De mange møders dag

Onsdag bliver de mange møders dag. Fire for at være helt præcis. Alvorlige møder, sjove møder og muligvis også et enkelt spændende møde. Lange møder, korte møder. Møder med mulighed for debat, diskussion, beslutninger og orientering. Morgenmøder, formiddagsmøder og aftenmøder.

Ind imellem skal der passes nogen børn. Og pludselig slår det mig, at det næsten er for godt planlagt at onsdag er bagedag, og i hvert fald to af børnene vil være travlt optagede. Resten vil også være travlt optagede. De vil stå i en ring om køkken og de bagende, mens de messer: Hvornår er kagen færdig? Hvornår er kagen færdig? Hvornår er kagen færdig?

Forestiller jeg mig.

Onsdag kan godt gå hen og blive lang.

Emilie derimod. Hun Får den korteste dag længe. Sådan cirka en time. Der er eksamen. Udtræksfag. Geografi. Fem og fyrre minutter er der afsat, og mens hun bestemt ikke var tilfreds, da faget blev trukket, er tilfredsheden gået hen og blevet langt mere tydelig og blandet med glæde. Vistnok mest glæde over den korte tid på skolen.

Hun skal bare være der omkring kvart i ti. Og en time senere kan hun gå igen. Da sidder jeg midt i møde nummer to, og tænker at det nærmest er den omvendte Verden. Det plejer at være sådan, at Emilie møder først. Længe inden jeg...

Onsdag kan godt gå hen og blive en rigtig spændende dag.

Flet til fest

Det er ikke så tit jeg laver reelle bestillinger. Jeg tror ikke jeg ville du til hele tiden at være bundet af at skulle noget bestemt, men en gang imellem synes jeg det er hyggeligt.

Da Susanne spurgte om jeg villle lave en taske til brug ved hendes datters bryllup, sagde jeg ja. Det var lige sådan en opgave jeg godt gider, og som havde den helt rigtige sammensætning af bunden opgave og plads til leg.

Der var heldigvis god tid, så jeg har husket ikke at folde og flette i en uendelighed. For selvom jeg sagtens kunne finde på, er jeg blevet bedre til at passe på mig og mine skavanker. Jeg kan huske min mormor næsten ikke kunne strikke i hendes sidste år, og sådan vil jeg helst ikke ende... så pas på. Prøver jeg at sige til mig selv.

Nu er den så færdig. Den har faktisk ligget færdig et par dage. Og afleveret. Eller afhentet. I en hektisk uge, hvor alt det, der ellers snildt kunne fylde en hel uge ud, skal presses ind på kun fire dage, blev der tid til et hurtigt møde. For det kan være svært at vente.

Der var glæde, og nu håber jeg brylluppet bliver en sand fornøjelse.

Tak for en dejlig dag

er længe siden jeg har været til en konfirmation, der i den grad emmede af at konfirmanderne har haft en fest sammen med præsten i de otte måneder inden.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det skyldes præsten, der ikke bare havde humor, men også bare virkede som et afsindig dejligt menneske. Hun holdt en fantastisk tale til konfirmanderne og guidede følget i hvornår vi skulle rejse os og sætte os igen på en sjov og meget rummende måde. Hun lod sig ikke gå på at skrigende og grædende børn i følget, og hun fortalte om de otte måneders samvær med konfirmanderne på godt og ondt, og åbnede op for en flig af alt det de havde haft sammen.

Hun tog udgangspunkt i historien om hvordan vindruedrueplanter skal passes for at kunne bære frugt. Om hvordan det fraklippede visner, mens de grene der får lov at stå bliver stærke og vokser sig store. For at synliggøre historien havde hun været på planteskolen og købt en vindrueplante til hver enkelt af de enogfyrre konfirmander der står for skud i år. Jeg synes det var en fantastisk gestus, som rækker mange år frem og som også kaldte på en morsom historie, da hun stod på planteskolen og gartneren forsigtigt spurtge ind til om hun stod for at starte egen avl. Hun stod i en bøgeskov, hvor en hel del af bladene var af karton og påskrevet konfirmandernes ønsker for fremtiden, mens hun ønskede alt det bedste for dem allesammen.

Hjemme igen fortsatte dagen helt efter Nicklas' ønsker og kulminationen var den afsindig flotte kage Helena i al hemmelighed havde kreeret med yndlingsklubben som vartegn.

Og så er der vist i øvrigt lagt i ovnen til indkøb af temmelig mange af de eftertragtede fodboldtrøjer.

Tak for en dejlig dag.

Sjov i gadebilledet

Jeg er ikke til Melodi Grand Prix. Det er afsindig mange år siden jeg sidst sad foran skærmen mens mere eller mindre ørehængende dans og sang blev afsløret, og jeg skal ærligt indrømme at jeg år efter år glædede mig over at ungerne altid endte hos deres far lige præcis den weekend, der stod mgp eller Eurovision på programmet.

Den danske optakt er gået helt hen over hovedet på mig, og hvis ikke nyhederne de sidste dage var svømmet over med historier om det store højdepunkt, var det aldrig gået op for mig at Basim har taget det danske førerskab.

Men jeg synes det er sjovt når bussen for en kort bemærkning skifter navnet på endestationen ud - trods manglende milioner og nedrivning af opbygning står på spil.

Folder må der til...

