Slidt

Jeg har strikket ny pulsvarme til Daniel. Det er længe siden (mindst et år) han sidst har fået, og jeg mente det var på tide. Det mente han også.

Og hvem gider ikke strikke, når det strikkede bliver brugt til sidste trævl.

Jeg gider godt.

Jeg fik lov at smide de gamle væk, da de nye kom på.

De gamle, der var godt slidte - man kan faktisk undre sig over de stadig kan varme. De gamle, der har tæt på fire år på bagen. De gamle som helt sikkert har været brugt.

Han har stadig nogle hele derhjemme – sagde han. De er bare til vask.

Og så gik han hjem iført de nye.

Sikke’n voldsom trængsel og alarm

Jeg kan ikke huske en december, der i den grad har haft ben at løbe på, som den i år. Jeg har en følelse af at løbe halsende bagefter, vel vidende at jeg når det jeg når.

Julegaver er en by i Rusland, forberedelser er pakket langt væk, indkøb til lukkede dage og gæster forlængst glemt og rengøring er en saga blot. Jeg har besluttet at stress ikke kan betale sig, vi når det vi når, og uanset skal vi nok få nogle dejlige dage fra vi rammer den treogtyvende, gæsterne ankommer og julen for alvor står for døren.

Og måske er netop tanken om at stress er unødvendig med til at gøre hurtigløbet overskueligt. Selvom ingen gaver er købt, og tanken om hvad til hvem på papiret er blankt, kan jeg mærke at der er ved at være styr på tankerne et sted inde bagved.

Vi har bestilt en and til afhentning i sidste øjeblik – vi har ikke plads i køleskabet, og muligheden for opbevaring et andet sted virker tiltrækkende. På samme måde er planen at vi i løbet af i dag skal have styr på indkøb og afprøve nemlig.com, som aldrig er prøvet før, men fra mange sider har fået ros.

Juletræet skal gerne hentes på Byggeren i løbet af de næste dage og de der gaver begynder at tage form, og kan forhåbentlig hentes i hus på vej til og fra arbejde i løbet af næste uge. Nogen skal sendes, og her kan der være nogen fornuft i at komme i gang.

Det med rengøring, har jeg besluttet er ligemeget og når først huset er fyldt kan nullermændene i hjørnerne alligevel ikke ses.

Jeg tænker det nok bliver jul, og har en vag ide om at bagudheden i høj grad har med arbejdsdagen at gøre. Arbejdsdage der byder på fulde kalendre og en hel del flere arbejdstimer end de sidste mange år. Arbejdsdage der nok er landet i en hverdag, men samtidig og stadig giver plads til udfordringer der spænder vidt og både kan være uoverskuelige og spændende. Arbejdsdage jeg glæder mig til, men som også betyder at jeg falder omkuld, når jeg kommer hjem.

Om lidt er der ferie, tid og glæde.

Det er vist det vigtigste.

Et kort øjeblik fik fantasien frie vinger

Det er sjældent jeg synes dage er skrækkelige. I dag har alligevel været sådan en, der godt kunne få den påskrift. Ikke så meget fordi, ungerne har været forfærdelige, har svært ved behovsudsættelse, eller fordi andre har gjort noget dumt. Mest af alt fordi jeg ikke selv har tænkt mig om. Mest fordi jeg ikke havde set det komme.

Det startede i virkeligheden nok, da jeg i formiddags valgte at tage et par støvler på, jeg hverken kan gå eller stå i – og stod resten af dagen. Et virkeligt dumt valg. Jeg kan undre mig over at de støvler stadig findes i min samling.

Dagen er gået med smykker. Med ørenringe. Med øjer.

Louise har længe gerne ville starte på projekt smykker. Jeg har trukket fra. Har ikke haft den store lyst. Vidste egentlig ikke rigtigt hvorfor. I dag stod i klarhedens lys, for dybt inde vidste jeg jo godt, hvorfor jeg strittede så meget imod.

I går startede Louise for alvor. I dag sad hun i møde. Det skal være hende vel undt, og selvom jeg et øjeblik godt kunne have bandet hende langt væk, handler uviljen udelukkende om mig og mine handlinger. I dag brugte jeg hele dagen på at lave øjer i smykkestave, så smykkerne kunne dingle fra ørene.

Hele dagen. Uden ophold.

Det gider jeg ganske simpelt ikke.

For det er jo sådan det er. Jeg gider rigtig gerne hjælpe. Jeg gider rigtig gerne inspirere og igangsætte. Men jeg gider ikke lave ungernes projekter. Kan de ikke selv, må de lave noget andet.

Det havde jeg bare glemt.

Nu har jeg husket, og også overvejet andre metoder til dinglende smykker. Den første mulighed der dukkede op var wire og klemmer. Det bliver morgendagens plan. Sammen med viljen til at vise, men under ingen omstændigheder overtage og færdiggøre.

Og så blev dagen alligevel ikke så skrækkelig. For jeg huskede hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil.

Og da jeg stod i Fakta og passede mig selv, med fødder der længtes efter at slippe for de tumpede støvler, og ventede på at skulle betale, lyste dagen op og den gode historie vende tilbage.

Ind trådte en dame. Hun brød nærmest ud i sang, da hun så mit hår – det er stadig blågrønt. Hun blev så glad, at hun måtte kundgøre midt i butikken, Havde hun turdet selv, ville hendes hår også have mærkelige farver. Hun turde bare ikke. Men hvor blev hun glad. ´

Det er svært ikke at smile lidt og glædes over sådan en melding. Og så var det min fantasi gik på langfart.

For jeg er sikker på at hun er en af de ægte gamle hippier fra dengang der var hippier til. At hun på tidspunkt i livet har været nødt til at fralægge sig hippiidealerne til fordel for fornuft, familie, mand og børn. Men at hun aldrig rigtigt for alvor har glemt tankerne og idealerne fra dengang. At familie, mand og børn efterhånden er flyttet hjemmefra og nu er der igen plads til a finde de gamle glæder frem.

Måske tager jeg fejl, men jeg kan godt lide den lille historie. Og hun havde helt sikkert alderen til at have været ung dengang i ‘68.

Hæklede krokodillesko

Der bliver altid lidt tomt, når Emilie tager tilbage til skolen. Je savner hende som sådan ikke i hverdagen, i stedet glæder jeg mig over at vide at hun har det godt, får en masse fantastiske oplevelser og i den grad vokser på mange områder. Det bliver ikke det samme barn, der komer hjem til sommer. Så er det sagt!

Hun var hjemme i weekenden. Mest for at købe frakke sammen med Anders. Der er skitur til Sverige først i det nye år, og da Anders uden rigtigt at tænke sig om, fik lovet hende en ny og varm frakke, hang han på den. Jeg overvældes lidt af hvor meget hun vokser for øjeblikket. Pigebarnet er pakket væk til fordel for ungdommen og alle de tanker og oplevelser der følger med.

Hun har nye venner og, mens det med venner og veninder har kunne ligge på et meget lille sted de sidste år, er mængden løbet i vejret med mange hundrede procent. De er gode ved hinanden og det er dejligt at høre. Hun trives. Hun glædes og hun har en fantastisk tid. At selve skolen ikke er det store at skrive hjem om, og at maden ikke er imponerende, er vist helt normalt.

I fredags kunne hun åbne pakken i rækken af decembergaver med et par hæklede sutsko. Ikke nogen hun har peget på, men dem som jeg havde lyst til at lave. Jeg havde faktisk vist dem til hende for længe siden. Dengang faldt de ikke i god jord. Det er vi flere om at bestemme, bestemte jeg, og heldigvis blev hun rigtig glad for dem.

Også selvom de sidder lidt for løst om hælen. Det problem satser jeg på at kunne løse i løbet af julen. Hun havde dem ikke med hjem i weekenden, så det må vente.

Selvfølgelig hæklede jeg i pink. Hæklefastheden passede ikke helt og næste gang (for jeg temmelig sikker på der bliver en næste gang, når de her er slidt op) skal der klippes en hæl og hugges en tå. Det er altid lettere anden gang.

