Danmark set fra luften

Det Kongelige Bibliotek har lanceret en hjemmeside med et kig til Danmark ovenfra.

Ud over et blik på Danmark, som her ser ud i dag, er det også muligt at se luftfotos helt tilbage til 1954 - med et par stop på vejen. Efterhånden er siden også udviddet med gamle tegnede kort sammen med det utal af billeder, der over hele Damark linkes til.

Jeg har moret mig med at finde mit eget og mine forældres barndomshjem, og sammenlignet kort fra nutiden med fortiden. På de allerældste kort er ingen af bygningerne tænkt, og der er marker alle de steder, jeg har fundet interessante.

Begge mine forældre bor i dag så bynært, at der var bebyggelse på det ældste kort fra 1842. Min far tæt på havnen i Nakskov, min mor i Vanløse - ikke langt fra Damhussøen, som i mange år fungerede som vandreserve.



Øverst Rødovre Skole og til højre Rødovre Kirke. Det store hvide hus yderst til højre, cirka midtvejs i billedet, findes stadig. I dag ligger det på hjørnet af Rødovrevej (den store vej på billedet) og Rødovre Parkvej, som løber langs Rødovre Centrum - Centret som i dag ligger nederst til venstre og ud af billedet. Billedet er fra midt i trediverne.


På Rødovresiden af Damhussøen, var der næppe tænkt beboelse i stor stil dengang i 1842. Hele området er marker med enkelte spredte gårde. Bortset fra området omkring Rødovregård og Rødovre Kirke, der vist er det nærmeste Rødovre kan komme en landsby.

De mange billeder, der findes i den tilhørende database, består for størstedelen af oversigtsbilleder. Det er ret sjovt at se på billederne, genkende enkelte gamle bygninger (som for eksempel Rødovre Skole og Kirke) og derfra slutte sig til hvad de omkringliggende marker rummer i dag (for eksempel Rødovre Centrum)

Det er selvfølgelig sjovest at se på noget, man kender - heraf kan sluttes, at jeg kender Rødovre. Men hele landet er repræsenteret, og jeg er sikker på at du kan finde dit lokalområde.



Min farfars hus


Det sjoveste jeg har fundet er min farfars hus

I 1949 (kan jeg læse fra billedeteksten) blev min farfars hus luftfotograferet. Det var mægtig moderne blandt de mere velstillede dengang. Billedet hang i min farfars kontor. Ikke i sort/hvid - men håndkoloreret. Min far har senere fortalt (I bogen om barndommen på Lolland) at den store bunke mursten nederst til højre var farvet grøn, så man ikke så dem. De var netop ankommet, da fotografiet blev taget, og skulle bruges til en udbygning af huset. Udbygningen ville de gerne have, men mursten pynter ikke på et luftfoto.

Da jeg var barn, sad hoveddøren mere midt for, med et vindue på hver side. Hoveddøren blev dog aldrig brugt, alle - også postbuddet og mælkemanden - gik altid ind gennem køkkenet, som lå bagerst i den nye del af huset. Fortil var kontoret og ovenpå et stort værelse min far og hans lillebror delte. Det var i det værelse, vi altid sov, når vi var på besøg.

Onsdagsmasker

Jeg var tidligt af sted i morges, til min debut i MED-udvalget. En god oplevelse, som jeg ser frem til at blive lidt mere dus med.

Af frygt for at regnvejr og overskyethed ville gøre det for mørkt at fotografere når jeg kom hjem, pakkede jeg bog og strikketøj og tog billederne udenfor på pallesofaen, vi byggede sidste sommer på terrassen bag Klubben.

Ikke nogen dum ide, der godt kunne gå hen og blive fremtiden på tidlige onsdage.












Læse:

Jeg læser stadig langsomt, men nettet begynder at trække sammen, plottet viser sig i vage former, og måske har jeg gennemskuet morderen - måske kommer der pludselig en ny aktør på banen...


Strikke:

Den grønne T-shirt fra sidste uge er lagt lidt væk. Jeg er færdig med at strikke og mangler de hæklede vingeærmer. Jeg har hæklet en fjerdedel. Det gik hurtigt og var overskueligt, da først jeg gennemskuede mønstret. Men min lyst til hækling er langt væk - så...

I stedet har jeg fundet et længe lagret garn af viscose og hør frem fra gemmerne. Også her er planen en strikket sommerbluse. Jeg er ikke nået langt, garnet er hårdt at strikke i, men det er mødestrik der fungerer .. og sådan noget manglede jeg pludselig.

Lidt et luksusproblem...

Jute og en nedfalden gren

Den anden gave, havde jeg slet ikke lyst til at give væk. Men så må jeg i gang igen.







Det var efterår, da jeg tænkte hanke, fik ideer og forestillede mig hvordan en løbbundet kurv kan udstyres med bæregreb. Det var efterår, da jeg sammen med Anders gik en tur langs bevoksningen ved branddammen og samlede tre nedfaldne grene op, som siden har boet i kælderen, for at sikre gennemtørring.

