fredag den 10. august 2012

Det grå guld


Skolen fylder tres år. Det skal selvfølgelig ikke gå upåagtet hen, og et lillebitte festudvalg arbejder derfor på at gøre dagen til noget specielt.


Guld i bunkevis


Ud over selve dagen, der måske i virkeligheden ikke er den præcise dag, men dagen der er valgt, skal dagen eller dagene før også indgå i projektet.

Lige inden Berit gik i går, fik hun nærmest henkastet sagt noget om maling og brug af gamle billeder til noget stort og gerne spektakulært, der kan pryde vægge længe efter tresåret er overstået. Med i henkastetheden var, at hun nok mente at have kolleger, der ville kunne være med til at stå i spidsen for sådan noget. Det mente jeg også nok.


Der var en gang


Det kan være farligt at sige sådan noget til mig. For selv om jeg gik hjem, og egentlig ikke tænkte mere over det, arbejdede en lille del af min hjerne videre.

Da jeg mødte på arbejde i dag, var det derfor medbringende en ide, der endnu bare er på et grundlæggende stadie og stadig mangler en del, for at kunne stå fra kaj.

Chef-chefen kom forbi, netop som jeg præsenterede Berit for ideen, og han havde straks forslag til informationsindsamling, for ikke alene fylder skolen mange år, vi er også i besiddelse af lærere, der ikke har været der helt siden skolens start. Men alligevel længe nok til at vide mere end de fleste.

Tilbage til Berits ideer om billeder, kunne hun i dag hente gamle, gamle klassebilleder frem fra gemmerne. Billeder af tidligere tider, billeder fra femogtyveårs jubilæum og billeder, der viser tiden som den var engang.


Guld og guf


Billederne fra sidst i halvtredserne og først i tredserne, da lærerne ikke havde noget fornavn og eleverne smilede pænt. Det kunne næsten have været mine forældre - og Lotte fandt da også sin far, som en smilende syvende klasses elev. Han findes sikkert i flere versioner, men det blev ikke i dag, de skulle findes.

Eller billederne fra halvfjerderserne, hvor alle var langhåret, og læreren slet ikke med på billedet. Det kunne have været mig, iført arvet tøj i fløjl og med praktisk tilsnit.


Der var en anden gang


Jeg glæder mig til at kigge mere i albummene. Det rene guld i gråtoner. Som en udgravning, hentet fra hylderne på kontoret - hvis ikke det var kælderen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar