En hurtig tur om haven

Jeg nåede det jeg ville. Tøjet er vasket fri for lugten af bål og i haven står små nye planter og akklimatiserer under midlertidigt tag.

Resten af dagen er skemalagt til noget med benene oppe.



























Den stakkels lille skravlede rose, der sidste år fulgte med noget Anders købte, har gode kår. Vi var ellers sikre den aldrig ville overleve.

Bærbuskene er fyldt med fremtidig høst og salvien stråler. Det samme gør flere af de stauder Anders fik fra en kollega.

I den anden ende af den afdankede bænk, der ikke længere egner sig til at blive siddet på, står nu en klematis, der gerne må brede sig op over ryg og armlæn. Det er nok ikke bænkens endelige ståsted, men den tid, den sorg.

En lille figen er sat med tanke på sol og læ og en tornefri stikkelsbær, der ikke ved den er tornefri, fik plads langs rækken af bærbuske.

Anders samlede drivhusene, vi var fælles om at få dem på plads i pallerammerne.

Vindruen, som mest af alt lignede en enkelt udtørret pind, da vi overtog haven, har for længst overtaget min plan om at hjælpe den til at vokse op om det udgåede træ, den står op ad. Med tiden dækker den nok for de hæklede fugle, som ærlig talt har set bedre tider.

Den har gjort klar til mange druer igen i år. Det er spændende om den ender med at give lige så mange som sidste år.

Søndagstræthed

De sidste dage har været hektiske og præget af mangel på søvn. De har også været skønne.





Jeg føler mig lidt slidt, langsom og brugt. På den gode måde.

Planer om vasketøj og udplantning af tomatplanterne, der endnu ikke er flyttet hjemmefra, hænger i periferien.

Der er tid endnu, solen står højt og jeg kan mærke energien vende tilbage. Jeg når som nok det vigtigste.


Helt som en søndag skal være.

Onsdagsmasker

Det er blevet onsdag igen, og med kæmpe arrangement og overnatning på fredag, haster ugen frem i et tempo, jeg næsten ikke kan følge med i.

Det betyder ikke at jeg ikke strikker. Eller læser.















Læse:

Der er omkring halvfjerds sider tilbage i bogen om Carl Hamilton. Det er til at overskue. Alligevel føles det som om jeg aldrig bliver færdig. Jeg tror næppe jeg sammenlagt har læst mere end ti sider, uden at falde i søvn.

Det er ikke en dårlig bog, den er bare lidt langtrukken. Eller også er jeg ikke indstillet på samme kanal. Der kan stadig ske meget på de sidste lange sider.


Strikke:

Jeg har lukket de korte ærmer af, og hæklet rundt i halskanten på den brune sommerbluse. Den bliver fin, og nu er det bare at fortsætte, til der ikke er mere garn.

Garnet er hårdt at strikke af, og jeg kan mærke at det går langsomt og er hårdt for håndleddene. Altså skrider det langsomt frem. Men det gør ikke noget.

Stolene fra Godhavn

Nede i skolens kælder står mange gamle ting. En stor del af kælderen er afsat til SFO - og her står mest en masse gammelt skrammel, som ingen gider have.





I andre dele af kælderen står gamle møbler, lamper, de nedtagne kort og en masse andet spændende. Men der er låst af, så det er ikke lige til at komme til.

For et par uger siden skulle jeg i kælderen, og endte helt ned i bunden under gymnastiksalene. Jeg vidste slet ikke der var kælder så langt den vej, men Henrik havde stillet ting ned, som vi skulle bruge. Mellem støv og gammelt ragelse fandt jeg ti gamle stole i børneformat.

En ide formede sig. Vi har grøn uge og skal på fredag ende op med Folkemøde, boder og fremvisninger af alt det børnene har lært. Chefen blev spurgt, chefpedellen forelagt og jeg fik lov at hente stolene op i dagslys, med ideen om at dekorere stolene og sælge dem, når der på fredag også er loppemarked.

Planen var i første omgang at lade stellet være og kun male og dekorere på sæde og ryg. Men et nærmere kig viste at stolene har været godt brugt og har fået mange tæv. Fødder mod forbenene, tasker over ryglænet  og almindeligt slid har flænset og flået i det gamle træ. Sammen med malerklatter og hakker og ridser blev vi hurtigt enige om, at det var nødvendigt at male hele herligheden inden dekoration.

Projektet blev derfor noget større.





