Weekenden har været skøn. fyldt med dejlige mennesker, fødselsdagsfejring og godt vejr.
Vi har nydt det i fulde drag, og vi var trætte da vi kom hjem.
Mandag har været modsat. Mandag har været onde mavesmerter, liggen under dynen og et besøg hos lægen da bekymringen blev for stor. Det er ikke farligt, ganske harmløst. Sagde lægen, og så er der ligesom ikke noget at gøre.
Mandag var også lønningsdag for Emilie, og blomster til moren.
Mandag er slet ikke så ringe endda.
Jeg er håndarbejdslærer, og som sådan burde jeg vide rigtig meget om håndarbejde. Det gør jeg også, men jeg synes alligevel der er mange ting, jeg ikke lærte under min uddannelse, og som jeg kan undre mig over ikke tidligere at have lært.
Meget af det er detaljer. Fif og gode ideer. Tilpasninger eller måder at gøre alting lettere. De gode ideer dukker op alle steder og handler om alting. Noget samler jeg sammen, noget bliver en del af det jeg gør og noget får jeg aldrig prøvet af.
På det sidste har jeg syet rigtig meget. Der er et tæppe på vej, og det kræver noget syning. Det er efterhånden længe siden jeg på en blog om patchwork læste noget om presning, jeg ikke tidligere har vidst. Måske er det børnelærdom, måske ved du det allerede. Måske kan jeg give et fif videre.
Dengange jeg lærte at presse, handlede det om at sømmen skulle åbnes og presses fra hinanden. Så det gjorde jeg. Som det første.
Det bliver som regel også fint og pænt og alt muligt. Det er en udemærket måde at presse en søm.
Men en søm, frisk fra symaskinen er ikke skarp. En søm frisk fra symaskinen har været gennem stræk og træk og en nål der har gennemhullet stoffet. En søm frisk fra symaskinen er faktisk temmelig bulet - selvom man ikke umiddelbart ser det.
Fiffet er at presse sømmen skarp inden sømrummet bliver åbnet og presset fra hinanden. Et enkelt lille ekstra trin, der gør så meget for det færdige resultat. Jeg synes det er ret vildt hvor meget. Jeg synes i hvert fald jeg tydeligt kan se forskellen.
Prøv - måske vil du også se forskel.
Lørdag var en anden type turdag. Lørdag tog Emilie og jeg til byen og satte os til rette oppe under loftet i Royal Copenhagens store butik på Amagertorv.
Det er næsten et år siden vi første gang malede fine tallerkener, og siden har vi med mellemrum snakket om at gøre det igen. Der har været muligheder, men vi har ikke været hurtige nok. Samtidig synes jeg en gang om året er fint - trods Emilies ønske om at samle et helt stel.
Det var hyggeligt og selvom der er gået lang tid siden sidst, kunne vi begge mærke, at vi havde prøvet det før og følte os langt mere sikre i penselføringen.
Der er forskel på lærere, og mens maleren, der underviste sidste gang var rigtig god til at fortælle, var hende vi mødte i lørdags endnu bedre. Hun valgte at sætte sig og demonstrere hvordan, inden vi selv gik i gang. Mens hun malede, gjorde hun opmærksom på alle de detaljer, man ikke nødvendigvis selv tænker over - i hvilken retning strøgene skal føres, hvordan tallerkenen holdes, i hvilken rækkefølge de forskellige elementer skal males, hvordan penslerne holdes og malingen blandes og hel masse mere, jeg har glemt, men som var rart at høre inden vi gik i gang.
Lige som sidst, var det en mærkelig følelse at gå og efterlade den færdige tallerken. Vi får den ikke før den har været gennem glasering og brænding. Om cirka tre uger kan den hentes.
Vi venter spændt.
Dagene flyver for tiden, og tiden foran computeren er sparsom. For ikke at sige ikke-eksisterende.
Fredag var arbejdsrelateret turdag. Femogtyve børn i alderen fra tolv til tretten. Femogtyve børn i den alder larmer temmelig meget. Også når de er stille. Jeg vil tro at femogtyve børn eller voksne i alle aldre larmer temmelig meget. Også når de er stille.
