Lommevarme

Bolden har været i aktion, støvsugeren har været luftet og jeg føler mig i den grad aktiv.

I køkkenet står orcideerne i vand, mens svovldampene fylder. Vi bruger arvesølvet til dagligt, men pasningen er vi knap så gode til. Jeg kan egentlig godt lide når det er lidt anløbent, men det kan også blive for meget. Når det sker, tyer jeg til den nemme løsning.

Krøllet staniol i bunden af et fad og masser af salt og kogende vand. Jeg har på ingen måde styr på kemien, men jeg ved det virker. Det meget anløbne sølvtøj dukker op fra badet fint og skinnende. En omgang pudsning som afslutning ville helt sikkert være på sin plads. Men der springer jeg over.

For efterhånden længe siden fandt Emilie og jeg små hotpacks hos Søstrene Grene. Ideen med mulighed for lommevarme på kolde dage, synes jeg er fantastisk. Alligevel har de fået lov at ligge, mens isvinteren de sidste dage har gjort sit indtog.

Jeg kunne ikke lide indpakningen. En sok af acryl eller noget andet skræmmende. Jeg er på ingen måde sikker. Men nu er der strikket nyt og de er allerede pakket til næste ekspedition udenfor.

Bittesmå sweaters til små røde varmedunkeformede hotpacks. Eneste minus er den tid der skal bruges på at koge dem efter brug, så de igen er klar til varme.

Jeg ved ikke hvor meget brug jeg får for dem på cykel, men de kan sikkert også bruges, hvis den kolde vind skulle finde indenfor.

 

Design: Mit helt eget og opfundet undervejs.

Garn: Hot Socks Tweed fra Four Seasons Gründl. jeg har strikket i farve nummer 47, en brunmelering med nister i flere farver, og 44, en lækker blå melering. De sidste rester fra sokker til Anders.

Jeg brugte i alt 28 gram.

Pinde: Strømpepinde nr 3 og 2½.

Størrelse: De færdige sweaters er cirka 8 x 13 cm.

Bemærkninger: Jeg strikkede nedfra og op. Startede med Judys Magic Cast On, som jeg også bruger til Hexipufftæppet. Den samme opslagning bruges ofte til strømper strikket fra tåen og op.

Jeg startede med 32 masker og tog yderligere 4 masker ud på anden eller tredie omgang. Herfra strikkede jeg lige op, lavede et vrangstrikket hjerte på begge sider af maven med en drejet retmaskekant.

Da jeg nåede den ønskede højde, skiftede jeg til de mindre pinde og strikkede rib til længden passede med et ombuk og lukkede af.

Har du lyst til at se flere billeder af lommevarmerne, kan de ses lige her på Ravelry.

Endelig blev her stille

Det kan være svært nok at få én Ungersvend ud af fjerene om morgenen, de dage skolen starter tidligt. Når der så pludselig også ligger en snorkende ditto, på gulvet i det lille hummer, der heller ikke hører til blandt de allermest morgenfriske, kan jeg godt mærke munden snerpe til, og blodtrykket stige en anelse af irritation over nødvendigheden af højere og højere stemmeleje i forsøget på åbne øjne.

Nu er de gået. Meget snak blev det ikke til, men jeg kan godt regne ud, at mødetiden vist ikke kan nåes.

Jeg bliver faktisk mere irriteret, end jeg synes er nødvendigt. Men fandme... og så videre.

Med en tom lejlighed er der nu mulighed for min forfængelighed. Jeg laver nemlig gerne øvelser på bolden, jeg fik af min mor. Men kun når ingen kigger...

Snoninger med snoninger på

Anders holder meget af sokker med snoninger. Han holder på at højdevariationen i det strikkede får luften mellem sok og sko til at stå stille, og varme endnu mere end bare sko og sok.

Derfor var det ønsket om snoninger der stod øverst, da jeg ledte efter endnu et mønster til sokker. At valget faldt på Whitney Pier Socks, der er et udpræget feminint mønster med både snoninger og huller, kan umiddelbart være lidt mærkeligt, men jeg mente at være i stand til at omforme nok til, at få et mere maskulint resultat.

Med en mønsterrapport på toogfyrre rækker, var det ikke et projekt der fungerede særlig godt sammen med snak og hyggeligt samvær. Derfor pakkede jeg det også hurtigt væk, og kom først i gang igen længe efter, jeg i første omgang forventede at være færdig.

Omvendt var det bemærkelsesværdigt nemt at glemme alt om huller og sammenstrik, selvom mønstret så sandelig krævede koncentration.

Den først sok tog tid. Da den anden først kom på pindene gik det til gengæld overraskende stærkt. Også selvom jeg ikke havde skrevet alle mine ændringer ned, men blot forventede at kunne huske.