Et endnu nærmere eftersyn viste at de ti stole, som sikkert har været flere, er lavet på Skolehjemmet Godhavn. Rædselsbørnehjemmet, som fra snedkerværkstedet lavede mange fine brugsting, som brugerne ingen anelse har haft om oprindelsen af. Børnehjemmet som filmen Der kommer en dag er bygget over.

De fine stole fik pludselig en helt anden historie. Det blev vigtigt for mig at behandle dem med respekt for de drenge, der i sin tid har ført værktøjet og fremstillet stolene. Det blev så vigtigt at børnene, som skal være med til at dekorere, nok fik lov at slibe, men hurtigt blev frataget muligheden for at male.

Jeg kan ganske simpelt ikke leve med, at det ikke bliver gjort ordentligt.

Desværre er børn sjældent særlig vedholdende, når noget tager lang tid. Så jeg har slebet, Louise har slebet og vi har begge malet. Jeg endte i dag efter lukketid og gav den sidste stol tredie lag af fire (to gange grunder - der sivede gult gennem første lag - og to lag færdig maling) I morgen bliver de alle helt færdigmalet, og så bliver det tid til dekorationen.

Lidt knapt, men jeg tror vi når det.

Også selvom jeg vil insistere på at arbejdet bliver gjort efter alle kunstens regler.





Af de ti, viste de tre sig at være flækket så grundigt at de ikke kom med i upcyclingsprojektet.

Et projekt der er noget nær helt igennem genbrug. Det viste sig nemlig at kælderen også rummede både trægrunder og hvid træmaling.

Cykelweekend

Da weekenden startede havde jeg ingen intentioner om at den skulle bruges sammen med min cykel. Men planer er til, for at blive lavet om.. eller noget.





I går skulle jeg have været med toget fra Frederikssund, i dag skulle jeg en hurtig tur til Glostrup efter tilbehør til haven.

Ingen af delene blev som forventet.

Turen hjem i går endte på cykel. I sol og sommer. Fem og tredive kilometer. Jeg cykler åbenbart ret præcis fjorten komma syv kilometer i timen (ifølge cykelappen, der godt kan gå hen og blive en god ven), så de fem og tredive kilometer tog godt tre timer. Jeg skrev forkert tidligere i dag - det er rettet.

Det var en dejlig tur. Og jeg kunne godt finde på det igen.

I dag skulle jeg i Bauhaus. Jeg skulle også plante de knap så små tomater ud i haven. De er bare stadig i et stadie, hvor det være godt med afskærmning, så jeg havde et ønske om små plastikdrivhuse/overdækning, der passer til pallerammer. Det kan man få i Bauhaus.








Eller. Det kunne man, men de er udsolgt. Og nu havde jeg besluttet mig for, at det skulle være i dag. Heldigvis tjekkede jeg lagerstatus, inden jeg kørte hjemmefra. I stedet kunne jeg så finde dem i Bilka. Både i Ishøj og Hundige. Jeg valgte Hundige, af nostalgiske årsager. Jeg voksede op og boede i Hundige fra jeg var to til jeg var fjorten.

Skal, skal ikke have cyklen med, var spørgsmålet. Jeg besluttede at det var bedst med pakdyret, og kørte til Friheden station i Hvidovre. Det er jo ikke særlig langt. Derfra tog jeg toget. Nemt og bekvemt.

Først da jeg stod med den pakkede cykel og to meget lette, men temmelig uhåndterbare kasser, der begge har en længde i samme bredde som en palleramme (120cm) slog det mig, at det ville være noget bras at få cykel og bagage ind i toget igen.

Et opslag i GPS'en viste at der er femten kilometer hjem fra Hundige StorCenter (Waves, jeg ved det godt, men jeg boede som sagt i nærheden, dengang det hed noget andet...) Femten kilometer er til at overskue. Specielt når turen går gennem barndommens kvartere.

Så jeg cyklede. Med palledrivhuse og et figentræ. Turen var ikke helt så pæn, som turen fra Frederikssund, men jeg kom forbi teenageårenes bolig, venners og familiens. Alle er flyttet nu og meget ser anderledes ud.

En time tog det. En hurtig time, igen i solskin. Med solcreme. Og synkende vand i flasken.