Design: Crocodile Stitch Boots af Bonita Patterns.

Garn: Wool fra Stoff & Stil. Jeg brugte farven Pink, og tilsatte en ulden sål underneden, for bedre at kunne modstå slid.

De færdige sutsko vejer 215 gram uden sål.

Nål: 5 mm hæklenål.

Størrelse: Jeg gik efter en størrelse 39.

Bemærkninger: Garnet jeg valgte havde den rigtige løbelængde, alligevel kunne jeg ikke få hæklefastheden til at falde i hak og endte med at hækle med en 5 mm nål mod opskriftens størrelse 3.75. Jeg kom ikke helt i mål og hæklede derfor den største størrelse.

Jeg fulgte opskriften, men set i bagklogskabens overstrømmende lys vil jeg ændre lidt næste gang.

Emilie og jeg er enige om, at tåen sidder næsten for godt fast, mens hælen er for løs. Fastheden om tåen kunne godt hænge sammen med at jeg strakte den færdige sko noget, for at få den til at passe til sålen. Men jeg synes også den sad godt til inden sålen blev syet på.

Jeg satser på at et strategisk placeret stykke elastik, vil få den til at sidde bedre om hælen, og næste gang vil jeg vælge at hækle mere lige op inden indtag og formning af forfoden. Jeg tror ikke det vil ændre på tætheden om hælen. Men jeg kunne godt overveje at tage lidt ind og dermed også forme hælen – måske bare en maske eller to.

Stykket med krokodilleskællene har Emilie allerede meldt ud skal være en del højere næste gang. Og så vil jeg overveje om det er nødvendigt med knapper og oplukningsmulighed, når de alligevel snildt kan trækkes på foden uden at lukkes op.

De er varme og det er vist det vigtigste.

Krokodillemønstret og det næsten ribstrikkede look de halve stangmasker om hinanden giver, var sjove at prøve kræfter med og noget andet end den mere almindelige hækling jeg plejer at kaste mig ud i.

Har du lyst til at se flere billeder af skoene, kan de ses lige her på Ravelry.

Nyt navn

Torsdag blev dagen, hvor vi blev ophøjet til strikkeduller…

Exploration Station

Stephen Wests fjerde mystiske sjal krævede ikke mindre end fire farver. Mit lager lå ikke inde med fire farver i samme kvalitet sdom passede til en pind nummer fire. Altså gik jeg på nettet og bestilte, for med dét ville jeg være.

Jeg var ikke afsindig hurtig til at sende min bestilling af sted, så hele vejen igennem mysteriet har jeg haltet lidt bagefter. Det har heller ikke hjulpet at jeg har haft andre prioriteringer og på ingen måde har strikket monogamt på sjalet.

Men det har været sjovt. Og lærerigt. Og så holder jeg nok aldrig op med at synes, at det er fantastisk at se andres versioner tage form. Det er vildt så mange variationer, der kan komme af det samme mønster, blot ved forskellige farver. Det med farver er også temmelig vildt. En mærkelig samensætning kan vise sig usandsynlig smuk, mens et enkelt twist over den samme skala kan være fatal. Mange af de færdige sjaler er afsindig flotte, mens der bestemt også er nogen imellem, der ikke er det.

Der var engang jeg under ingen omstændigheder kiggede billeder, under et mysterie, før jeg selv havde færdiggjort min egen del. Det er jeg holdt op med. Jeg vil stadig gerne have mysteriet, men så snart jeg har forstået hvor det enkelte clue bærer hen, ser jeg gerne billeder. Det betyder at jeg får muligheden for at blive inspireret undervejs. Det betød her, at jeg ændrede en lille smule i den yderste kant. Ikke vbæsentligt i forhold til opskriften, bare et enkelt farvestrejf, der ellers ikke skulle have været med.

Der hvor jeg ændrede, ændrede jeg selv. I stor stil. Det viste sig nemlig hurtigt at salet var halvcirkelformet. Jeg bruger sjældent mine halvcirkelformede sjaler. Jeg har et par stykker, kun et enkelt er i brug en gang imellem – og kun fordi jeg kan bilde mig selv ind, at der er en smule trekantet over det.

