig et par gaver at vise frem, og gaverne fra strikkeveninderne er blandt dem, jeg til stadighed går forbi og aer lidt.

Henriette havde fundet det lækreste, blødeste, fineste, tynde, tynde garn i den helt rigtige grønne farve frem, der nærmest råber på at blive til et sjal fyldt med hulmønstre i de skønneste kombinationer. .. Jeg mangler bare et mønster. Og mod på at gå i gang. Helst et med masser af variation og vingefang. Jeg tror der er garn nok.

Henriette har også beriget mig med et sæt firkantede strikkepinde. Jeg har ladet mig fortælle, at de er rigtig gode, hvis man strikker stramt. Jeg strikker ikke specielt stramt, men jeg er spændt på at prøve. Jeg forestiller mig, de er en anderledes følelse at sidde med.



Bettina har fundet en fantastisk knap, der bare mangler det helt rigtige sted at pynte. Indtil da, er den bare skøn at kigge på.

Også Marianne Isagers kalender for totusindeogtolv  fandt vej fra Bettina. Den er fyldt med små sjove opskrifter. Jeg er mest vild med august måneds pulsvarmere i stjernetweed, et mønster jeg for mange år siden strikkede en kæmpe trøje til min mor i. Jeg er ret sikker på, at de mindre pulsvarmere vil være langt lettere at gå til.



Karina lod os vælge frit fra hylden med hendes egne glasperler. Jeg valgte et par øreringe med de smukkeste plettede blå perler. De har siddet i mine ører siden.

Jeg er temmelig imponeret over Karinas smukke perler og skal jeg sætte mig et mål, må det være engang - det behøver ikke være i år, eller det næste - men engang at prøve selv.



Emilie pusler rundt et sted på hendes værelse. Måske er jeg heldig, at hun er ved at være klar. Er hun ikke, strikker jeg et par omgange mere, på de sokker, hun med vanlig øvelse fik snoet sig til, da vi i fredags var på tur og kom forbi Terese Garn på Vesterbrogade. Hun faldt for farverne, jeg synes garnets struktur var spændende...

Årets første arbejdsdag

Jeg har en hel del afspadseringstimer, som jeg er elendig til at få afviklet. Med nye timetællere og programmer, er der håb om at få en smule mere styr, end hidtil.

Det fantastiske program har for eksempel regnet ud, at jeg har fem timer til rådighed til aftenarrangementer... Resten af året! Det er vi (chefen og jeg) ret enige om, ikke er nok.



Derfor har han sat sig for at time og tilrettelægge, så der både bliver plads til aftenarrangementer, dagstimer og masser af sjov, uden for meget overskud. Et led i den plan er, at nedjustere de allerede opsparede afspadseringstimer.

De tre dage inden jul, var derfor ikke noget problem at friholde. Jeg bad endda selv, for jo tidligere jeg kunne holde fri inden jul, jo tidligere kunne jeg glædes over yndlingsfamilien i den anden ende af landet.

Så langt så godt. Inden skolen og hverdagen for alvor starter igen er der endnu tre dage. I dag, i morgen og i overmorgen. Umiddelbart synes jeg det er mere fair at andre end jeg holdt fri. For eksempel dem, der var på arbejde i dagene op til jul. Derfor regnede jeg bare med at skulle møde 2. januar.

Men chefen regnede om, og aftalen inden jeg gik på juleferie lød på, at vi lige snakkede sammen.. Måske var det ikke nødvendigt jeg kom.

Det var nødvendigt - også selvom samme chef næsten undskyldte, at jeg var nødt til at komme på arbejde. Jeg synes ikke han behøvede undskylde - jeg var jo klar. Og en aftale er en aftale!



Det var faktisk rigtig rart. At være tilbage, at snakke med kollegerne, at lytte til ungernes ballade. Bare at være der.

Jeg klager så ikke over at kunne holde fri de næste to dage. Der er bemandingen større, og de mener fint at kunne klare sig uden mig. Altså hvis ikke de allesammen pludselig er syge.

En hurtig planlægning lyder på en tur til byen i morgen.. Emilie hoppede straks på. Jeg havde nu heller ikke regnet med andet. Så venter jeg med tøjvasken til onsdag... Mens samme tøsebarn er ude med aviser!

!?

Slemmest!?

Her gik jeg rundt og troede, det hed: Værst!