Løbbinding er en langvarig proces. Jeg vidste det, så jeg startede i god tid. Jeg bandt med jute om en tredobbelt sjæl af papirgarn. Jute er temmelig kortfibret og sviner (støver) derfor meget. Som i rigtig meget. Derfor har jeg besluttet at løbbinding er en sommerbeskæftigelse, der kun sker udenfor.

Til gengæld er der mange muligheder for udenfor. Kurven her har brugt meget tid på altanen, men den har også været med i haven og i Søndermarken.







Løbbinding er lidt hårdt at starte op, men når først starten er gået er det nærmest meditativt. Når kurven når en vis størrelse, kan det være nødvendigt at overveje hvordan håndledet drejes, når der bindes, men det er stadig ikke hårdt.

Kun den sidste omgang - med håndtag og en tanke der virkede helt som forventet - blev det en smule besværligt at dreje om kurv, håndtag og bindinger. Men sådan er der så meget.

Kurven er cirka tyve gange tredive centimer - jeg glemte at måle. Papirsjælen giver enormt meget stabilitet og håndtaget er silkeblødt.

Anders overtog helt af sig selv træarbejdet. Jeg kiggede grundigt på de opsamlede grene, og valgte en del med et sving, der virkede perfekt til et håndtag. Anders savede, skrællede barken af og sleb til den store guldmedalje.

Der blev slebet, og mellemslebet. Der blev vasket med vand, for at få fibrene til at rejse sig, og der blev vokset mellem slibningerne til træet fremstod silkeblødt og med fine farver fra begyndende råd. Det sidste er noget nær guld for en træskærer, fordi det giver de smukkeste farver.





Håndtaget sidder ikke helt så fast, som jeg kunne have ønsket. Men det falder ikke af. Om jeg med tiden, og flere forsøg, kan stramme bindingen mere skal jeg lade være usagt. Under alle omstændigheder er det ikke den sidste kurv med træhåndtag jeg skal binde.

Jeg skal jo have en selv....

Strik for Fanden!

Hvad giver man en halvtredsårs fødselslar?







Jeg besluttede mig for to ting, der ikke kunne byttes, og som ingen andre har. Begge ting, der kan fyldes noget i, og begge ting, jeg ikke måtte tage med hjem igen.

Den første krævede en tur til Frederiksberg. Og tilbage igen en uge senere. Den første krævede tynde pensler og glasur i maleform. Den første tog ikke nær så lang tid at lave som den anden, men det var hyggeligt og jeg nåede at hente den, inden fødselsdagen stod for døren.

Jeg tog til Creative Space, valgte en Jumbokop, og havde hjemmefra kigget på tegninger af garnnøgler. For en ting er at tegne i hånden, noget andet er at have en ide om, hvor tegningen skal bære hen.







Jeg kunne godt have malet mere, for jeg brugte ikke al den afsatte tid, men det gælder om at slutte mens legen er god, og jeg synes ikke der skulle mere på.

Det var vildt hyggeligt at sidde der, helt alene og bare fordybe sig i maling, jeg ikke er helt sikker på hvordan ender med at se ud.

Glasuren inden brænding er lysere og mest af alt pasteller i forhold til det endelige resultat. Selvom jeg ved at farven ændrer sig i brændingen, bliver jeg alligevel altid overrasket, og selvom jeg har sammenlignet med farveprøverne, er det svært at forestille sig hvordan det kommer til at se ud.


Og jeg synes, jeg har en god forestillingsevne.

Jeg er altid spændt, når jeg henter det færdige og brændte projekt.









I den nærmeste fremtid venter en fyrreårs fødselsdag - jeg tror jeg skal derind igen.

Weekend med masser selskabelighed

Weekenden har været fyldt med sociale indlæg. Derfor var det dejligt ikke at have planer, der involverede andre i dag.

Dagen har været langsom, men alt er nået. Vasketøjet er vasket og fliser er lagt i haven. Sammen med omrokering af pallerammer og uønsket grønt.

Jeg kom vistnok også til at love, at tage kanten ude ved stien - men det bliver ikke før jeg får indkøbt en ny saks til formålet.

Før og efter:

Hvis I ser bort fra al naboens skrammel, ser det vist ganske godt ud - og pallerammerne er nu klar til alle tomatplanterne, der snart er klar til at flytte hjemmefra.

Ud over de oprindelige planer, blev den stakkels storkenæb flyttet til lidt luftigere omgivelser, end hindbærrenes omklamrende tæthed, og nu mangler bare al den uønskede vækst i resten af haven - et ongoing projekt, vi stadig ikke er specielt velbevandrede i....







Weekendens sociale tiltag fyldte ikke kun lørdag og søndag. De startede allerede fredag, med kollegial hygge i Lottes have. Den nye terrasse skulle beundres og indtages. Indtaget er den for længst, men ikke af os.

Sådan en aften i godt selskab er guld værd i dagligdagen, og vi forsøger at finde plads uden alt for lange mellemrum. Det er ikke altid vi alle kan være med, og således var vi bare fire i fredags - den ene endda slet ikke ansat hos os mere.

Det gør ikke selskabet værre, og når Anja i løbet af sommeren flytter langt ud på landet med egen sø og stråtækt idyl, har vi selvfølgelig allerede afsat en weekend til overnatning og inspicering af de nye omgivelser.