Min cykel er ikke skabt til lange ture. Den er tung og jeg sidder ikke optimalt. Jeg får hurtigt ondt i knæene, fordi den er tung at træde - også i et lavt gear. Jeg får ondt i nakken og i håndleddene af at sidde forkert og selvom jeg holder af at cykle, er det ikke det bedste for min krop - på den cykel. Samtidig vil det være synd at sige, at jeg er i særlig god form.

I går kunne jeg mærke min nakke, da jeg kom hjem. I morges kunne jeg mærke mine knæ.

Stakkels mig!

Men. Og der er et men. Der er her jeg kan mærke at vedholdenheden med hulahopringen - som jeg stadig efter et halvt år motionerer (næsten) hver morgen - og samtræningen med Lotte og Berit et par gange om ugen, sætter ind.

Jeg har nemlig ikke ondt i mine knæ mere. Og smerterne i nakken, som for et halvt år siden ville være blevet ved i dagevis, er ikke uudholdelige, og er noget nær forsvundet. De er der, og det er okey, for jeg ved de forsvinder.

Det er sådan noget, der batter på motivationskontoen.


Og så klapper jeg mig lidt på skulderen både over vedholdenheden og en cykelweekend med cirka syv og halvtreds kilometer i benene.

Det er faktisk ret vildt!

Økologiske karklude

Det er efterhånden længe siden min mor og min søster bestilte nye karklude.







Det var omkring samme tid som jeg besluttede mig for en farm af flodheste og at jeg kun ville bruge økologisk bomuldsgarn.

Jeg bestilte rigeligt dengang.

Siden blev flodhestene færdige. Af to omgange. Og jeg begyndte at have en delvis strikket karklud og garn, med mig i tasken, når jeg var ude.

Nu er alt garnet strikket op. Eller næsten alt. Der er en lille smule tilbage, som må vente til en anden gang.

Emilie har skyndsomt hugget en af de lyserøde, en anden har jeg selv valgt at lægge beslag på, men resten venter til jeg en dag er sammen med både min mor og min søster. Så må de sammen finde ud af hvordan de skal deles.

Da alt garnet til dyrefamilien var brugt, var der garn nok tilbage til elleve karklude. Det er ikke sikkert det er nok. Men så må jeg strikke videre en anden gang.








Design: Min egen optimering af en forklaring, jeg har glemt hvem der stod for.


Garn: Økologisk Bomuldsgarn fra Karen Klarbæk.

De elleve klude vejer tilsammen 644 gram. Enkeltvis vejer de cirka 60 gram.


Pinde: 4 mm.


Størrelse: 26 x 26 centimeter







Bemærkninger: En løs anvisning kan se sådan ud:

Strik med to tråde.
Slå 50 masker op med en hæklenål om strikkepinden. (Opslag kommer til at se ud som afluk).
Tag de første 2 masker løst af med garnet foran arbejdet = icord over 2 masker. Strik ret resten af pinden.
Gentag til der er 43 retriller.
Luk af.

Ved farveskift har jeg skiftet en farve ad gangen, så skiftet ikke bliver for voldsomt.

Jeg har bundet magiske knuder ved farveskift. Det er min oplevelse at de magiske knuder virker godt i bomuldsgarn. Samtidig er det bedre at afprøve om det virker i en karklud i stedet for et større arbejde.


Har du lyst til at se flere billeder af karkludene, kan de ses lige her  og her på Ravery.

Frederikssundsruten

I går var det World Wide Knit In Public Day. (wwkipday).

Hverken Bettina eller jeg kunne overskue at sidde på Rådhuspladsen, og ingen af os havde fantasi til bare at sætte os et sted. Da Bettina foreslog egen have, slog jeg til og tog til Frederikssund.

Jeg tog af sted helt som jeg plejede - cyklede til Husum Station, tog toget til Frederikssund og cyklede fra stationen til Bettina.





Efter mange timer i dejligt selskab, satte jeg mig på cyklen parat til samme tur hjem. Halvvejs mod stationen, gik det op for mig at jeg havde passeret mere end et orange mærke på cykelstien, der markerer supercykelsti.

Er der Supercykelsti helt til Frederikssund? Tænkte jeg, stoppede op, tjekkede op og tog en hurtig beslutning. Vejret var fantastisk, solen skinnede fra en skyfri himmel, der var ikke en vind der rørte sig og jeg havde solcreme i tasken.

Indsmurt i solcreme, vendte jeg cyklen, tænkte at jeg altid kunne finde en station, og satte af mod en tur gennem sommerlandet i de skønneste omgivelser. Det første lange stykke løber cykelstien parallelt med banen og marker, belægningen er ny, bortset fra de få gange toget passerede, var der helt stille og fyldt med fuglefløjt, overalt groede natur og kultur og lyste spændstigt grønt mod en blå himmel.

