Godtaget og indviet – vistnok

Syvogtyve kilo vejede kradsetræet jeg købte på tilbud til Daniel for godt fjorten dage siden. Det blev afleveret ved døren (i en kæmpestor papkasse), men vi var ikke hjemme, så det krævede en tur om posthuset, en cykel og fælles hjælp at få det hjem.

I dag var det heldigvis pakket ud, så transporten over til Daniel blev noget lettere. Fordelt i to blå IKEAposer, hule og bund ved siden af, og med to cykler som trækdyr, var det slet ikke noget problem at flytte arrangermentet de næsten femhundrede meter fra vores lejlighed til Ungersvendens hybel.

Der er ikke meget plads i Daniels bolig, så mens Nikita kravlede sammen i sofaen, blev jeg i den anden ende med alle delene og planen, for at dirigere, mens Anders og Daniel skruede og skruede og skruede.

Det er et fint interiør til kattene, og Stalin var da også temmelig nysgerrig, og nåede at indvie både hylder og hule inden samlingen var helt færdig. Naya er ganske anderledes og holdt sig på afstand, så totalt ligeglad ud og holdt øje med det hele.

Det krævede en del skruearbejde, for unbracohullerne var en lille smule for store til den medfølgende unbraconøgle, der var en lille smule for lille. Sammenholdt med meget lave huller i skruerne, var det ikke det nemmeste. Ud over det, ser arrangementet ud til at holde fint.

Det er skruet til i loftet, så det står stabilt. Træet er fyldt med hylder, hængekøjer, kradsemuligheder og en enkelt hule. Da jeg købte for et par uger siden, var det til noget billigere pris. Er nogen alligevel interesseret fandt jeg kradsetræet her. Og ingen har betalt mig for at fortælle det videre…

Da vi gik, sad begge katte i træet. Sikkert nogenlunde som de vil fordele sig fremover – Stalin i hulen (som han nok bliver jaget væk fra med mellemrum), og Naya øverst med mulighed for overblik og kontrol.

Opvågnen til sne

Det er både blevet varmere og lysere. Det er gået stærkt. Det var tydeligt lysere da jeg startede arbejde igen, men i løbet af de to uger der er gået siden, er det allerede blevet mange flere nuancer lysere. Lys på cyklen er ikke længere nødvendigt, og jeg har fundet den lidt løsere og lidt mindre varme vinterfrakke frem.

I morges vågnede vi til sne. Sådan et fint lag pudder, der trods strålende sol holdt længe. Det betød ikke det var koldt. Overhovedet slet ikke.

Vi snakkede om sne den anden dag, at det var lovet, og et par af mine kolleger synes at nu kan varmen godt finde frem og få begyndt. Jeg var i fødselsdagsmode og huskede tilbage til dengang vi var ude med kælk og ture ned ad bakker på Daniels fødselsdag.

Det er mange år siden, men i min erindring er det ikke en enkeltstående begivenhed. Det er bare længe siden, der har været sne på Daniels fødselsdag.

Det var der heller ikke i år. Godt det samme, for jeg tvivler på at jeg ville kunne trække ham nogen steder længere. Han er ikke længere lille, vanteklædt og med fast tillid til at moderen nok skal klare det hele. Nu er han toogtyve, men tilliden er heldigvis ikke helt væk, for det der med fødselsdag gad han egentlig ikke rigtigt – men hvis vi meget gerne ville, ville han gerne komme forbi og spise. Og hvis bare menuen indeholdt noget med lam, havde han fuld tillid til at resten nok skulle være i orden.

Altså var vi klar i torsdags. Med lam, chokolademousse og kål i rigelige mængder. Mormor kom forbi og Daniel havde Nikita med, så selskabet blev præcist så stort som spisebordet tillader, uden den store omrokering.

Den store kasse fyldt med klatre-, kradse- og gemmemuligheder for kattene, nåede han både at pakke ud, få over tæerne (av!) og lade stå. Aftalen lyder på at vi hjælper med både fragt og opsætning i mogen, når han engang har fået øjne.

Da lammet var spist, vinen var drukket og ordene var delt, var det blevet så sent som en torsdag aften med tidlige fredagsmødetider tillader, og alle gik hver for sig. Inden da nåede Ungersvenden og mormor at sætte hinanden stævne en gang i næste uge, for nogle gaver kræver hjælp, og når hjælpen betyder fødder, der skal passe i skridsikre arbejdssko, er det godt at kunne aftale tid.

