lørdag den 3. november 2018

Skønne Berlin


Der er rigtig meget godt at sige om Berlin. Det er en fantastisk by.

Op mod alt det gode, der er at sige om byen - og der er meget, jeg er ikke færdig med Berlin, er der tre ting, som må sættes på negativsiden.

Tre ting, der nemt kan rangordnes, som værende mere eller mindre attraktive.





Det første - og værste - er lugten. Berlin lugter tit som et vandrensningsanlæg. Eller rådden tang på en sandstrand. Det kommer i bølger. Somme steder bliver lugten hængende, andre forsvinder den hurtigt igen.

Man vænner sig næsten - kun næsten - til det.

Men altså, Berlin er så skøn en by, at dårlig lugt ikke kan skræmme os væk.


Det andet er næsten umiddelbart af mere skræmmende karakter - umiddelbart værre, men så er det heller ikke værre. Berlins cyklister.

Det gælder ikke kun Berlin - vi oplevede det samme i Hamborg, og konkluderer dermed at tyskere generelt, er forfærdelige på cykel.

Det handler om cykelstier kontra fortove. For tyske cyklister er der tydeligvis ingen forskel. De cykler hvorsomhelst, nårsomhelst. Personligt synes jeg det er temmelig enerverende aldrig at vide, hvorvidt det er sikkert at gå på et givent fortov - eller ej.

For at blive i det negative hjørne, synes jeg i forvejen at der findes utrolig mange umulige danske cyklister - altså indtil jeg mødte de tyske...





Det tredie er mest et irritationselement. Husnumre.

Det tog os et stykke tid, første gang vi besøgte Berlin, at gennemskue hvordan husnumre hænger sammen.

I Danmark har vi de lige numre på den ene side af gaden og de ulige numre på den anden side af gaden - opbygget efter et kompliceret system, der betyder at rækken af numre altid starter i den ende af gaden der vender mod centrum i en given by - eller vistnok den nærmeste store vej.

I Berlin - og muligvis andre steder i Tyskland - starter numrene i den ene side af gaden. Alle tal, både lige og ulige. Når gaden ikke er længere, fortsættes rækken af numre tilbage igen på den anden side af gaden. Det vil sige er der syv og halvfems husnumre på en gade, vil nummer 1 ligge lige over for nummer 97.

De fleste steder. For nogen steder er det helt som vi kender det.

Og det kan godt skabe lidt forvirring, når man leder efter nummer 24, kan se nummer 23 og 25 på den ene side af gaden, nummer 44 på den anden side af gaden, og nummer 24 viser sig at være en baggård...





Ud over det er jeg ret vild med Berlin.

Og når det er sagt, er lugten til at leve med , cykelstier fabelagtige at gå på og husnumre med til at give et godt grin.



Vi mødte den lille propmand samme dag som vi mødte dampmaskinen og den fantastiske arkitektur - på vej fra frokost mod kaffe.





6 kommentarer:

  1. Hvis ikke du allerede har læst journalisten Henriette Harris’ bog “Berlin, Berlin” kan jeg anbefale dig den - hun gør allerede i forordet klart, at Berlin ikke er en by, man forelsker sig i. Istedet indleder man en frådende affære med byen, hvor morgenånde og sure sokker er en del af forholdet fra dag et 😂
    Jeg er kommet til at elske Berlin mere end nogen anden by, men er helt enig i dine ord om lugten og cykelstierne! Der Todesstreifen kalder jeg fortovene og tyskeren i husstanden her er ved at dø af grin 😂

    SvarSlet
  2. Henriette, den er hermed reserveret på biblioteket :)
    Og Der Todesstreifen - præcis!

    SvarSlet
  3. hej Pernille,
    normalt er husnumrene fordelt ligesom i DK, måske skyldes den mærkelige fordeling at der har været en ansvarlig der havde lyst til at være mønsterbryder ;-)
    Jeg er fodgænger og synes at det er vildt irriterende at cyklister med og uden motor misbruger fortorvet og åbenbart ikke er i stand til at stå af og gå et par skridt, men drøner afsted og larmer "her kommer jeg".
    Jeg tror ikke at tyske cyklister er værre end danske, men der bor ca. 4 mio i Berlin og ca. 6 mio samlet i DK, så der er nok mange flere cyklister i en tysk storby end i den danske provins ;-))

    strikkeglade hilsner
    Angelika

    SvarSlet
    Svar
    1. Angelika, jeg skal ikke kunne svare på det med husnumrene, men vi har set det flere steder :)
      med hensyn til cyklisterne, synes jeg ikke de danske af slagsen er fantastiske. Men min oplevelse er at de tyske er værre - meget værre :)

      Slet
  4. Det er 10 år siden jeg har været i Berlin og har kun været der den ene gang, og jeg lagde slet ikke mærke til nogen af de ting du nævner, mærkeligt 😂
    Har det med husnumrene måske noget at gøre med øst og vest, altså at den del der hørte til Østtyskland jo nok ikke har tænkt som vesten mht rækkefølge

    SvarSlet
    Svar
    1. Trine, vi er nok bare lidt nørdede - men vi har set den sjove fordeling af husnumre i både det gamle øst og det gamle vest. Såhhh...
      Det var ellers et godt forslag :)

      Slet