Derfor valgte jeg at tilføre lige præcis nok spidshed midtpå, til at give indtryk at et trekantet sjal, i stedet for det runde. Jeg strikkede vendepinde i clue nummer tre. Et clue, der spillede på farveskiftet mellem to af de fire farver. I mit tilfælde blev det de to blå, og umiddelbart var det svært at se de to farver. Det er det stadig på billederne. Jeg strikkede kun vendepinde med den ene farve, og pludselig stod jeg med en spidshed, der også stod en lille smule ud i farvemæssigt i forhold til blandingen af de to blå.

Ellers fulgte jeg troligt opskriften. Strikkede westknits store yndlingshuller og glædede mig over de svungne vendepinde i det første clue. I anden uge blev teknikken hevet op i et højere lag og jeg lærte tofarvet patent og strikkede vævestrik. De tofarvede patent er så fantastisk enkel at det næsten gør ondt. Samtidig er den så langsom, at det kræver noget tålmodighed at komme gennem.

En eller anden dag, skal jeg strikke tofarvet patent igen. En eller anden dag.

Indtil da glæder jeg mig bare over mit nye sjal. Det varmer dejligt.

Design: Exploration Station af Stephen West.

Garn: Explore Wool Silk fra Great British Yarns. Garnet ligner mange andre uld/silke blandinger – denne har en blanding af 75% uld og 25% silke.

Det færdige sjal vejer 143 gram og der er brugt mellem 30 og 44 gram af hver af farverne.

Pinde: 4 mm rundpind.

Størrelse: Efter at have været lagt i spænd har sjalet et vingefang på 163 cm og en dybde på 88 cm.

Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke. I hvert fald de første to clues.

Da jeg nåede tredie clue, var jeg temmelig sikker på at den endelige form var nået. Jeg er ikke specielt vild med runde sjaler. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg kan bare konstatere at jeg ikke bruger de runde sjaler jeg har strikket. Det havde jeg ikke lyst til skulle ske med det her, så jeg ændrede en smule på tredie clue.

Egentlig skulle jeg bare have forsat den runde form, men jeg ville have en følelse af trekantethed, derfor strikkede jeg vendemasker på hver anden pind over de midterste ca 100 masker. 4 mindre for hver vending. Hver anden pind betød at alle vendepindende er strikket med den mørkeblå. Det træder tydeligt frem i virkeligeheden, mens det gør sig mindre godt på billeder. Tredie clue er en blanding af de to blå, og umiddelbart faldt de to bå så meget i med hinanden, at det var svært at se.

Fjerde og sidste clue ændrede jeg også en lille bitte smule. Slet ikke så drastisk som det tredie. Jeg tilføjede blot en enkelt rille i en anden farve inden den sidste tur frem og tilbage med bundfarven og aflukningen med iCord.

Striben i kanten er ikke noget jeg selv har fundet på. Jeg lod mig friste af Wollilli’s udgave af kanten, og kopierede fuldstændig. Jeg synes det er en fin detalje.

Efter bad og stræk er det gået hen og blevet et dejligt sjal, jeg nok skal få brugt. Rigtig meget.

Har du lyst til at se flere billeder af sjaket, kan de ses lige her på Ravelry.

Engagement

Jeg har i mange år hørt om de utroligt engagerede forældreråd, der møde efter møde diskuterrede på livet løs, alle havde noget på hjerte og fungerede i en ånd af respekt for hinanden og vores arbejde.

Nogle år har det engagerede været højere end andre og nogle år har diskutionerne været mere spændende end andre.

Nu sidder jeg selv i forældrerådet. Organet der er til som et bindeled mellem forældre og personale. Organet, der ikke er beslutningsdygtig, men gerne skulle stille spørgsmål og være med til at sætte fokus på det vigtige i vores arbejde.

I år er det et stille forældreråd. Chefen sagde det allerede efter det første møde. Allerede efter første møde savnede han dynamikken fra tidligere tiders råd.