Hvis jeg har lavet nogen forskelle, er det ikke umiddelbart synligt i det færdige resultat, og Anders er glad. Dog knap så glad for at blive sendt ud i sneen og kulden til Photoshoot.

Design: Whitney Pier Socks af Luise O'Neill.

Garn: Hot Socks Tweed fra Four Seasons Gründl. jeg har strikket i farve nummer 47, en brunmelering med nister i flere farver. Et enkelt nøgle vejer 150 gr, og er alt rigeligt til et par store herresokker.

De færdige sokker vejer 141 gr.

Pinde: Strømpepinde nr 3.

Størrelse: Jeg strikkede efter mønsterets størrelse small. Med lidt større pinde endte det med at passe rigtigt fint til Anders' fødder i størrelse 46.

Bemærkninger: Jeg strikkede ribben øverst dobbelt så bred og gentog rapporten til den ønskede længde. De indtagninger der skulle til, for at tilpasse snoningsmønstret til glatstrik, fordelte jeg efter bedste overbevisning i overgangene mellem mønster og hæl og tå.

Jeg undlod at slå om, for at få et mere maskulint præg. I stedet valgte jeg enten at strikke de to masker, der skulle strikkes sammen umiddelbart inden eller efter omslaget ret eller vrang, som det passede eller snoede maskerne.

Har du lyst til at se flere billeder af sokkerne, kan de ses lige her på Ravelry.

Klædt i hvidt

Et gråligt tåget skær lå over værelset, da jeg vågnede i morges. Den slags lys der kan få mig ud af sengen i en fart, for med et skråvindue dækket af hvidt, er det ikke til at se ud. Et langt bedre udsyn findes gennem stuens lodrette glasflader og kig over altankanten.

Verden var klædt i hvidt, og store hvide fnug faldt langsomt fra en klar himmel. Sammen med den helt specielle vinterstilhed nød jeg synet og varmen, som et lag sne tilsyneladende giver oppe under taget.

Senere bevægede jeg mig ud. Der var gammelt glas, der skulle i containeren og flasker, der skulle kræves pant for. Der var også børn, der skulle hentes. Men det nåede jeg ikke. Jeg troede ellers lige en tur i den lokale indkøbscentral kunne kombineres med stationen.

De klarede sig heldigvis selv. Grinede endda, da jeg ringede og spurgte hvor langt de var nået.

Jeg klukkede også lidt, da jeg først på udturen, bagefter på hjemturen mødte tomme gummistøvler. Jeg tænker at nogen må savne og håber ikke at alt for mange borgere i Rødovre nu må gå med bare fødder. Det ville være trist.

Jeg mødte også en enlig sko. Måske den anden lå gemt under sneen. Det er ikke til at vide. Jeg ved, jeg ville savne, hvis det var mine.

Nu er alt det klare ved at forsvinde, dagen næsten gået, og ungerne vendt hjem efter weekenden. Der er simremad på komfuret og om lidt der mørkt nok til at tænde lys.

Sikke hurtigt weekenden forsvandt.

Så gjorde han det igen

ÆV!

Pludselig føles eftermiddagen, jeg skulle nyde alene, knap så nydningsegnet...

Lørdagspligter

Lørdag er godt i gang og nu kan jeg ikke trække den længere. Jeg har spist og nu vil jeg iføre mig tykke sokker, varme sweaters, de langærmede underbukser og Anders' arbejdshandsker og løbe ud med med Emilies aviser.

Heldigvis er der kun sytten bundter. Det er lækkert når normen er omkring seksogtyve...

Og hvorfor Emilie ikke kan selv.. Hun er hos sin far. Og når dagens dont er slut, har jeg resten af dagen for mig selv. Næsten.

Anders er taget på arbejde, og jeg kom vist nok til at love, at forsøge med lidt huslighed og sørge for lækker aftensmad, når han engang kommer hjem.

Det tror jeg godt lige, jeg kan klare.

Fra seksogfyrre til niogtredive

Af alle de sokker jeg har strikket til Anders, har langt de fleste overlevet længe og fungerer stadig i bedste velgående.

Som en stor afvigelse står en sjov gruppe. En gruppe sokker strikket af en fint mønstret strømpegarn, jeg fandt billigt i Netto for længe, længe siden. Jeg har aldrig set det siden - måske der er en grund til det.

Problemet er nemlig, at strømpegarnet ikke rigtig tåler vask. Mens de resterende sokker er vasket og vasket og vasket uden den store forskel fra dengang de var nye, har alle sokkerne strikket af det famøse Nettostrømpegarn filtet en lille smule ved hver vask.

Den lille smule filt har også gjort dem en lille smule mindre. Ikke meget. Men for hver vask en lille smule mindre.

Anders har længe været glad for de filtede sokker, der varmede dejligt og bare skulle strækkes lidt, for at indeholde hans fødder.

Men nu er det slut. Til gengæld er sokkerne krøbet så meget at de fra at have passet Anders' størrelse seksogfyrre fødder, nu sidder perfekt på mine størrelse niogtredive.

Det er foreløbig kun et enkelt par, der er landet i min turban. Men mon ikke der ligger flere nederst i skuffen med Anders' sokker. Det par jeg har fået er strikket af rester, og næsten hele foden består af det krympende garn. Kun den yderste del af tåen og skafterne er stadig i startstørrelsen, resten er godt og grundigt filtet.

Et ret sjovt syn.

Mon ikke de vil være god varme i støvlerne, når jeg om lidt pakker mig sammen og begiver mig ud i kulden.

Æblekage som samlesæt

Jeg har prøvet mange forskellige æblekager af, men den jeg vender tilbage til, den som jeg synes smager bedst, er uden navn.

Opskriften fandt jeg for år tilbage på nettet, men jeg kan ikke huske hvor. Til gengæld er jeg helt sikker på, at jeg aldrig tidligere har medbragt kagen som samlesæt.

Det fungerede fint. Faktisk ovenud godt.

Dejen havde jeg fordelt i to små bokse, af den slags der kan smides ud efter brug. To fordi så slap jeg for at dele den undervejs. Det var måske næsten skudt over målet, men nogengange er overdrivelse helt i orden.

Æblerne havde jeg skåret og presset ned i endnu en boks. Presset og alligevel måtte jeg spise et par både, inden jeg kunne få plads til dem alle.

I den lille grønne skål havde jeg blandingen af mandler og kanel til toppen. Der burde også have været perlesukker blandet sammen med, men det havde jeg ikke lige, og måtte alligevel købe, hvorfor perlesukkeret sammen med tærteformen og den lille grønne boks, var det eneste, der skulle med hjem.

Jeg havde også en bøtte creme fraiche blandet med vaniliesukker, men den var allerede sat i køleskabet, da jeg fandt kameraret frem.

Det var mine fordelinger - men hvad så med opskriften, spørger du måske.

Den kommer her:

150 gr sukker

150 gr blødt smør

2 æg

150 gr mel

1 tsk bagepulver

4 store æbler

100 gr grofthakkede mandler - gerne med skrællen på.

lidt kanel

perlesukker

Jeg vælger økologisk, når jeg kan komme til det, men jeg er sikker på den også smager godt med andre valg.

Smør og sukker røres hvidt. Æggene røres i et ad gangen. Mel og bagepulver blandes og røres i dejen.

Æblerne skrælles og skæres i tynde både.

Halvdelen af dejen smøres ud i den ønskede form - en tærteform af gængs format er en god størrelse.

Hæld alle æblebådene ovenpå. Der er mange og de behøver ikke ligge pænt.

Den anden halvdel af dejen fordeles over æblerne. Det er stort set umuligt at gøre pænt, eller dækkende. Så bare på med dejen i klatter.

Øverst hældes mandler, kanel og perlesukker.

Kagen bages i ovnen på nederste rille ved 175 grader i cirka 45 minutter.

Spis den lun med creme fraiche blandet med vaniliesukker til.

Lillebitte

Der er stor forskel på lille og alt for lille.

Lille er den æske Emilie engang i aftes foldede, og viste mig, efter hjemkomsten fra en Bedsteveninde, der ligger syg og trængte til lidt opmuntring.

Sat op mod ringen jeg engang lavede og ikke har brugt længe, er det tydeligt hvor lillebitte. Ringen har jeg i øvrigt fundet frem og tænkte Anders kunne bruge og omforme, til et helt andet udtryk... Men jeg er ved at få kolde fødder. Jeg holder mere af den, end jeg lige gik og troede.

Alt for lille er det ærme, jeg har brugt de seneste dage til at frembringe. Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg vælger i stedet at bruge det smalle ærme som udgangpunkt til et ærme med lidt mere plads.

Den blå dominosag er nået til ærmerne. I følge opskriften skal de også strikkes af firkanter. I min optik bliver der for mange små felter. Så jeg strikkede i stedet ærmet ud i et, eksperimenterede med at få det strikkede til at ændres fra lige rækker til zigzag, for at ende med en kant, der matcher resten af modellen.

Mine ideer virkede. Næsten for godt. Og nu sidder jeg med et alt for smalt ærme, der har mere zigzag end jeg havde forventet. Nu bliver det omdannet til oplæg til et, der formentlig bliver mere efter mine planer, om hvordan det skal ende.

Det er egentlig helt okey.

I aften venter endnu et besøg ude. Jeg har lovet at medbringe kage, og overvejer om kage kan medbringes som samlesæt, monteres og sættes i ovenen ved ankomsten.

Jeg tror det, og glæder mig til lun kage i stedet for en iskold. For efter en cykeltur, der ikke er lang, men i det her vejr helt sikker kold, vil en medbragt kage ikke være varm, ej heller lun.