Når morgendagens konfirmand stort set ikke tænker på andet end fodbold og Anders kan folde fine skjorter af pengesedler, kan gaven meget hurtigt udvikle sig fra tanken om en knitrende fin ny femhundredekroneseddel til et helt fodboldhold, komplet med målmand, bold og bane.

Altså har Anders foldet, jagten på en skinnende bold givet bonus, og jeg har med hjælp fra drengene i Caféen og internettet fundet den helt rigtige startopstilling for yndlingsholdet.

Nu står de så klar, de ti spillere og målmanden i sin egen trøje. Opstillingen er ikke helt som de billeder jeg fandt på nettet, men det kunne ikke blive anderledes, for enten er spillerne for store eller banen for lille.

Tilbage står så, at jeg mener Anders har misforstået det der med at trøjerne på et hold skal være ens, mens Anders mener det er med fuldt overlæg at en halvtredser kan blive til fire forskelligt udsmykkede t-shirts...

Mens gaven til i morgen ligger klar, skal resten af lørdagen gå til at forberede mandagens gæstebud. Nogen gange er det nemlig nødvendigt at planlægge forud, også selvom det ikke er blandt mine spidskompetencer.

Slidt #2

Fredag er fest og sjov og glad ballade mellem kommunens mange sjette-syvende klasses børn. Mens jeg fester, kan udstyret her udgive endnu et indlæg.

Knapperne til min søsters taske er heldigvis stadig til salg, og med en ny i form som de gamle, var der ikke langt inden tasken - næsten - så ud som ny.

Hankene sidder igen fast og syningerne er sine steder forstærket. Jeg har ændret på måden at sy sammen siden dengang, og det er rart at vide, at selvom syningen dengang er knap så stabil som den jeg bruger nu, holder den alligevel.

Meget mere skulle der egentlig ikke til, men om den kan holde to år mere er måske for meget forlangt. Og når jeg ved min søster bruger den igen og igen, dag efter dag, er tanken om en helt ny og skinnende fin udgave når hun til efteråret fylder år ikke langt væk.

For er der noget bedre end at vide at ens håndværk bliver brugt.

Og så synes jeg det er sjovt at sammenligne billederne fra dengang den var helt ny og nu. Dengang det sorte var sort og det hvide lidt mere hvidt end nu. Og at konstatere at pakketape nok er godt som forstærkning, men altså ikke holder mod solens stråler og falmet brug.

Blomster til bierne

Mens jeg stadig har svært ved at samle mig om store strikprojekter, har jeg fundet de små hexipuffs til det store strikkede tæppe frem. De har ligget i hi siden jeg færdiggjorde den sidste lille pude. I mellemtiden har jeg været vægelsindet. Skulle en del af dem smykkes med blomster, eller skulle de alle være uden pynt.

I sidste ende blev det blomster, som også krævede mange og lange overvejelser. For hvilken type og hvilken i det hele taget. Nu har valgt. De cirka tres puffs jeg har lagt til side til udsmykning får alle sammen den samme blomst, og det er nemt arbejde at have med mig. En håndfuld af de små puder og en håndfuld garn sammen med en nål og en saks i en lille pung. Blomstermotivet kan jeg efterhånden udenad, og så er det bare at fylde op med nye ubroderede puder, når jeg kommer hjem.

Jeg bruger rester til blomster og blade. Rester af uld og strømpegarn i en skøn forening. Lilla til blomsterne og grøn til bladene. Ikke megen udsving der, men alligevel med en vis forskellighed.

Halvdelen af de tres jeg havde tænkt med pynt er allerede pyntede. Det er et hyggeligt projekt, og med mellemrum overvejer jeg, om de tres skal vokse lidt i antallet...

Slidt

En af de første rigtige (vist dén første) tasker jeg lavede - rigtig som i med hanke og foer - købte min mor. Senere overtog min søster og hun har siden brugt den dag ud og dag ind. Den har lige den rigtige størrelse, siger hun og den er med hende overalt.

To års daglig brug kan ses. Hjørnerne er slidte, en af knapperne er knækket, men værst er at hankene er ved at gå løs.

To års brug kan også mærkes. Nye tasker er stive og kraftig at håndtere, min søsters lille håndtaske er blød og yderst bøjelig. Ledene arbejder med hinanden og det daglige slid har blødgjort på en hyggelig måde.

Jeg har fået den med hjem, lovet at sætte hankene fast og finde en ny knap. Sy lidt rundt omkring og sætte foeret i igen, når jeg har brudt det op, for at sætte hankene fast på ny.

Klar til sidste skoledag

Vi ryddede Netto for billig barberskum og slæbte temmelig mange karameller hjem.

Sjovt nok var ingen i tvivl om brugen, da vi læssede det hele på båndet ved kassen, og Emilie nåede at få mange gode råd og ideer med hjem - fra både kunder og kasseekspedient.

Jeg ved fra pålidelig kilde, at jeg for første gang står på listen over dem, der er fri jagt på. Det har jeg ikke prøvet før, men een gang skal vel være den første...

Nu står det hele i kælderen, for der er stadig over fjorten dage til sidste skoledag, og der skulle jo nødig være nogen som kommer til at forgribe sig på lageret.

De skriftlige prøver er også lagt bagude. De viste sig slet ikke at være så skræmmende som sådan nogle kunne have været, og nu venter blot ventetiden inden karakterer uddeles.