Jeg siger det bare

Det er jo fuldstændig umuligt at være syg, når der er femogtyve graders varme udenfor.

Det gør det ikke bedre at bo i en lejlighed, der virker i retningen af et drivhus, når sommersolen står lige på. Hvis jeg ikke i forvejen følte mig varm og feberdryppende, får jeg masser af hjælp. Det er også ganske smart at insistere på at sy den ene lille uskyldige udstoppede hexipuff efter den anden på det voksende tæppe.

Der er varmt under det tæppe.

Der er også temmelig mange små puder at sy sammen. Jeg blev faktisk lidt overrasket over hvor mange der er, da jeg fik hevet dem frem fra under sengen.

Måske. Men kun måske. Er det ikke det mest geniale projekt at kaste sig over, samtidig med at solen har meldt sin ankomst.

Det bliver jo lissom ikke mindre. Det der tæppe...

Men altså. Det duer ikke at være syg. Så jeg har besluttet at jeg er rask i morgen. Heldigvis møder jeg sent nok til at jeg og min krop godt kan nå at diskutere raskheden mere end een gang i løbet af i morgen formiddag.

Jeg siger det bare!

Blomsterne og bierne

Jeg hader at være syg. Det er så tit det sker, og jeg ved godt det handler om at høre efter. Så jeg har siddet i et hjørne. Noget af dagen i hvert fald. Jeg har også siddet pakket ind foran computeren, for det er simpelthen for kedeligt at sidde i et hjørne. Og vi havde jo planlagt at i dag skulle jeg arbejde hjemme.

Måske bliver jeg også færdig i dag. Hvis ikke må det vente til i morgen. Jeg tvivler på at det er nogen god ide at tage på arbejde i morgen. Det falder nok ikke i god jord, hvis jeg dukker op og smitter dem alle sammen.

Også selvom jeg har glædet mig til et gensyn med Louise, der endelig er kommet tilbage fra barsel. Og at jeg har glædet mig til at lære vores nye kollega, der startede i går, bedre at kende.

Så jeg har siddet her. Sovet lidt, og manglet det varme tæppe, der lige nu mest har pudestørrelse, men som altså varmer ret godt alligevel. Blomsterne er færdige og hexipufftæppet begynder at ligne en realitet.

Jeg syer kun sammen i hjørnerne. Ikke kun fordi det originale tæppe kun er syet sammen i hjørnerne, men også fordi jeg synes det er flottest. Af flere grunde.

• Jeg kan godt lide at det er tydeligt at tæppet at lavet af enkeltstående små puder.
• Jeg har set udgaver, der er syet sammen langs alle sider - det synes jeg ikke var pænt.
• Skulle de enkelte puffs syes sammen langs alle sider kunne jeg lige så godt have strikket det hele ud i et.
• Jeg har foreløbig hverken stukket fingre eller tære gennem hullerne.
• Huller varmer som bekendt.

Jeg tror godt jeg kunne finde et par punkter mere... men det er vist vigtigere at kravle sammen i hjørnet og forsøge at blive rask...

I skovbrynet

Er det en kæmpeblyant? Spurgte Emilie, da vi i formiddags gik fra Sorø Station mod Husholdningsskolen.

Vi stoppede på vej tilbage og tog billeder af den sjove gule pind, som slet ikke er en blyant.. men det behøver vi jo ikke fortælle nogen...

Forresten - sådan bare for god ordens skyld - er det ikke Emilie der har væltet pinden. Den stod meget skævt, jeg rettede den bare op på det øverste billede...

Men, hvorfor var det egentlig vi skulle komme??

Emilie og jeg har været i Sorø i dag. Der er dejligt i Sorø, det slår mig for hver gang, hvor let det er at komme dertil og vejret har været skønt.

Vi skulle til møde på skolen. Et møde viceforstanderen insisterede på skulle finde sted, efter min kontakt omkring hjælpemidler til Emilie, da vi var til madmesse på stedet. Et møde vi i sin tid blev lovet ville finde sted for alle elever, der skal starte på skolen. Et møde vi aldrig er blevet indkaldt til, men som nu blev voldsomt aktuelt og meget, meget vigtigt. Sagde viceforstanderen.

Det var et fint møde. Vi snakkede lidt om dit og lidt om dat, og da sekretæren, der varetog mødet ikke på noget tidspunkt henledte interessen mod det meget vigtige omkring hjælpemidler og Emilies muligheder, gjorde jeg det selv. Med en oplevelse af, at så vigtigt er det så heller ikke. Men vi havde en rigtig god snak.

