Lige om lidt

angs vejen står buske, der lige nu er kedelige og grå at se på, men kommer man tæt nok på, er der fyldt med små grønne bristefærdige knopper, der lige om lidt springer og fortrænger det kedelige grå.

Lige om lidt udfoldes også knopperne på træerne, der står langs samme vej og byder foråret velkommen med smukke lyserøde blomster.

Lige om lidt…

Ernæring

   aftes bagte jeg tærte. Sådan en fyldt med kartofler og chorizo – hvis der havde været noget. Det var der ikke, så det blev bacon.. og feta, bare fordi det smager godt.

Sammen med en god gang salat blev det et ret godt måltid, og da der i morges stadig var en hel tærte tilbage – jeg bager altid to… så passer målene bedre… eller noget – besluttede jeg at aftenes menu var hjemme og supplerede kun med nogle af de gode oliven og små fyldte chilipebre.

Den planlægning varede helt til jeg kom hjem og der midt på køkkenbordet stod en halv tærte… Hmm tænkte jeg. Anders vidste selvfølgelig ikke, jeg havde planlagt tærte til aftensmad… så jeg laver da bare en gang pastasalat ved side af… så er en halv tærte sikkert nok.

Det var så heromkring, det gik op for mig at al den salat og alle de grønsager jeg mente vi lå inde med, deltog i gårsdagens opsnittede… Ermmm.. pastasalat uden hverken det ene eller det andet er altså ikke særlig spændende..

Samtidig viste det sig at det slet ikke var Anders, der havde forgrebet sig på tærten. Det havde såmænd ingen ringere end vores superkræsne Ungersvend. Når sådan en kræsenpind pludselig har spist en halv tærte fyldt med kartofler, er der ikke rigtig andet at gøre end klappe i hænderne, tilbyde ham den anden halvdel til frokost i morgen og ellers love at bage mere i nær fremtid.

Så det gjorde vi, og opgav al ydereligere madlavning til noget så politisk ukorrekt som grillmad.. Det var der sjovt nok ikke nogen, der klagede over!

Opfindelser

å skolen har de opfinderuge. I mandags havde de haft besøg af Ole Opfinder – der faktisk hed Ole og viste ungerne flere opfindelser han havde lavet.

Emilie var ikke synderlig imponeret, og fortalte om noget med nogle kasser, hvor der helt sikkert havde siddet nogen indeni og rakt det ud, opfinderen bad om. De små klasser derimod, havde grinet og synes det var sjovt. Hun havde hjerte nok til, at synes det var godt de små fik noget ud af det.

Også Caféungerne opfinder på livet løs, og et par af drengene afprøvede den vandkanon de havde bygget. Desværre fik jeg ikke lige det billede, hvor vandet eksploderer, mens flasken skydes afsted med ret stor fart.

De blev ved ret længe og nogen måtte efterfølgende hjem og skifte til tørt.

Påskeliljer på afveje

ede foran den lokale Fakta er et helt almindeligt buskads, af den slags der bringer lidt grønt ind i et ellers kedeligt forstadsmiljø.

Træer med små æbler, der helt sikkert hedder noget, jeg ikke lige har styr på, står mellem småbuske, der gennem vinteren ikke har været det mest spændende indslag, men med forårets kommen viser tegn på grønne sommertegn.

Midt i al buskadset pibler påskelijer frem. I klynger og helt alene, uden nogen umiddelbar planlægning.

måske er de sat der med vilje og fuldt overlæg, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke om det mon er tidligere års usolgte løgfyldte sammenplantninger, der nu dukker op som et forårsfriskt pust midt i al det (lige nu) kedelige halvgrønne.

Uanset hvor de kommer fra, blev regnvejrsdagen en smule lysere at se på :)

Småblomstrede kranier

ndelig er symaskinen igang igen og spinder som en anden mis – det er næsten en ny maskinen sat i forhold til den hoppen og harken, der også afstedkom klirren af alting indenfor meters rækkevidde, den forhen lod lyde.

Gårsdagens syning gik meget hurtigere end jeg havde forventet og formiddagen har samlet langt størstedelen af de stjerner der i sidste ende skal danne grundlaget for et tæppe til ungersvenden.