Det var en god tur. Det er gode børn. Også selvom der er et par stykker, der skal have læst lektien mere end en gang. I håb om energiforbrænding tvang vi dem til at gå. Først til centret og bowlingbanen. Bagefter halvvejs til Glostrup. Eller i hvert fald helt ned til Roskildevej. Det blev der ikke brændt meget energi af. Og de brokkede sig næsten ikke, stort set ikke.. okey faktisk temmelig meget... måske specielt fordi det regnede og flere havde glemt ordentligt tøj..
Men de var skønne på bowlingbanen, og de snakkede stille sammen i bussen. Men som sagt femogtyve individer, der kender hinanden og kommer ind i en bus larmer. Der var en enkelt mand, der synes de mindede om en børnehave. Frederikke svarede ham, at det var de nok også...
De var gode på restauranten og ingen af dem forsvandt i slikbutikken. Men de undrede sig over at de skulle rydde op efter sig i biografen. "Der kommer jo en rengøringskone" sagde de. Det gør der ikke. Biografen er ejet af energiske filminteresserede - og de står selv for rengøringen. Altså måtte de bøje sig efter spildte popcorn og slik, der havde fløjet om ørene.
Det eneste rigtige minus var de to drenge, der valgte først at ringe efter deres forældre til afhentning da filmene var helt slut. Jeg havde ellers med store armbevægelser og så tydeligt som muligt bedt alle dem, hvis forældre havde lovet at hente os hjem sende sms'er i pausen mellem de to film.
Det er en smule trist at stå foran en lukket biograf klokken to om natten og vente på forældre, der ikke har haft en chance til at komme tidligere...
Men hjem kom vi, og der blev sunget fødselsdagssang af tre små animerede figurer på lærredet, dengang klokken blev midnat og endnu en af ungerne rundede det magiske tretten.
Morgenen er gået. Både Emilie og Anders er sendt behørrigt ud af døren. Begge eskorteret med kys og kram. Jeg har siddet i sofaen, overvejet for og imod, uden egentlig at foretage mig noget.
Nu pakker jeg mig samme. Kravler under dynen en times tid og håber det giver energi på kontoen til senere. Meget senere. Vi skal nemlig på tur. Anja, jeg og femogtyve børn. Det bliver helt sikkert hyggeligt og sjovt. Og sent.
Vi har gjort det før og nu gør vi det igen. Tager ud og leger. Bowler. Spiser og ender i biografens mørke, hvor vi uden for lukketid har hele salen for os selv, selv medbringer film og ser det hele på det store lærred. Når filmene (i flertal) er slut, vil det være længe siden busserne holdt op med at køre regelmæssigt, og forældre vil være på vej for at hente os hjem.
Det bliver hyggeligt. Ingen tvivl om det. Men det bliver også sent, og jeg tænker at en lille smule søvn på forhånd kan gøre meget senere.
I morges havde jeg tid. Tid til vasketøj, tid til stribesyning og tid til fotografering i dagslys. Fotografering af de fire små punge, der har ligget klar de sidste par dage.
Men så gik tiden og jeg skulle ud af døren. Ud af døren til en arbejdsdag, der både var helt som den plejer og også lidt anderledes. Sådan er det når man arbejder med mennesker. Det er aldrig helt til at vide hvordan dagen spænder af. I dag var sjov og med plads til lidt af hvert. Også til at finde den gamle overheadprojector frem og tegne streger til et banner.
Vi skal holde fest til sommer, og det gælder om at være i god tid. Vi skal lave cirkus, og det store telt, der hver sommer står nede på rådhusplænen er lånt. Det er stort og da manden, der udlåner fortalte, at der mellem teltstængerne helt øverst oppe er plads til et banner, stod chefen klar og spurgte om ikke det var en opgave for mig.
Selvfølgelig er det det. Så nu er der blyantsstreger på syv meter lagenlærred. Hvornår der kommer maling til, eller hvornår jeg finder de rigtige steder at klippe huller - det er ikke til at vide. Det gælder om at bruge tiden, når den er der.
Og noget af den sidste tid er blevet brugt på flet og små punge. Nu er de færdige. Jeg er ikke færdig, så jeg har klippet til et par stykker mere - en rød, en lilla og en i sort/hvid. Men altså - de første fire er klar, og lagt til salg på amio.