Jeg er ikke i tvivl om at Emilie får et fantastisk år på Sorø Husholdningsskole. Jeg er ikke i tvivl om at  det er det rigtige for hende, og at det er det rigtige valg vi har taget. Jeg ville til hver en tid anbefale skolen til andre, også selvom hun ikke er startet endnu. Men jeg er helt ærligt ikke særlig imponeret af deres logistik.

Min manglende imponering blev i sin tid grundlagt da jeg på intet tidspunkt, efter at have skrevet Emilie op og betalt temmelig mange penge i depositum, hørte noget som helst fra skolen. Ikke det mindste lille pip. Jeg endte med at ringe til skolen. To gange. Inden nogen kunne fortælle mig, at hun var optaget på skolen og depositummet var ankommet. Heller ikke derefter fik jeg nogen skriftlig besked om start.

Det kunne selvfølgelig være et slip. Jeg troede stadig på at skolen har styr på sagerne. Også selvom jeg stadig undrer mig. Det kunne have været rart med en besked om, at hun står på listen over elever til start på skolen. Det fik vi fra den efterskole vi i sin tid skrev Daniel op til. Men fred med det.

Indtil i dag. I dag mødte vi op til et møde, der fra viceforstanderens mund var afsindig vigtigt. Alligevel vidste sekretæren - som vi har mødt før - intet om hvad mødet skulle handle om, eller hvem hun skulle tale med. I kalenderen stod bare Emilie. Selvom jeg har al mulig godt tilovers for den søde sekretær, som i øvrigt kunne huske Emilie fra sidst, har jeg lidt svært ved at forstå vigtigheden, når mødeholderen ikke ved hvad mødet skal handle om...

Men der er dejligt i Sorø.

Flittig lille fyr

Jeg mødte en bi forleden i Tivoli. En af de tunge drenge. En af dem, der ikke ved, de ikke kan flyve. En humlebi.

Den havde travlt, og ænsede mig på ingen måde, mens jeg forsøgte at fange den med mit lille lommekamera, der tydeligt har begrænsninger i forhold til bevægelse.

Den fløj fra blomst til blomst i en rododrendronbusk, fyldt med pollen og uden at vide, at den tabte lige så meget støv, som den samlede op.

Det var en flittig lille fyr, og mens den summede videre, pakkede jeg kameraet væk og summede også videre i min færd rundt i haven. Knap så flittig, men i forsøget på at samle flere børn op end jeg tabte.

Min opgave var den nemmeste.

Efter lange dage kommer langsomme

Jeg er træt. Helt igennem brugt. Selvom ugen kun har haft fire dage, er det tydeligt at de har været godt fyldt op. Derfor har fredag også været afsat til ingenting. Længe.

Jeg har lavet ingenting. Hele formiddagen og en stor del af eftermiddagen. Der var bare lige de der to punkter på listen, som ikke rigtigt kunne vente længere. Men som heldigvis kunne slåes sammen. Vasketøjet, der efterhånden bulede godt ud over toppen af kurven og krydderurterne, der ugen igennem har stået på altanen og sukket efter mere jord.

Da jeg ikke længere gad lave ingenting hankede jeg op i vasketøjet og var heldig at maskinerne i kælderen næsten alle var tomme. Det går unægteligt en del hurtigere med tre maskiner end med en. Så kommer der hurtigt bund i vasketøjskurven.

Mens maskinerne snurrede kørte jeg efter jord. Og kage. For kage er godt, når man skal lave ingenting. Og kage står højt på listen over nødvendigheder i dag. Tilbage var maskinerne færdige, og nu hænger vasketøjet til tørre på snorlige snore, Altankasser, potter og krukker er fyldt med jordbær og krydderurter og theen er brygget.

Om lidt sidder jeg klar til endnu en omgang ingenting. Jeg har kage, fjernsyn og strikketøj inden for rækkevidde.

Det kan ikke gå helt galt!

Årets Tivolitur

Det har været en fantastisk dag i Tivoli.

Intet mindre.

Mere er der ikke at sige om den sag!

Og pludselig blev jeg forfængelig

Jeg har aldrig været sådan en, der gik med neglelak. Jo på tæerne helt sikkert, men det der farvede flimmer for enden af mine fingre, har jeg prøvet, men aldrig været glad for. Det var mest i vejen. Og mine negle sådan nogle der hele tiden knækkede. Og neglelak på korte negle synes jeg ikke er rigtig godt.

Alt det har ændret sig. Ganske langsomt. Og med lange spring. Det startede dengang jeg flirtede med kunstige negle. Det var for kunstigt, men tanken om de lange pæne negle, der ikke knækkede, kunne blive mine, rykkede tættere på.