Et tæppe han selv har valgt tema og farveskala for. Et tæppe han selv har godkendt de stoffer og mønstre til, jeg fandt frem. Og et tæppe der kombinerer det romantiske patchwork med emo og ungdom, sat sammen af både blomster og kranier.

De sidste blokke mangler, før den store samling. Jeg løb tør for nåle, så den endelige stjernesyning måtte ty til to omgange. Når først jeg når dertil, går projektet nok en smule i stå, for jeg har hverken stof til kanter eller bagbeklædning… så langt var jeg mentalt slet ikke kommet.

Men kommer tid, kommer råd og lige nu er tiden i højere grad til en tur under dynerne, for mit kranie duer ikke til arbejde, for slet ikke at tale om at tænke, og selvom jeg altid føler en smule dårlig samvittighed ved sygemeldinger, måtte jeg alligevel ringe afbud i forsøget på at gøre som jeg altid siger andre skal – at passe på mig selv.

Kreativt rod…

 

g orden…

 

Her hygges…

 

Forårskåd

eg gør det hvert år.. glemmer at foråret også rummer råhed, finder det mere sommerlige tøj frem – for det er for varmt at cykle med store sweaters og uldne halstørklæder – og ender med at blive slået til tælling med snot i hovedet og en følelse af at intellegensen har forladt den synkende skude.

Det er weekend, jeg har tid til det og sætter mig i et hjørne og nyder pandekagerne Anders bager og bager og bager… og bager af dej der fylder hele det store grødfad – for der skal jo være nok, mente både Emilie og han. Nok til både i aften og i morgen tidlig og senere igen … mindst!

Og uhm hvor de smager, blandet af både det ene og det andet og helt sikkert hemmelige ingredienser, hvoraf en enkelt smager igennem. Æbeljuice er slet ikke ringe i pandekagedej.

Dead or Alive

il sommer holder vi en kæmpe fest for alle børn, forældre, bedsteforældre og hvem der ellers kan slæbes med. Sidste gang besluttede vi os for et tema og lavede middelaldermarked til den store guldmedalje.

Siden har både børn og forældre snakket om arrangementet på en måde, der giver noget at leve op til. I år skal vi derfor lege comboys og indianere, og alle de computer-grafik-relaterede opgaver havnede uden de store overvejelser hos mig.

Egentlig burde jeg lave en plakat, men pludselig blev wantedposters sjovere og en midlertidig version, der sikkert kan finpudses hen ad vejen, samtidig med at tanker om hvordan vi hurtigst muligt laver posters af hvemsomhelst også skal sættes ind.

Med udgangspunkt i det forhåndenværendes princip har jeg nu posters af mig selv og familien…

Kagebagning

øsebarnet pegede og ville bage kage i går. Pegede mod en færdigpakning på hylden i supermarkedet da vi købte ind efter garderobeudvidelsen.

Suk tænkte jeg og fik sagt noget om at gøre det fra bunden og ordentligt og videre i den dur. Suk, også fordi hun er god til at bage, er god til at måle op og hælde sammen.

Men nu duede kun papversionen, og hun fik lov, for somme tider skal der være plads til at hoppe over hvor gærdet er lavest.

Hun blandede og rørte og brugte smør i stedet for margarine, bagte og lavede topping, der kom på i sidste øjeblik. I sidste øjeblik, for før bagningen gik igang var det allerede sent, og sengetider kom på tværs af kagespisning – og det selv om hun fik lov til at smage lige inden dynerne for alvor kaldte.

Næ nej, sagde hun, gik i seng og ventede på morgendagen. Vi andre derimod måtte gerne smage. Så det gjorde vi – smagte og var ikke synderligt begejstrede.

I morges hoppede hun selv på vognen og spurgte senere om min vurdering.. Jeg duer ikke til at lyve så jeg sagde efter bedste overbevisning at jeg fandt kagen en smule kedelig.

Tøsebarnet blev stille, kiggede lidt og svarede så: “Det synes jeg også..”

Engang imellem er de lave gærder ikke besværet værd og når hun i løbet af weekenden sikkert kommer og vil bage igen, er hun helt sikkert også klar til målebægre og mel fra posen med mel uden andre blandinger.

Nogen ting skal læres af egne erfaringer.