Det var skønt at køre. Min cykel er ikke lavet til lange ture, og mine knæ er ikke i form til alt for meget træk. Jeg gearede ned og kørte ikke specielt hurtigt. Jeg passerede Ølstykke, Egedal og Stenløse uden at have lyst til at stoppe op og fortsatte via cykelstier og villaveje.





I Stenløse farede jeg vild. Mens de orange mærker i vejen er godt markerede på cykelstierne, er det knap så godt på de større veje, gennem byer og på villavejene. Her foregår orienteringen via små blå skilte med endnu mindre pile og flere steder er der flere kilometre mellem skiltningen.

Da jeg pludselig stod ved en lukket vej, og åbenbart havde overset et skilt, konsulterede jeg ruten via hjemmesiden og zigzaggede tilbage til den rigtige villavej, i stedet for at køre langt tilbage.

Skiltningen visse steder er faktisk eneste anke. Man skal kende ruten og jeg kan forestille mig at folk, uden den store evne ud i at finde vej, hurtigt kan komme på afveje. Det var helt rart, hver gang jeg havde kørt længe, endelig at gense et af de orange mærker.

Jeg havde halvdelen af en halv liter vand i tasken og efterhånden som tiden gik sank beholdningen betydeligt. Jeg kom ikke forbi nogle åbne steder til optankning og da jeg nåede Ballerup var jeg nået til et kritisk punkt - rent vandmæssigt.

På det tidspunkt var jeg også nået til beslutningen om, at nu cyklede jeg hele vejen hjem. Ved Ballerup drejede jeg fra rute C97 - som Frederikssundsruten hedder. De landlige omgivelser var byttet ud med bybebyggelse, store veje og langt mere genkendelige omgivelser. Jeg fandt stationen, tankede op på vandkontoen og kørte ind gennem landet i retning mod Rødovre.





Et godt stykke inden Ballerup kom jeg i tanke om ikke helbredsappen som min telefon er født med kan håndtere cykling. Appen som hver dag fortæller mig, jeg går for lidt - og som jeg fortæller at skridt sjældent registreres, når telefonen ligger stille og jeg går rundt.... Men det har den ringe forståelse for.

Det viste sig at den kunne cykle, og med den som ledsager fik jeg resten af vejen besked for hver kørt kilometer - både hvor langt jeg havde bevæget mig, hvor hurtigt og hvor længe. Men også hvor lang tid jeg havde tilbage. Jeg kunne konstatere at jeg cykler cirka fjorten kilometer i timen. Jeg ved godt det ikke er specielt hurtigt, men min cykel taget i betragtning, synes jeg faktisk det er rigtig godt.

Godt fem tre timer (det er svært at trække seks fra ni...) efter jeg tog fra Bettina havnede jeg herhjemme. Anders havde mad klar, jeg var sulten og Google kunne fortælle mig, at jeg havde kørt cirka fem og tredive kilometer.


Jeg følte mig sej.


I dag kan jeg mærke det i inderlårene - og lidt i musklerne om knæene...

Tradition med et twist

Tre gange er en tradition, og traditionen tro spiste vi sushi - fordi det er min fødselsdag.





Traditionen foreskriver også et grønt område og gerne et tæppe. Helst Søndermarken, men andre steder kan også bruges. Bare der er grønt.

Men her twistede vi lidt i år. Der var lovet regn, så jeg valgte at bestille bord i restauranten, hvorfra vi plejer at hente takeaway. Det er ikke helt så hyggeligt at sidde inden døre, men når selskabet er godt, er opvartning ikke det værste der kan ske.

Vi kunne måske godt have siddet udendørs, men jeg turde ikke satse.

Godt mætte gik vi den lange vej til en omlagt bus. Det var helt rart at bevæge sig efter at have siddet så længe og ris falder altså tungt.





Nu er jeg træt, nærmest tæt på grydeklar. Formiddagens træning kan så småt mærkes i musklerne, og jeg tænker at trætheden måske også har noget med det at gøre.

Det har været en dejlig dag, fyldt med glade smil, børn der beredvilligt uddelte knus til fødselsdagsramte pædagoger og kolleger, der opførte en hel lille dans - bare til ære for mig.

Jeg beder ikke om mere.