Og med smagen af spidskål vendt i fetacreme i erindrinden, og planer om at prøve det samme af i køkkenet – hvis ellers han får lov af chefen – fik vi krammet farvel og vinket ud af døren.

Der gik ikke længe, inden jeg var grydeklar.

Tilbage til halvfjerdserne

Kan I huske det? Batikmaling, papmache, trylledej, drageflyvning, snitte i en pind og alt det andet vi lavede i børnehaven og skolerne i halvfjerdserne.

Med mellemrum bringer idrætstimerne gamle lege op igen. Hvorfor ikke også gøre det i Hobby? Det var Louise der kom i tanke om glasur på tændstikæsker. Det var Berit, der kunne huske, det skulle være rigtig glasur. Også selvom vi andre ikke rigtig troede på hende.

Et forsøg med Google gav ikke et entydigt resultat. Der var noget med glasur lavet på æggehvide, men ikke noget om at lave fine mønstre med farve i glasuren. Jeg kan svagt erindre noget med de der tændstikæsker, men har ikke helt styr. Til gengæld lyder både Berit og Louise meget overbevisende.

Men det var før jeg blev sygemeldt. Dengang vi sad og snakkede om hvad Hobby skulle byde på, mens jeg var væk. Da jeg nåede tilbage var det besluttet at denne uge skulle bruges til de der tændstikæsker – uagtet at tændstikæsker ikke er i helt så høj kurs i dag som dengang i halvfjerdserne.

Mandag nåede vi det aldrig. I går besluttede jeg at prøve. Og prøvede. Der gik mange tændstikæsker til, inden jeg fik lavet noget der lignede noget Berit kunne huske. Glasuren løb ud over siderne, eller blev så tyk at den ikke kunne blive pæn glat. Det lykkedes først for alvor, da chefen kom forbi og adspurgt så absolut godt kunne huske glasur på tændstikæsker. Han er lige præsis så meget ældre end os andre, at han ikke kun har været på børnesiden dengang, men faktisk var med i hele processen.

Det krævede lidt hjernevindinger, inden han først kunne fortælle at dengang brugte de frugtfarve. Jeg hentede frugtfarve. I mellemtiden kom han i tanke om at de også hældte salt i glasuren, som han godt kunne huske helst skulle laves på æggehvide. Så hentede jeg også salt.

Og så virkede det.

Saltet får glasuren til at holde bedre. Glasuren skal være tyk, men ikke tykkere end den stadig kan glattes ud. En god tyk kageglasur er en god målestok. Hvor meget salt der skal i, ved jeg ikke. Jeg hælder bare til. (Det smager ikke godt). Frugtfarve virker, men det gør maling også. Jeg hælder klatter af maling oveni glasureb inden en tændstik fra æsken bruges til at marmorere. Mere er der ikke i det.

Med brug af maling har vi opgraderet til nutiden. Vi har også valgt at lægge et lag lak på den tørre glasur. Vi tror på det holder bedre, men ved det ikke. Vi ved heller ikke om lak var med i projektet, dengang i halvfjerdserne.

Nu skal vi så bare komme i tanke om alle de andre sjove ting – der ikke kostede noget – vi lavede dengang ruder Konge var knægt. Jeg var omkring biblioteket i går i håbet om hobbybøger af ældre dato. Sådan nogle havde de ikke. Jeg ville ellers gerne have fingre i en af Bo Bedres hobbybøger for børn. Je lavede vist flere. Jeg husker dem som orange udenpå og Jørgen Klevin-agtige indeni.

I næste uge laver vi trylledej.

Og så er det i øvrigt spændende, hvor mange forældre (eller måske bedsteforældre) der bliver blæst tilbage til deres barndom, når poderne kommer hjem med glasur på tændstikæsker.

Fastelavn, messe og omstrik

Jeg gad godt sætte mig og skrive lidt hver dag. Det er ikke fordi jeg mangler emner at skrive om. Jeg får det bare ikke gort. Eller tiden går.. og jeg går med.

