Som et Østens cykelbud

Da jeg i fredags sad hos min mor og snakkede om dette og hint, vejr og vind og hele verdenssituationen, fik jeg sagt, at jeg ønsker mig en gymnastikbold. Ret meget længere sad vi ikke, for det viste sig at min mor er indehaver af ikke en, men to bolde, og ved hjælp af stiger og roden rundt inde bagerst i de øverste skabe, fandt hun begge to.

Jeg fik den ene med hjem. Sammen med den ene prop til ventilen, som hun kunne finde. Anders fik proppen med på arbejde, og fiksede lige et par stykker mere, så der nu er propper til begge bolde.

Moderen min mente bare at kunne puste kuglen op med mundkraft, så det kunne jeg vel også - tænkte jeg. Men helt ærligt, enten (undskyld mor) har min mor en temmelig veludviklet lungekapacitet, eller også har hun ikke haft særlig meget luft i bolden i oppustet tilstand. Jeg endte i hvert fald med en bold, der nok var fyldt, men ikke særlig velegnet til gymnastiske øvelser.

Vi skulle alligevel ud. Vi skulle nyde sneen, der er faldet over Vestegnen. Vi skulle proviantere - specielt kaffe og fløde, der manglede, og som Anders nærmest dør uden. Vi skulle hente alt det vi stod og manglede. Så hvorfor ikke også hjælpe bolden til mere luft.

Altså monterede jeg den noget flade bold ovenpå cykelkurven, inden vi begav os ud i verden. Efter indkøb og proviantering satte vi kursen mod skolen og den kompressor, der står i Klubben.

Luft blev fyldt på og vi satte fodspor i sneen. Bolden løb væk i et forsøg på at forklæde sig som snemand og Emilie fik næsten styret sin lyst til leg med alt det hvide. Bolden blev monteret, og vi var klar til afgang.

Her var det så, sammenligningen med asiatiske cykelbude, fyldt med tønder, poser, dunke, stole eller noget af alt det andet, jeg har set kørt rundt på overfyldte cykler, satte ind.

Jeg havde i øvrigt fint udsyn hen over, men det var godt det ikke var mørkt. Jeg havde aldrig fået cykellygten til at lyse gennem alt det blå.