Det bliver også hyggeligt.





Det var mørkt, da jeg kørte hjem i fredags. Heldigvis bor Lotte lige rundt om hjørnet, så jeg var hurtigt hjemme.

Terrassehygge

Udenfor skinner solen, det er lidt koldt og jeg har lovet Anders at gå med i haven.

Vi har planer om mere definerede bede, der skal klargøres til tomater og hvad vi ellers finder på. Definitionen skulle gerne ske ved hjælp af smalle flisebelagte stier og pallerammer. Vi har det hele - også fiberdug, det handler mere om at gøre det.

Sol og ikke alt for meget varme, er ikke nogen dårlig kombination til havearbejde. Tror jeg.





I lørdags var jeg inviteret til halvtreds års fødselsdag. En fødselsdag i skønne omgivelser, fyldt med skønne mennesker og lækker mad. Det blev sent, før jeg var hjemme.

Sent efter en dag fyldt med glæde, smil og snak. Vi startede på terrassen, gik indenfor for at spise og endte igen ude, hvor solen var kommet frem og hyggen i højsædet.









Jeg er temmelig sikker på at fødselaren havde en dejlig dag.

Det samme gælder for resten af selskabet.

Både to- og firbenede.

En skøn eftermiddag

Sådan en forlænget pinseweekend falder på et tørt sted. Selvom jeg føler mig ovenpå, kan jeg alligevel godt mærke eftervirkningerne af uger med travlhed. Skønne uger - vel at mærke.







I dag var der inviteret til strik i haven et sted på Nordsjælland med håb om at gæsterne ville købe en masse garn. Jeg havde sat Bettina stævne, for jeg kunne ikke lige overskue at komme fra Frederikssund station og langt ud på landet alene - jeg ville nemlig gerne have garn, og har længe haft et projekt i tankerne, som jeg tror det lækre Agnes fra Familien Davidsen, som Karen Ditte forhandler, vil passe perfekt til.

Det blev ikke til strik i haven, regnen væltede ned, og arrangementet blev flyttet indenfor, med noget snævrere rammer til følge. Vi snakkede om vi skulle blive hjemme, men Bettina synes ikke jeg skulle snydes for drømmen om garn, og kørte gerne turen fra Frederikssund til Karen Dittes stue - og værelset ovenpå fyldt med garn.

Der var fint dækket op, og mange damer trodsede regnen og kom kørende langvejs fra. Der var sikkert også nogle, som ikke havde helt så langt. Vi startede ovenpå, hvor jeg fik garn - ikke helt så meget som jeg gerne ville, farver var forsvundet, og jeg må klare mig med det der stod på hylden. Det tror jeg godt jeg kan.

Jeg glemte at sammenligne med farvekortet, men et kig på nettet og et forsøg på sammenligning, får mig til at tro, jeg købte Pil, Plæne og Vesterhav. Pæne navne til pæne farver.

Vi drak en kop the, spiste et stykke kage og snakkede lidt med damerne i nærheden, før vi blev enige om at lade pladserne gå videre til andre, og i stedet kørte tilbage til Frederikssund, Bettinas stue og the vi selv kunne vælge.

Mens regnen hamrede ned udenfor og fyldte luften med den skønne friske duft, som kun regn kan fremkalde, satte vi os i sofaen, talte masker og talte om lidt af hvert. Da regnen endelig forsvandt og solen kom frem, pakkede jeg mig sammen, og gik mod stationen og toget hjem.







Jeg mødte den lille snegl på vejen.

Den var ikke alene. Overhovedet ikke. Jeg gik næsten hele vejen med næsen i jorden, af frygt for at træde på en af dens fætre.

Mange snegle må lade livet efter regnvejr.







Da jeg nåede den hjemlige station, var der ingen bus. Jo - altså hvis jeg gad vente det meste af tyve minutter. Det gad jeg ikke, og gik i stedet de cirka fem kilometer hjem.

Skridttælleren i min telefon blev overlykkelig.

Blomkål

Sidste år plantede vi en mængde kål i haven.





Muligvis lidt naivt - i alt fald havde sneglene en fest, og vi fik ingen kål. En enkelt plante overlevede, dog uden at sætte frugt, og da vi pakkede sammen for vinteren fik den lov at stå.

Da foråret var en realitet, og vi så småt begyndte at besøge haven, var den stakkels kål gået i stok. Den stod fin og rank, med store grønne blade og passede sig selv.

En dag viste det sig at den også passede på en skat.


Et blomkål.





Anders har værnet om planten, håbet på at sneglene ikke opdagede den, og i dag kunne høsten tages med hjem.

Vi har smagt på det. Det smager af blomkål, bare meget bedre. Mere smag, mere eftersmag og mere destinkt blomkål.

Det er også fint. Og pænt.






Vi spiser det i morgen. Ikke i dag. I dag har Anders bestemt vi skal have pizza.

Det må man nemlig gerne bestemme, når man har fødselsdag, fylder ottehundrede og et, tydeligvis har været sød og rar, og endda har fået en gave, man næsten havde glemt, man ønskede sig.