I fredags holdt vi fastelavn. Fredag var en lang dag, og jeg lærte at det ikke er nogen god ide at bukke mig helt ned og nå noget på gulvet. Så det venter jeg et par dage med… Fastelavn har været sådan et arrangement, der altid er kommet mange til. Men gennem de sidste år har vi mere end en gang snakket om, om det er ved at være tid til at finde på noget andet. Bruger vi for mange timer, på for få?

I år var det en meget lille sluttet kreds der mødte op. Til gengæld var det superhyggeligt. Både børn og voksne var klædt ud og alle gjorde deres bedste for at slå tønderne ned på rekordtid. Specielt var der et par af de helt små piger, der havde lært at slå til. Vi lod gæsterne om at stemme om bedste udklædning, mens det med kronerne gav sig selv.

Det var glade børn og snakkesaglige forældre, det til sidst pakkede sammen og tog hjem.

Lørdag havde Bettina sat mig stævne ved den nærliggende Rødovre Hal. Bilen blev parkeret her, inden vi fulgtes ad den omtræntlige kilometer. AOH messen har gennem de år, den har været til, udviklet sig til en større begivenhed. der var mange mennesker, mange stande, meget spændende at se på, og så var jeg overrasket over hvor mange jeg kender og mødte – forældre fra børnehaven. forældre fra skolen, seminariemedstuderende, strikkedamer og bloggere.

Det er hyggeligt, lige at nå at sige hej.

Lørdag bragte også lærdom. Det gør ikke ondt at gå langsomt rundt. Det er jeg ikke helt sikker på jeg bliver ved med. Jeg købte ikke meget. Jeg går altid lidt i stå, når der er så meget at vælge imellem og jeg ikke i forvejen har nogen planer. Altså kom jeg hjem med tre små ting:

Først, korte spidser til ærmerundpindsstrik. Dem havde jeg planlagt på forhånd, fordi jeg tænkte at Crazykjolen kunne være et udemærket bud på at prøve det af. Dernæst fire nøgler bomuldsgarn. Jeg har læst et sted at Tante Grøns Blomsterfrø skulle være godt at strikke børnetøj af, men har endnu aldrig prævet. Det er der nu mulighed for. Sidst et kit til en løbebundet lille skål. Dels fordi jeg synes det så spændende ud, og gerne vil prøve. Men også fordi jeg tænke det kunne være et projekt til Klubben, og så er det væsentligt at have afprøvet selv og vide hvad det handler om.

Jeg kiggede også længe og flere gange på en strikkeskål af keramik. Jeg synes strikkeskåle er afsindig flotte, jeg er bare usikker på om jeg reelt ville bruge sådan en. Om min måde at sidde i sofaen med strik og garn harmonerer med en skål. I sidste øjeblik besluttede jeg mig for at lade den stå. Planerne om lerværksted i Klubben kom i vejen.

Jeg skal da lave en selv.

Søndag har mest været strik. Både den ene og den anden vej. Jeg er nået til Crazykjolens bærestykke. Jeg gik i stå allerede inden jeg begyndte, for opskriften gav ikke helt mening. For mig. Erfaringen siger mig at overstykker til strik med empiresnit bør være længere fortil end bagtil. Ellers enten hænger overskæringen på ryggen eller skæringen rykker op over barmen. Jeg er i hvert fald noget længere fra skulderen og ned fortil end bagtil.

Opskriften her er lige lang både for og bag. Der er også en dyb halsudskæring for, og dybe halsudskæringer kan godt gøre strik lidt længere. Det lærte jeg for længe siden på seminariet. Så måske ville de alligevel virke. Om ikke andet er bærestykket så relativt lille, at det ikke ville være slemt at pille op og starte forfra.

Lørdag aften var jeg langt nok til en prøvning. det stod hurtigt klart at opskriften ikke virker på mig. Bredden fortil var fin. Den sad faktisk rigtig pænt. Bortset fra at jeg manglede omkring fem centimeter i længden. bagtil var længden fin, resten var ikke værd at tale om. Den var alt for bred. Noget i retning af ti centimeter.

Altså pillede jeg op, regnede om, slog op igen, strikkede både rundt og vendepinde, til ekstra længde fortil inden jeg gik i seng. I morges pillede jeg det hele op igen. Jeg var ellers næsten nået til ærmegabet. Men havde kludret med vendepindene, så mønstret ikke hang ordentlig sammen. Det kunne næsten ikke ses… Men!

Bare for at det ikke skal være for nemt, gik det undervejs op for mig, at ting kunne gøres endnu bedre. Og pillede op igen… Nu er planen at nå mindst til ærmegabet inden søndag er ovre. Godt bærestykket ikke er kjolens største del.

To dage på en stol

For halvandet år siden indgik KL og regeringen aftale om Brugerportalsinitiativet. Det betyder kort fortalt at alle kommuner i løbet af de næste halvandet år skal finde og implementere dels en samarbejdsplatform og dels en læringsplatform i skoleregi.

I dag har vi skoleintra, der kan en del af det en fremtidig samarbejdsplatform skal kunne rumme, men den nyligt udgivne kravsspicifikation kræver mere, og planen er at intra hen ad vejen udfases til fordel for noget nyt og bedre.

Altså gælder det først læringsplatformen. En digital mulighed for at lave årsplaner, oprette og gennemføre undervisningsforløb, vidensdele de samme undervisningsforløb og sidst men ikke mindst elevplaner. Da det hele hænger sammen vil elevplanerne langt hen ad vejen opbygge sig selv, mens undervisningsforløb både kan oprettes og passes til en total digital løsning, eller blot være planlægningen, for derefter at bruge de læremidler, bøger, den omkringliggende natur eller andet, der ikke kræver computere.

At forløb kan planlægges digitalt, kan differentieres i forhold til enkelte elever, kan deles med andre og skabe inspiration giver også muligheden for et overblik i forhold til de mål enhver elev i løbet af skoletiden skal igennem. Systemet skal kunne gemme og vise hvilke mål en elev eller en klasse har været gennem, og en ny lærer vil derfor få et bedre overblik over hvilke mål, der fremtidigt vil være vigtige at arbejde med.

Det er superspændende. Det skal nok tage tid at indarbejde, men den dag det fungerer efter alle de gode intentioner er jeg overbevist om at det vil blive et fantastisk arbejdsredskab.

Der er mange spillere på markedet. De kan alle sammen noget forskelligt, men med de krav platformen mødes med – blandt andet at både personale og elever skal kunne tage deres materiale med fra den ene platform til den anden, i forbindelse med arbejds- eller skoleskift - vil formentlig betyde at de alle med tiden bliver mere ensrettede.

Seminaret tirsdag og onsdag foregik mest af alt på en stol. Vi lyttede os igennem syv forskellige fremstillinger af syv forskellige bud på læringsportaler, fra syv forskellige sælgere med syv forskellige indgangsvinkler. Nogen var brugere, andre var sælgere. Nogen havde styr på deres stof og nogen kunne man godt blive fristet til at overveje hvor vidt de ville sælge. Nogen vævede, nogen var til at falde i søvn over, og nogen brændte så godt igennem at det satte spor.

Nu står tilbage at vælge. En hurtig rating bragte os ned på tre af de syv. Men er det reelt de tre bedste, eller var det de tre, der solgte bedst.

Diskussionen er ikke slut endnu.

Besøgsdag

Jeg valgte at tage bussen til arbejde. Tog af sted i god tid og stod af ved Centret, inden jeg fandt en ny bus til den videre færd. det duer jo ikke at komme tilbage på arbejde, efter næsten en måned, uden kage.

Jeg lavede ikke noget, men det at gå lidt rundt, forsøge at fange chefen – som altså ikke lige sad på sit kontor, eller var til møde når jeg kom forbi, betød alligevel at de smerter, jeg ikke har mærket noget til de sidste dage, vendte tilbage for fuld tryk.

Jeg blev enig med chefen om en raskmelding. Jeg gider ikke være hjemme længere, og jeg har brug for reelt at prøve af hvad jeg kan. Fint nok sagde han, men husk at mærke efter, og så vær ligeglad med arbejdet, hvis det er det der skal til. Det lovede jeg, og så lovede han til gengæld et lift hjem, for han synes det var synd jeg skulle ud og finde en bus i regnvejret.

Det var skønt at se mine kolleger igen. Det var skønt at knuse og snakke og vende en lille smule af den verdenssituation, der har udviklet sig i mit fravær. Det var skønt at blive budt velkommen af glade børn, der havde savnet, og det var skønt at se hvad de har lavet i mit fravær.

For eksempel har de lavet de fedeste billeder af sæbeboblevand med maling og poscatusser til at tegne omrids af de sjove figurer, malingsboblerne gengav, op.

Jeg starter blidt op. De næste to dage er der seminar. Jeg blev for længe siden inviteret med til at være medbestemmende om kommunens kommende læringsportal. Alle skoler sender ledelse og lærere, men kun sender også en pædagog. Oplægget lyder rigtig spændende, men jeg skal ærligt indrømme at det at være kun en af to pædagoger, gør det også vigtigt at komme af sted.

Det er to dage, som nok er lange, men som formentlig kan klares på en stol. Skulle nogen undervejs mene at vi skal op og stå, eller hoppe og danse, springer jeg over.

Torsdag møder jeg igen sent. Springer undervisningern over, er kun i Klubben og går til læge i stedet. Det var den eneste tid jeg kunne få dengang i sidste uge, da jeg hellere så tiden noget tættere på. Nu tænker jeg at tre dages tilbagevending til arbejdsmarkedet i ro og mag, som med erfaring fra i dag nok skal skabe smerter, slet ikke er en dårlig viden at have inden et lægebesøg. For hvor længe skal det egentlig gøre ondt? Og hvor ondt må det gøre?

Aftenen er tilbragt i sofaen, det hjælper og heldigvis har jeg de skønneste omkring mig, der gerne laver the, anretter mad og bagefter henter den tomme tallerken.

Og trods smerter og alting, har dagen givet en hel anden energi end jeg længe har følt. Jeg trængte til at komme ud, og jeg glæder mig til igen at skulle være en del af hverdagen – omend måske i et noget begrænset omfang.

Lace Sleeves

For længe siden – meget længe siden, eller i hvert fald maj sidste år – startede jeg et projekt, der skulle vise sig at være langt mere kompliceret end først antaget.

Den fine Lace Sleeve tunika af Lily Go har længe været på den mentale liste over projekter jeg gerne ville lave, og trods en forholdsvis ukompliceret opskrift (som ikke er skrevet allermest ligetil) fik jeg lavet den meget mere kompliceret end det måske havde været nødvendigt.

I oktober troede jeg endelig at være færdig, kun for at finde endnu et problem, jeg muligvis kunne have levet med, men som alligevel gjorde mig utilfreds nok til at den endte med at ligge til i forgårs aften, hvor jeg fik sat et endeligt punktum. Foreløbig.

Jeg lavede mange små ændringer undervejs, men i det store hele fulgte jeg opskriften. Den største ændring var udskæringen fortil, som jeg ville have dybere, uden bindebånd og helt ned til empiresnittet.

Det krævede nogle omregninger og –strikninger. Jeg har skrevet en masse noter undervejs – det gør jeg altid – men hvor jeg som regel kan deciffrere dem bagefter, er de her et stort rod. Sandsynligvis fordi jeg strikkede om så mamge gange, at mange af noterne er gentagelser med nyt indhold.

Jeg skal alligevel forsøge at få alt det med jeg kan huske/læse mig til, når jeg kommer til bemærkningerne i faktaboksen.

Vejret var strålende i dag, trods lovning på regn. Altså pakkede vi os sammen, gik om på bagsiden af huset og med Anders som kamerafører og mig med de fjollede poseringer lykkedes det næsten at få nogle anstændige billeder i hus….

Design: Lace Sleeves Sweater af Lily Go.

Garn: Lux Wool fra Garnudsalg. Det er et tungt uldgarn med en smule lurex og dermed glimmer. Garnet er rart at arbejde med og det er også rart at have på. Alligevel bliver det aldrig mit yndlingsgarn. Det er ikke særlig samarbejdsvilligt, spindingen i det betyder at det dels har en tendens til at trække skævt, men langt værre krøller sammen og kræver en del tålmodighed til udredning undervejs i strikkeprocessen.

Men det er tungt så det battede godt i sidste års strikkeregnskab. Hele 921 gram gik der til.

Pinde: 3½ og 4 mm – masser af rundpinde, for der skulle både sættes masker på hold, strikkes skørt og strikkes ærmer.