Hvornår de næste er færdige... det vil tiden vise.
Ugen var godt fyldt allerede inden den begyndte. Det lettede lidt da et møde blev aflyst. Et møde som jeg egentlig havde set frem til og som jeg synes er vigtigt, men som måske alligevel ikke havde været meget værd, og som det ser ud nu har potentiale til at blive meget bedre. En anden dag altså.
Hvornår ved jeg ikke.
Det aflyste møde betød to dage med mulighed for at smække benene op, da jeg nåede hjem. Og det gjorde jeg. I går faldt jeg endda i søvn. I dag falder jeg ikke i søvn. Eller det håber jeg ikke. I dag prøver vi nemlig igen. I dag håber vi at teaterbilletterne der ikke kunne komme i brug sidste uge, kan komme til gode.
I morgen venter en hel anden slags underholdning. Og det skal nok blive sjovt.
De hænger efterhånden sammen. Nogen af dem i hvert fald. Der begynder at danne sig et billede. Den anden dag lagde vi puslespil. Og inden weekenden er ovre håber jeg at have både et færdigt for- og bagstykke, der senere kan sættes sammen.
Men endnu mangler nogen striber.
Somme tider møder man et menneske, der formår at kravle dybt ind i hjernen på en og sætte blivende spor. Sådan et menneske er Lars Mogensen.
Jeg mødte ham første gang for fem år siden. Anden gang i mandags. Som første gang var han aftenens foredragsholder, da samtlige klub- og SFOpædagoger holdt fyraftensmøde. Som første gang gik vi alle sammen hjem med nye billeder, nye input og nyt der er lagret og langtidsholdbart.
Da det for et par uger siden gik op for os, at det var Lars Mogensen, der skulle komme mandag aften, blev forventningens glæde hos alle og uden undtagelse skruet op på et plan, hvor det næsten kun kunne gå galt. Det gjorde det ikke. Lars Mogensen formår at bruge sig selv, fastholde modtageren og tale i billeder, der er så håndgribelige, at de er umulige at glemme.
Jeg siger det bare - skulle du nogen sinde få mulighed for at høre Lars Mogensen tale, så spring til!
Første gang vi hørte ham, plantede han et billede af jord. Et værktøj. Et billede vi stadig bruger og som efterhånden er så indarbejdet at ingen er i tvivl. I mandags talte han om drager, om bevidsthed og ubevidsthed og om mudder.
Forestil dig det. Hvor hurtigt kan en flaske med vand og en smule jord rystes til det rene mudder. Og hvor hurtigt kan jorden lægge sig og vandet blive klart igen. Nogen gange hurtigere end andre, nogen gang holder vi aldrig op med at ryste flasken.
Jeg rystede flasken og fik hovedet fyldt med mudder, da jeg tirsdag mødte på arbejde, og troede jeg skulle koge pasta til de altid sultne Cafébørn, og mine gryder var væk. Forsvundet. Og savnet. Det viste sig at nogen havde lånt dem - halvanden uge før. Og ikke afleveret. Jeg havde lyst til at sige grimme ting, men kunne (måske heldigvis) ikke finde låneren.
Jeg måtte vente til onsdag - og låne en anden gryde undervejs. Onsdag var vandet klart, jeg fandt låneren, fik mine gryder og fik sagt hvad jeg mener om at låne, uden at aflevere, på en fornuftig måde. En måde der betyder at et fremtidigt samarbejde ikke på forhånd er fyldt med mudder.
Samtidig kunne jeg bruge mine kolleger og billedet af den mudrede flaske - som ingen af os var i tvivl om hvad betød.
Det tager tid at flytte rundt. Specielt når der ikke er meget plads.. og når man som jeg hurtigt bliver optaget af noget andet.
Jeg er tvilling. Tvillinger har altid mange bolde i luften. Det min undskyldning. Det er ikke nogen særlig god undskyldning, men den virker i forhold til overspringshandlinger. Anders er forresten også tvilling...
Jeg har overspringshandlet. Midt i omrokering og flytten rundt. Jeg har ryddet skabe, smidt ud og flyttet møbler efterhånden som der er blevet plads. Jeg er langt fra færdig, men der tegner sig et billede af noget, som kan blive rigtig godt.