Så opdagede jeg shellac. Jeg købte et startsæt af tvivlsom kvalitet og legede med mellemrum. Tiden gik og kalk har hjulpet neglene med at gro. Og mens jeg af og til forsøgte med min egen hjemmelagte shellack, forsøgte jeg også med proffesionelt lagt.

For et par måneder siden skete der noget nyt. Pludselig er jeg blevet sådan en der altid har farve på neglene. Jo mere fjollet jo bedre. Det sartede med opdagelsen af farveskiftende shellac. Kan I huske firserne. T-shirts der skifte farve ved håndspålæggelse eller moodrings. Nu bare på fingrene. Jeg er solgt.

De fleste skifter mellem to meget larmende farver. Trods fjollethedsfaktoren vil jeg også gerne kunne være en smule neutral ind imellem. Min yndling er helt sikkert den I ser på billederne her. Samme farve, skifter fra helt gennemsigtig over sand og koldt til varm og brun. Chocolate Spark hedder den. Jeg får ikke noget for at fortælle det, jeg synes bare den er fantastisk. Over et par dage har jeg forsøgt at fange alle de mange nuancer den har på sin vej fra varm til kold. Den lyse er i øvrigt den varme, og den der ses oftest.

Det sjoveste er nok at hvor jeg engang synes de flagrende farver for enden af mine fingre var i vejen, kan jeg nu nærmest ikke få nok. Når jeg sidder og kigger farvemulighederne igennem falder mit blik igen og igen på de mest larmende, glimrende eller mørkeste, i stedet for det neutrale jeg troede jeg gerne ville have.

Det er vist godt jeg har et job med indbygget fjollethed.

Ikke helt som planlagt

Jeg blev våd, da jeg kørte hjem i dag. Regnen faldt støt og det var rart at det var på hjemvejen og ikke på vej ud. Jeg har ikke noget mod at komme gennemblødt hjem, når der er varme tæpper og tørt tøj at skifte til.

I morgen ser vejret heldigvis ganske anderledes ud. Loves det. I morgen er dagen for den årlige Tivolitur. Firs forventningsfulde børn er klar. Vi plejer at tage af sted onsdag før Kristi Himmelfart, men når den dag en sjælden gang imellem falder sammen med niendeklassernes sidste skoledag, flytter vi til torsdag før Store Bededag.

I SFO'en arrangerer vi i øjeblikket det sidste store familiearrangement inden den nye skolereform træder i kraft. Det er langt fra sikkert at der bliver de samme muligheder fremover og vi satser stort. Det kræver overblik. Og møder. Sammen med planlægning, træning, maling og alt muligt andet.

Dagens første møde var derfor også dedikeret arrangementet. Jeg sidder i styregruppen og er med til at få enderne til at nå sammen. Det ser godt ud og måske er vi i virkeligheden langt længere end beregnet. På de fleste punkter. For selvfølgelig skal der være hængepartier. Dem fik vi sat fokus på. Det er en vigtig ting.

Dagens andet møde var i personaleregi. Helt som vi plejer om onsdagen. Vi nåede det vi skulle og glæder os vildt til hverdagen i næste uge begynder at hænge lidt bedre sammen. Det er unægteligt nemmere at nå rundt når den ene kommer tilbage fra barsel og den anden kan begynde et helt nyt job. Og vi andre ikke længere skal skrive referat for hvert tredie møde. Det sidste er vigtigt!

Dagens tredie måde var igen i familiearrangementets tegn. Aktivitetgruppen mødtes og forunderligt nok viste det sig at vi har styr på det hele. Vi har plads til lidt mere og alting begyder at falde i hak. Sådan noget giver plads til snak af helt anden karakter. Det er også vigtigt.

Dagens fjerde møde var som udgangspunkt det mest interessante. Men blev noget ganske andet. Sådan er det nogen gange, og nogen gange skal der være plads til forandring. Dagens fjerde møde handlede om skolereformen. Om teams og om samarbejde. Om at sætte sig sammen med fremtidige samarbejdspartnere, se hinanden i øjnene og sige pænt goddag.

Sådan blev det ikke. For fagfordelinger er vigtigere. Tiden løb fra planerne og alle var enige om, at det med at sætte sig sammen må blive en anden dag. I stedet fortrak vi til SFOlederens kontor og ganske automatisk blev det til endnu et møde om familiearrangementet. Pludselig sad vi der alle, punkter kunne deles og planer kunne lægges. For os var det vigtigt.