Størrelse: Den skulle have været – eller endte med at være – 42”. Min strikkefasthed betød at jeg strikkede efter str 34” (det meste af tiden)

Bemærkninger: Først blev jeg irrirteret over halskanten. Eller rettere over det mærkelige hjørne, der opstod øverst i halsudskæringen, når jeg strikkede efter opskriften. Jeg endte ikke med en optimal ændring, men det var det jeg kunne finde på. Jeg endte noget der lignede en raglanudtagning helt fra begyndelse af den retstrikkede halskant.

Dernæst strikkede jeg bulen om et par gange. Den endte ud med at være alt for stor, mere end een gang. For at få halsudskæringen til at passe tog jeg vistnok ud på hver 6. pind, og tog noget mere ind både i siden og på ryggen for at nå et passende antal masker til empiresnittet. Lidt oftere i bunden af halsudskæringen.

Derefter strikede jeg empirebåndet helt efter opskriften – men med langt færre masker end først antaget. Ellers sad den simpelthen ikke pænt – derfor de ekstra indtagninger inden empiresnittet.

Skørtet valgte jeg at strikke i to dele. Jeg vidste at garnet havde en tendens til at trække skævt og håbede at frem- og tilbagestrik ville udligne. Det gjorde det ikke, men det lever jeg med.

Ærmerne strikkede jeg om et par gange – der var noget med at jeg fik strikket mønstret forkert og ikke kunne holde ud at se på det. Jeg endte ærmerne med samme mønster som nederst på skørtet – dog blot kun 4 pinde ret inden afluk i modsætning til skørtets 8 pinde.

Endelig færdig viste det sig at det meget tunge garn trak så meget ned, at empiresnittet bagpå endte helt nede i taljen. Det var ikke pænt, men tanken om at strikke om kunne jeg ganske simpelt ikke overskue. Og så lå den – længe.

Med Silles hjælp fik jeg hejst empiresnittet op bagpå med sikkerhedsnåle, og i forgårs syede jeg med maskesting det hele fint sammen. Overskæringen er løftet cirka 7 centimeter, og efter at have haft den på i ganske kort tid, kan jeg se at det sagtens kunne have været mere. Det bliver det så ikke.

Syningen kan godt ses, men ikke så det ser forkert ud.

Kilen indeni får lov at være som den er. Garnet trævler let, så jeg tør ganske simpelt ikke klippe i det.

Har du lyst til at se flere billeder af tunikaen, kan den ses lige her på Ravery.

Weekendlykke

Weekenden har bragt bedring i en grad så jeg slet ikke føler mig syg længere. Sådan nærmest fra den ene dag til den anden.

Lørdag var første gang jeg vågnede uden nogen form for smerter. Søndag fulgte trop. Bevares, jeg kan godt mærke at jeg har bevæget mig i løbet af dagen, men slet ikke noget der er værd at nævne.

Jeg er ikke raskmeldt, og jeg er glad for at arbejdsdagen i morgen hedder “at være på besøg” og stort set kun dækker en halv arbejdsdag. Men derefter tror jeg faktisk jeg er klar.

Jeg glæder mig vildt.

Glæder mig til at komme ud blandt andre, komme hjemmefra og ud af døren med et reelt mål.

Min dag i køkkenet

Jeg fik vist lovet at stå for maden i dag. Altså tænkte jeg, at jeg hellere måtte planlægge dagen grundigt, og fik tidligt lavet en liste over indkøb.

Siden jeg så Jane Faerbers ide til bagte blomkålsris har de rumsteret i baghovedet. Det samme har hjemmelavet dukkah, og når nu hun præsenterede begge ting på een gang. I køleskabet lå oksekød og i kolonialskabet mængder af både chokolade og nødder.

Jeg kom tidligt af sted. Købte ikke mere end jeg kunne bære, og havde cyklen med som trækdyr. Hjemme var der masser af tid til at sidde stille inden jeg slog rod i køkkenet. Der er ikke noget af det der har taget lang tid, men nu trænger jeg til at sidde igen. Det er der heldigvis tid til.

Jeg fik lavet dukkah og chokolademousse. På komfuret putrer en stroganoff og klar til en tur i ovnen står blomkålsrisene og venter. De skal bare have tyve minutter og der stadig længe til vi skal spise.

Emilie har dobbeltvagt i dag. Hun startede i morges i vuggestuen (skole) og drønede direkte videre til butikken (arbejde). Hun har lukkevagt, så hun helt sikkert både sulten og træt når hun kommer hjem.

I dag skal hun ikke sulte.