Min overspringshandling denne gang udbrød, da jeg i oprydningens hellige navn faldt over en bunke gamle numre af Vouge. Jeg kunne ikke lade være. Længe har en mulig model svirret i baghovedet.
Altså stak jeg af fra pligterne, glemte rodet og lukkede øjnene for alt andet. Side efter side fra modeindustriens verden og fra bøger og aviser har måtte lade livet og jeg har foldet og flettet.
Nu ligger de der. En bunkefuld af ringe, der skal blive til små buttede tasker. Eller punge. Kald dem hvad du vil. Lynlåse er indkøbt, og når jeg finder endnu en pause vil jeg sy dem sammen og sætte dem til salg i min lille butik på Amio.
Tilbage til arbejdet...
Jeg skulle have holdt fri i dag. Men i øjeblikket foregår alting i et tempo, der betyder at ting bliver lavet om, og det viste sig at være langt mere genialt at jeg går på arbejde i dag.
Det passer mig fint. Jeg havde ingen planer, og nu får jeg mulighed for at deltage i IT-undervisningen sammen med 6.A. Det vil jeg langt hellere end at holde fri.
Havde jeg været hjemme, havde der stået omrokering og oprydning på programmet. Det kan vente til i morgen. Hverken møbler, rod eller fejlplacerede genstande forsvinder lige med det samme.
Et par maskinfulde vasketøj har roteret i kælderen og hænger nu til tørre (stadig inde, jeg er ikke helt klar til at turde hænge det ud - specielt når jeg ikke er hjemme), bogskabet er blevet flyttet og jeg er ved at være klar til en hyggelig fredag.
Når jeg vender hjem, er jeg spændt på hvordan Emilies dag har været.
De snakker lyrik i dansk for øjeblikket og er taget på tur for at gå i Dan Turèlls fodspor. Så vidt jeg kan regne ud, er de havnet midt i en punkteret S-togstrafik og razzia på Christinia.
Det skal nok blive sjovt!
Da jeg var barn lå Bing og Grøndahl på Valby Langgade. Længe før da hed det Porcelænsfabrikken Norden. Den blev opkøbt af Bing og Grøndahl, og min faster arbejdede derinde. Jeg kan stadig huske de enorme fabriksbygninger, når vi var på rundvisning.
Engang kom vi ud bærende ud på en fin og eksotisk kop fra mågestellet. Jeg havde fået lov at sætte hanken fast og den var endnu ikke brændt. Længe inden vi nåede hjem, var hanken knækket af.
I dag er området ikke længere fabriksområde. Lige som bygningerne ved siden af, der tidligere husede Bomuldsspinderierne, der dengang jeg som tyveårig gik med post, husede de mærkeligste småforretninger og engroslagre, for længst er væk.
De to fabriksområder er forvandlet til byområde. Bomuldsspinderiet huser nu butikscentret Spinderiet, mens hovedbygningen fra porcelænsfabrikken i dag er skole, og Teater V har til huse i Prøvehallen.
Det var Teater V, der var målet for min tur i aftes. Jeg nåede aldrig længere end til caféen lige ved indgangen. Caféen er hyggelig, og vi blev siddende det meste af halvanden time, snakkede og hyggede, inden vi pakkede sammen og tog hjem.
Teater V har gennem de sidste år stået for en dramatikerkonkurrence og aftens forestilling er vinderen af dette års konkurrence. Stykket hedder Sparta og handler - hvis jeg har forstået det rigtigt - om alt det vi aldrig får sagt, om fordomme og om hvordan alle forsvar til sidst brydes ned og sandheden endelig kommer frem.
Vi fik bare aldrig set det. Men vi prøver igen på torsdag - hvis ellers Annelise kan få ombyttet billetterne. Ditte Gråbøl - den ene af de fire aktører - var nemlig faldet, og måtte tage hjem. Derfor ingen forestilling. Sådan kan det gå, og det er der ikke meget at gøre ved. Men aftenen var hyggelig.
Et andet fald handler om æsken med alle perlerne til perlepladebillederne i Caféen - den væltede i går. Hvordan er jeg ikke klar over, men det er heller ikke så vigtigt. Under alle omstændigheder var der ikke længere styr på de forskellige farver.
Vi nåede langt i sorteringen i går. Og mangler jeg noget at lave i dag, såh...
- Annelise har vundet billetter til en teaterforestilling. Vil du med? Spurgte min mor i søndags.
- Kan du? Spurgte hun videre.
I min kalender stod en aftale med et par strikkende damer. Sådan en aftale kan laves om. Billetter til en eksakt dato kan ikke. Så jeg sprang til, ringede og aflyste. I den anden ende var der selvfølgelighed, og i aften kan jeg tage til Valby og sætte mig til rette i et sæde, uden helt at vide hvad jeg skal se.
Den slags overraskelser kan jeg godt lide.
Jeg kunne godt blive sådan en, der altid har et sæt fine hulmønstrede strømper i gang. Det kunne jeg godt. Måske bliver jeg det også. Ikke lige med det samme, men sådan over tid.
Jeg er solgt til de firkantede pinde. I hvert fald så længe de er meget tynde og beregnet til strømper.
Jeg synes faktisk det er ret vildt, hvor stor forskel der er på formen af pindende. Med masker rundt oim, burde forskellen vel egentlig være til at overse. Det er den ikke. Det er lige før jeg synes det er sjovt at strikke på de tynde pinde. Nu. Lige før.
Forsøget lykkedes. Må man sige. Jeg ledte længe efter et mønster, der ikke lignede alle de andre. Jeg kan godt lide de mønstre der smyger sig om foden. Det før hulmønstret her ikke - men resten. Maskerne lægger sig om foden i en form, der sidder rigtig fint.
Strømperne er strikket fra tåen og op. Det er supersmart, hvis garnmængden skal bruges op. Det er sikkert også supersmart i andre henseender. Jeg er bare ikke så vild med strømper strikket fra tåen og op. Jeg vil hellere den anden vej. Men når nu de var så fine.
Og jeg gør det også igen en anden gang. Hvis jeg støder på et andet fint mønster, der smyger sig om foden.
Selve hulmønstret er ganske enkelt. Når man først har regnet det ud. Det tog mig en hel del længere tid, end jeg helt forstod, da først jeg havde fattet det. Sådan er det nogen gange. Jeg kunne lige så godt have sidddet med næsen i diagrammet hele vejen igennem. For selvom det er enkelt, var det også en lille smule kompliceret.
Jeg kan godt lide kompliceret.
Og jeg kan godt lide de her strømper.
De er så fine. Under foden. Over foden. Bagpå. Foran. Og når jeg kigger langs siden.
Rigtig fine.
Design: Conflux af Maria Näslund.
Garn: Lane Cervinia Strømpegarn. Jeg fandt det i Kvickly. Jeg er ikke sikker på det er Jordens bedste garn, men farven var fantastisk. Vintage Blue hedder den. Jeg har den også liggende i lilla.
Garnet er en smule tykkere end strømpegarn er normalt. Hvor stor betydning for det færdige resultat det har haft, er jeg ikke helt klar over.
De færdige strømper vejer 87 gram.
Pinde: 2½ milimeter KnitPro Cubics
Størrelse: Small.
Bemærkninger: Jeg var lidt i tvivl om hvordan den udtagning, der ligger langs siden af foden skulle forståes. Jeg valgte at strikke drejet i lænken mellem to masker til henholdsvis højre og venstre på hver side af foden. Jeg er temmelig sikker på, at det ikke er det der er forklaret, men det virker fint.
Ved hælen havde jeg også et forståelsesproblem. Eller rettere et problem med at få det til at se pænt ud. Jeg valgte at bruge German Shortrows. Der kan helt sikkert findes en forklaring på YouTube. German Shortrows er et nyligt bekendtskab, som jeg i første omgang synes var meget mærkeligt, men som vinder ved nærmere bekendtskab. Faktisk har jeg ikke lyst til at vende på andre måder fra nu af.
Jeg valgte at lukke af med Jenny's surprisingly stretcly bind off. Endnu engang et besøg hos YouTube værd. Jeg har brugt aflukningen før, og jeg synes den virker.
Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.