I aften var mødet om muligt endnu mere stille. Chefen holdt stort set en lang enetale, afbrudt af supplementer fra personalet og enkelte spørgsmål fra forældrene. Vi gik ikke hjem med nye input. Vi gik ikke hjem med følelsen af et sprudlende møde. Engagementet føltes ikke højt.

Og så alligevel. Jeg gik fra et møde med en god stemning. Jeg gik fra et møde med aktivt lyttende forældre og forældre, der virkede ægte interesserede. Er det ikke også engagement? Eller er det kun engagement, når diskutioner er i høj kurs?

Jeg gik fra et møde, med en flok forældre, der virkede engagerede. De havde ikke meget at sige, men de var glade for at lytte. Og måske er det ikke i år vi skal vente de store udfordringer fra forældrenes side. Måske er året i år i langt højere grad et spørgsmål om at finde rundt i alt det nye, og fortælle om hvordan vi finder rundt, hvordan vi føler vi udvikler os og hvor vi gerne vil hen.

Måske er det ikke i den første tid af skolereformens nye tidsregning, engagementet i forældrerådet handler om at sætte spørgsmål. Måske kommer det helt af sig selv, når tiden er til det.

Sikke noget hø

Der stod hø på posen. Jeg tog den med, da jeg kørte på arbejde og var forbi de vintertomme og –triste haver. Der er ikke meget sjov over området, på den her tid af året.

Nu har de små nye buske fået vintertøjet på, og med håb om at det bliver liggende, brugte jeg nogle af de fliser, der ligger en del af i vores have.

Altså ikke dem, der er bygget terasse af – de andre, der ligger lidt i bunker…

Faktisk er der en del bunker i vores have. Af forskellig mærkelig art.

Under mørket

Vi mødtes i Centret på vej hjem. Anders havde været der et stykke tid, inden jeg nåede frem. Havde allerede hentet sin nye telefon, været forbi slagteren og ventede på en bænk med en posefuld friskstegte flæskesvær.

Vi holdt i hånd, mens vi først fandt tilbehør til stegen, Anders allerede havde sat i ovnen, inden turen mod Centret. Bagefter besøgte vi dyrehandlen, hvorfra en stor posefuld halm – måske var det hø - kom med. Hos Panduro fandt jeg papirstrimler til stjerner.

Sille lavede det fineste julepynt sidste år, bare med en flok stjerner af lækkert papir fra Panduro. Jeg vil også have stjerner og jeg har foldet de første. Sidste år brugte jeg papir fra Creativ Compagny. Det er billigere, men så skal jeg vente på posten. Jeg gad ikke vente. Næste gang venter jeg, for postordreopapiret er meget mere lækkert, tykkere og nemmere at arbejde med.

På vej hjem grinede vi lidt af en flok drenge. Kun lidt, og kun så de ikke hørte det. Og fordi det var sjovt. Har I nogensinde lagt mærke til hvordan drenge i en vis alder, fniser som tøser, mens de prøver at spille smarte. Det er sjovt. Og jeg bliver nødt til at sige det, næste gang de to mest fnisende i min ene ottendeklasse, begynder at spille smarte.

Høet – eller var det halm – står nede i kælderen. Planen er at lægge det omkring alle de små buske vi plantede, da det stadig var varmt. Det burde lægge der allerede nu, det bliver koldt i nat, men jeg kunne ikke overskue det i mørket. Jeg håber de overlever til i morgen.

Nu er aftenen gået. Stegen er spist. Ligeså de store flotte protobellosvampe vi fandt i Irma. Anders er gået i seng – jeg kan  høre ham snorke. Jeg gider ikke snorke, eller sove, så jeg sidder her.

Egentlig burde jeg begynde på sok nummer to til det par jeg har strikket på til Emilie. Den første er færdig, den er i virkeligheden blevet lidt for kort, men jeg gider ikke strikke den om, før nummer to er helt klar. Den er blevet god. Den sidder godt om foden, men jeg nåede også at strikke den mindst tre gange, inden resultatet blev tilfredsstillende. Jeg har skrevet en masse noter. Alligevel tvivler jeg om jeg kan få den anden til at ligne.

Jeg kunne også bare folde endnu en stjerne.